Teater paa Kanada....

Jeg sidder paa en lille baenk, skulder om skulder med Sebastian og gabrielle, et knae i ryggen og med mine knae taet samlet. Vi rykker lidt taettere sammen, saa der kan sidde en mand mere paa baenken, og 30 mennesker paa gulvet, og et par stykker paa trappen ned til scenen, og pladsen foran de 4 musikanter kan jo ogsaa udnyttes. Med et slukker alt lyset. Der gaar en smule panik i mig, for det var svaert at komme til foer, og ganske umuligt nu i moerke. Alle andre tager det dog ganske roligt og lidt efter dukker spotlightet op igen, og tumulten fortsaetter.

Det er ikke just den vestlige teaterkultur, med forfinede fornemmesler, smaa-kulturelle diskutioner og et glas boblevand, vi moeder her. Turmulten og smaasnakken fortsaetter imens teaterdirektoeren kommer ind paa scenen. ”Namaste – Welcome!” udbryder han , hvilket bliver det sidste ord vi forstaa noget som helst af i loebet af de naeste 70 minuter .

Ind vaelter det med skuespillere i farverige dragter, der danser. Det er ikke i takt og de er heller ikke helt enige om hvordan eller hvornaar de forskellige oevelser i dansen skal udfoeres. En dansk teatergaenger (eller en gammel gymnast, som mig) ville nok synes at de liiige skulle have oevet sig en ekstra gang paa det der med synkrondans. Det lader dog ikke til at vaere saerligt vigtigt for de nepalesiske teatergaengere, for det faar da i hvert fald snakken til at forstumme, og nu er der kun enkelte mobiltelefoner, som lyser op i moerket.

Vi er i Gurukul-Dramahall, som er Nepals foerste teater skole, og netop nu afholder de en international teaterfestival. Derfor er der hvert eneste aften et nyt teaterstykke fra et nyt land. I aften er det et stykke fra Indien, naermere betegnet Kanataka – som faktisk er der hvor 5 af os har vores placering. Jeg ved ikke helt hvad vi havde regnet med – maaske at en international festival, betoed at alle ogsaa ville kunne forstaa stykkerne, og at de var paa engelsk. Det var dette altsaa ikke.

70 minuters dans, sang og maerkelige dialoger, vi ikke forstod en pin af, det var hvad vi fik. Dermed ikke sagt, at det ikke var underholdende. Det kan faktisk vaere ganske morsomt at se maend klaedt ud som damer, der fjanter rundt paa en scene. Og se noget, der nok skulle ligne en konge, men i virkeligheden ligner en goegler, danse rundt med store benbevaegelser, imens han proever at goere kur til en kvinde. Og saa i ovrigt forsoege at danne en handling ud af dette virvar.

Pludselig stopper forestillingen. Jeg troede ellers at jeg var ved at forstaa historien, men nej. Det har vaeret en meget sjov oplevelse, og der er i hvertfald ingen tvivl om at alle andre i salen har fundet stykket umaadeligt godt, for der bliver klappet paa livet loes, pigerne hujer lidt ekstra, da vi naar til den mandlige hovedperson, og maendende pifter lidt mere ad den kvindeligehovedperson. Saa er alt vidst som det skal vaere.

Boardingschool og staatrold

"Ma'am, may I drink water?" Det sporger 7 smaa forpustede nepalesiske born mig om, efter jeg har leget staatrold med dem i deres betonbelagte skolegaard. Solen bager og der er larm fra de aabne vinduer i klasselokalerne i bygningen ved siden af skolegaarden.
Signe og jeg har netop brugt 2x 40 minutter paa at undervise en 2. klasse paa en boarding school i engelsk og science.
Vi starter med at hive hele klassen udenfor, ud i luften og solen. Bornene skriger af begejstring bare ved tanken om, at de skal lave noget andet end den saedvanlige gentagelse efter laererinden, der saetning for saetning laeser hojt i deres science bog.
Vi starter med en navneleg, hvor bornene forsigtigt siger deres navn og yndlingsdyr og derefter hurtigt kaster bolden videre til en af deres klassekammerater. De er slet ikke vant til den her form for opmaerksomhed.
I science har de om mad og sundhed, Signe og jeg har forberedt en stafet. Vi har smaa kort med tegninger af sund og usund mad. Bornene skal saa lobe ned til to skilte og beslutte om maden er sund eller usund. Vi gennemgaar tegningerne og finder hurtigt ud af, at de forstaar det hele paa engelsk, men ikke er vant til at skulle taenke selv. Saa det er fedt at se, at de ligesaa langsomt begynder at taenke selv, da jeg prover at evaluere de to lektioner med dem til sidst. Vi laver vendespil i engelsk timen med de samme tegninger som vi brugte i stafetten og de elsker det. De raaber om Signes og min opmaerksomhed, naar de har fundet en tegning og et ord, der passer sammen.
Vi er paa besog paa en privat skole, hvor al undervisnigen foregaar paa engelsk og foraeldrene betaler penge for at have bornene i skolen. Der er stor forskel paa niveauet her og niveauet paa en kommune skole. Paa kommune skolen forstaar bornene daarligt nok engelsk, og jeg forestiller mig, at diciplinen ikke er ligesaa skrap, som her paa privat skolen. Jeg er meget imporneret over bornenes kunnen, men er samtidig lidt urolig for, hvordan de har laert det. Faar disse born tid til leg og til at vaere born, eller er det bare kaeft, trit og retning?? Jeg haaber paa det bedste for disse born, for de er virkelig nogle dejlige born.
- Nanna.

Slumvisit I Bhaiseghat – En Highschool Musical

De - Oh please sing us a song, haha. Yes a Danish song, oh would you please sing us a song, Haha. Oh your national anthem, please sing us your national anthem, haha, please, haha.
Vi - Oehhm, hvad? – What?
De - Haha, your national anthem, come on now, don’t be shy. We are all friends here, Haha. Sing us your national anthem.
Vi - Fuck, skal vi synge hele vores nationalsang? Er der nogen der kan mere end foerste vaers? Nej? Fuck. Uhmm, okay we’ll sing our national anthem, but it’s very long so the first verse will have to do. Okay, ahem, paa tre. En. To. Tre – Der er et yndigt land…
Ja man skulle ikke tro det men denne lettere akavede begivenhed finder altsaa sted i det de, dermed ment napaleserne, kalder et forsamlingshus og vi nok naermere ville kategorisere som et skur eller i bedste fald et udhus. Det er moerkt derinde. Lampen virker ikke, saa det eneste lys der slipper derind er det der sniger sig gennem den aabne doer og revnerne i de traeskodder der daekker de glasloese vinduerne. Skuret eller forsamlingshuset er et enkelt smaat lokale. Indretningen bestaar af et skab med diverse redskaber, et lille bord, et par stole og en baenk. Alle siddepladser er besat af os. Gaesterne. Slum Touristerne. Danskerne. Foran os sidder en mindre haer af nepalesiske unge og stirrer paa os med forventningsfulde blikke. Vi er i Bhaiseghat, et slumomraade bestaaende af ca. 160 husstande midt i Kathmandnu, igang med en omgang socialt samvaer med samfundets ungdomsgruppe. Ordet styres af en pige som begaar sig lidt bedre paa engselsk end de andre. Hendes navn er gaaet mig forbi, saa lad os, for historiens skyld, kalde hende Vanessa Hudgens. Snakken gaar med stor interesse for hvad vi nu er for nogle. Primaert hvem vores idoler er. Det gaar de meget op i, de har saagar venneboeger hvor de inbyrdes udveksler saadanne informationer. Det er godt at have ved haanden saa man kan mindes sine venner naar de ikke lige er i naerheden. Bump. Snakken afbrydes da vi, af Vanessa Hudgens, bliver gjort opmarkesomme paa at gruppens drenge har forberedt en dans for os.
Vi -Ahh, en national dans?
Vanessa - Nej. Stunt.
Vi - Hvad? Stomp?
Vanessa - Nej, haha, stUNT. Ligesom Justin Bieber. Kender i ikke ham?
Vi - Oehm, jo selvfoelgelig. Stunt...?
Dansen kraever mere plads end der er i deres forsamlingshus, saa vi bevaeger os samlet hen mod et graesareal/forboldbane/kofold i naerheden af den lokale skole, med udsigt til lossepladsen der omringer deres samfund og den bro staten er i gang med at bygge midt gennem slumomraadet. Det har de vaeret i to aar. Vi bliver beordret hen til en plet i graesarealet, hvor graesset er lidt kortere, og hvor der ikke er saa voldsomt et overflaad af kolort. Her saetter vi os og venter spaendt paa drengene der havde brug for lidt tid til at forberede sig, naturligvis. Inden utaalmodigheden faar sit tag i os ser vi drengene naerme sig, nu ifoert det rette kostume. Joggingtoej. Musikken (et passende mix af rnb og trance) bliver startet paa et lille saet ipod hoejttalere og drengene begynder saa smaat, lidt sky, at breake. Ja stunt viser sig altsaa at vaere breakdance, og de er sku forbavsende gode til det! Som gruppens piger hujer og haepper, og vi giver begejstrede klapsalver, kaster drengene sig selvsikkert ud i mere og mere halsbraekkende ”stunts”, i bare taer, de er ikke bange af sig. Showet styres af ungdomsgruppens formand, hvis navn jeg desvaerre heller ikke fik fat i, saa ham kalder vi Zac Efron. Piger skriger lidt hoejere naar Zac Efron danser. Tiden gaar, og der kommer saa smaat flere og flere tilskuere, boern som gamle. Efter en 20 minutters tid stopper dansen. Nu vil de synge. Nepalesiske og Indiske sange. Zac Efron synger selvfoelgelig for med silkebloed stemme. De forsoeger forgaeves at laere os nogle af teksterne, nepali er noget af en mundfuld.
Jeg maa indroemme at jeg var direkte maalloes over at opleve en saadan energi og livsglaede hos unge mennesker der staar i en situation som deres. Der er altsaa tale om piger og drenge der lever paa randen af fattigdomsgraensen, hele familier i smaa faldefaerdige traehuse de selv har bygget, i konstant frygt for at blive smidt ud af deres hjem, for det er staten der ejer den jord de bor paa saa de har egentlig ingen ret til at vaere der. Det er ikke alle der har raad til at gaa i skole, for selvom statsskoler egentlig er gratis, kraeves der stadig betaling fra eleverne. De har ingen politisk indflydelse da de ikke modtager valgkort, saa deres udraab bliver ikke hoert. En del af dem er hverken i besiddelse af pas eller citizenshipcards, saa de har ingen rettigheder. De har en enkelt broend i hele omraadet, med det der egentlig skulle vaere rent drikkevand, men som jeg naevnte foer er deres lille samfund omringet af en losseplads, saa man maa stille sig selv spoergsmaalet om hvor lang tid der mon gaar foer deres broend bliver forurenet. De har ganske vidst adgang til hospitaler hvis ulykken skulle vaere ude og en der bliver alvorligt syg, men behandling koster penge og det har de ikke mange af saa en alvorlig sygdom er som regel en ”one way ticket”. Vi spiste frokost hos en af de gamle beboere i samfundet der havde foedt ti boern og maatte begrave de otte af dem. Det er strenge kaar i slumen. Men paa trods af disse grelle facts, formaar ungdommen at opretholde et humoer og en stemning man kan sammenlignes med et Disney univers. Hatten af for dem!
Efter vores moede med Zac, Vanessa og alle de asndre i ungdomsgruppen, gik vejen mod vores vaersfamiler og aftensmad, hvilket ogsaa viste sig at vaere noget af en oplevelse, men det er en helt anden historie.

"Forward, forward.. Hold on!"

Vi har fri og har besluttet at noget af vores weekend skal tilbringes paa det saakaldte Last Resort. Vi er derfor staaet tidligt op og koerer, i noget der minder om en udelighed, gennem Nepals snoede landskab. Cirka 3,5 time efter er vi endelig kommet frem og befinder os i smuk natur; bjerge klaedt i groent og floder saa langt oejet raekker taet paa Tibets graense.
Vi naar kun lige at opfatte at vi er ankommet, foer vi bliver kastet ud i riverrafting. Vores instruktoer raaber hele tiden kommandoer i stil med "Forward, forward.. Hold on!" paa en meget militaerleder-agtig maade. Disse kommandoer skal vi udfoere i det der mest af alt minder om en forvokset gummibaad, mens vi driver ned af en flod med vild stroem og store sten. Det handler helt klart om at vi skal arbejde sammen i gruppen ved bla. at have samme padle-rytme og hjaelpe hinanden. Kun paa den maade vil vi naa til maalet. Vi bliver i loebet af ingen tid drivvaade og griner hver gang boelger af iskoldt flodvand skylder i over os. Samtidig gaelder det om at holde fast i baaden og haabe paa at man i kampens hede ikke falder af.
Efter saadan en omgang er vi alle utrolig traette og der gaar ikke lang tid efter vi har faaet aftensmad, foer vi alle ligger i de lejede telte paa resortet og sover tungt.. Vi skal jo ogsaa vaere klar til den kommende dags strabadser.
Vi vaelger, som den sidste aktivitet foer vi skal hjem, at proeve faenomenet "canyoning", som i korte traek gaar ud paa at man, ifoert udstyr fra top til taa, klatrer ned af et 180 meter langt vandfald, delt over syv gange, hvor den laengste og sidste straekning er paa 45 meter. Paa samme tid faar man sig nogle ordentlige brusebade hver gang med naermer sig vandfladet. Heldigvis er vandet en smule varmere end det kolde flodvand vi havde med at goere da vi raftede dagen foer. I modsaetning til rafting er canyoning totalt individuelt og meget graenseoverskridende, isaer naar man taenker paa at man "kun" er holdt oppe i noget seletoej og en snor. Vi har heldigvis to meget professionelle instruktoerer med til at holde oeje med os.
I starten er jeg faktisk lidt utryg ved situationen og kan ikke helt laene mig de 90 grader ud fra klippevaeggen som er noedvendigt for at man ikke glider. Det er virkelig haardt. Efter at have klaret mig gennem de foerste tre straekninger, bliver jeg staedig og vil ikke give op. Nu vil jeg gennemfoere det! Vi kommer alle sikkert igennem denne store udfordring. Derefter er vi desvaerre noedt til at gaa op af bjerget i koldt, vaadt og tungt udstyr for at komme tilbage til resortet, hvilket bestemt ogsaa er haardt.
Mine laegge braender og kroppen er oem. Jeg vaelger at unde mig selv en hel times nepali-massage da vi kommer tilbage, foer vi igen skal hjem mod platformen langs de hullede og snoede bjergveje.

“I am the president of China”

Vi befinder os i et klassevaerelse paa platformen og Troels har lige slynget ovenstaaende saetning ud. Vi andre reagerer med det samme med nedadvendt tommelfinger for at vise at saetningen er loegn. Saadan startede dagen i dag da vi fik besoeg af seks nepalesere paa vores egen alder, der ogsaa er voluntoerer. Legen er en halvvejs improviseret energizer vi fandt paa da vi fik at vide at nepaleserne var forsinket og vi skulle bruge en hurtig get-to-know-eachother-leg.

Resten af dagen har vaeret i workshoppens tegn hvor vi har faaet en masse redskaber til selv at lave vores egne workshops paa vores placeringer eller naar vi kommer hjem. Metoden var ”learning by doing” saa allerede foer frokost blev vi sat til at lave vores egen workshop. Den gruppe jeg var i endte med at faa emnet ”volunteering for social change” – en ordentlig mundfuld at komme igennem paa de 30 minutter vi havde faaet tilddelt til vores workshop. Vi fik heldigvis hjaelp fra Rekha og fandt nogle ting at fokusere paa saa vi kunne komme igang.

Vi fik lavet vores workshop efter frokost sammen med en anden gruppe, der ligeledes afproevede deres workshop af paa os med emnet ”youth across cultures”. Workshoppen var interessant og vi fandt frem til at selvom dansk og nepalesisk kultur er meget forskelligt er det grundlaeggende de samme ting unge laver og droemmer om.

Selvom workshopppene var gode var der plads til forbedringer som vi snakkede om i evalueringen, og forloebet slutter sidst paa eftermiddagen. Vi har laert en masse ting og en af dem er, at ingen af os er Kinas praesident, men vi har faaet en raekke nye redskaber til fremtidige workshops.

Drivers of Changes

Vi skal alle aflevere et projekt, der hedder Drivers of Changes inden vi forlader platformen. Det er med henblik paa vores videre placering, hvor vi skal gennemfore et projekt, inden vi tager hjem.

Signe og jeg skal sammen til Vietnam, saa vi har valgt at lave projektet sammen. Vores vision er at vise de handicappede born alt det, de rent faktisk kan, frem for det, de ikke kan, da deres handicap haemmer dem. Vi vil lave et stump forlob, hvor koste, spande og kaeppe skal vaere instrumenter i et rytmisk sammenspil mellem bornene. Vi vil prove at gennemfore et danse forlob, hvor vi laver en sekvens, som vi trin for trin laerer bornene. Ogsaa et sang forlob vil vi prove kraefter med. Meget simple ovelser, hvor de styrker selvtillid, udvikler sig som en gruppe og har det sjovt sammen. Det hele afhaenger meget af, hvor handicappede bornene er og hvilken aldersgruppe, vi kommer til at arbejde med. Derfor har vi valgt tre forskellige forlob. Saa dem, der maaske ikke kan danse paa grund af fysisk handicap, kan synge eller lave rytmer. Hvis det er muligt, skal disse tre kreative forlob ende ud i en forestilling for eventuelt foraeldre og personale. Vi vil ogsaa forsoge at tage det med hjem til Danmark. Signe vil tage billeder og udstille paa cafeer i hendes hjemby. Jeg vil nok skrive en artikel, som jeg vil prove at faa sendt i Kalundborg Folkeblad, som er lokal avisen i min fodeby. I artiklen vil jeg oplyse om vores projekt med de handicappede born i Vietnam og opfordre Danmark til at lave frivilligt arbejde.

- Hvis vi kan, saa kan resten af Danmark ogsaa.

En samtale om Nepal, med en Nepaleser...

Kunne du forestille dig at leve I et land, hvor det politiskestyre ikke fungere optimalt, hvor dine uddannelses- og arbejdsmuligheder er staerkt begraensede og hvor fattigdommen er saa udbredt at det er svaert at se en loesning paa det? Kunne du forestille dig at leve i et land, hvor den eneste mulighed for at bryde den onde cirkel er at flytte vaek, til et land hvor du hverken kender sproget eller kulturen?

Nej, jeg tror hverken du eller jeg, helt kan forstaa hvordan det maa vaere. Men det er saadan mange unge Nepalesere har det, naar de maa flytte fra deres hjemland til europa eller USA, for at faa en ordenlig uddannelse, eller blot finde et job.

Idag har jeg snakket med en nepalesisk mand om migration og hvorfor saa mange unge flytter vaek fra Nepal. Det hele bunder i en opgave vi var blevet stillet paa Platformen, hvor vi skulle stille os ned til udenrigsministeriet, og spoerge ind til hvorfor de mange hundrede mennesker stod i koe for at faa udstedt et pass eller visum.

Det var et stort virvar af mennesker, der forsoegte at udfylde blanketter, venner og familie der ventede, og vagter der proevede at opretholde orden paa det smalle fortorv.
Derfor kraevede det ogsaa en del mod at bryde ind i en ung kvindes liv, ved at spoerge hvorfor hun vil flytte, hvor hun skal hen, og om hvad hendes familie siger til det – det virkede som noget alt for personligt at diskutere paa aaben gade. Da jeg endelig havde taget mig sammen til at gaa hen til hende, viste det sig at hun ikke snakkede engelsk. Foerste skidt var altsaa at finde en der kunne snakke engelsk, og som ogsaa havde baade tid og lyst. Jeg proevede igen et par gange uden held, indtil en mand pludselig kiggede paa mig og spurgte ”hvorfor spoerger du?”

Jeg fik forklaret at det var ren og skaer nysgerrighed og at jeg forsoegte at forstaa hvad der fik folk til at migrere. Jeg var mere end heldig, for denne mand havde nemlig enormt meget lyst til at fortaelle mig om det, da han alligevel stod og ventede paa hans ven, - og kunne tilmed ganske udemaerket engelsk. Vi gik lidt vaek fra det vaerste mylder, og stod laenge paa et gadehjoerne og snakkede.

Han forklarede at den politiske situation i Nepal har gjort at mange er utilfredse med den generelle struktur, og den maade landet bliver ledet paa. Politisk uenighed har bl.a. andet gjort at de har vaeret igennem ca. 17 valg for at finde en ny premierminister, uden held. Ustabiliteten afspejler sig paa alle maade i nepalesernes liv, og befolkningen har svaert ved at tro paa det politiskesystem, der paagrund af dets meget unge alder endnu ikke har kunnet bevise det vaerd eller har kunnet overholde dets loefter.

Dette goer, sammen med den ekstreme fattigdom i Nepal, at mange unge nepalesere oensker at skabe deres fremtid i et andet land. Flere af dem vil dog vende tilbage til Nepal efter deres uddannelse, men det kan vaere svaert at finde arbejde i Nepal, hvor de rent faktisk kan bruge deres nye viden, fordi landet simpelthen ikke har arbejdspladser der er kvalifiserede nok.

Imens vi staar og snakker kommer hans ven slukoeret hen til os. Han skulle have udstedt et nyt pas, saa han kan komme til udlandet for at studere, men det er nemmere sagt end gjort. Det er tredje dag han proever at kommer igennem – igaar fik han af vide at han skulle komme i dag kl. 11, og nu har han efter en time i koen faaet afvide at han skal komme igen kl. 14. Jeg kan tydeligt maerke at han er frustreret. De to venner siger farvel, efter at de har forsikret mig om at jeg endelig maa kontakte dem hvis jeg vil vises rundt i Kathmandu eller en anden by i Nepal, og forlader mig imens de snakker lavmaeldt.

The Orphanage

"Sir!" "Sir!" "Pass the ball!"
We are at an orphanage in a southern district of Kathmandu! Christian, Sebastian and I are all captains of the 3 teams. It is a knockout tournament and we brought the ball so that we could play! The children are so curious, polite and always smiling.

As we arrive to the boys orphanage we are redirected to the girls orphanage as the boys are eating lunch. At the girls orphanage we are quickly led into the house and introduced to all the girls. They are very shy but it probably has something to do with me being a boy.

When we go outside we explain to them some games that we will play with them. In the beginning they were afraid of joining the games but it doesnt take long before most of the girls are playing.

Just as we are about to go to the boys orphanage we are invited to tea at the girls Dining Hall. The girls seem more open here and offer both cookies and boiled eggs.

When i come outside i see the small boy who lives at the orphanage with the girls, probably because his sister lives there, and i walk up to him and i ask him if i can take a photo. He becomes very excited and does a "Namaste" resembling pose. Afterwards he reaches out for the camera and i try to teach him how to take pictures, but as soon as he finds the shooter button he keeps pressing it and takes 5 photos, the last 2 more blurry and unfocused than the others because at that point i was trying to get my camera back.

The male and female volunteers now split up so us guys walk over to the boys orphanage and again quickly introduced to them inside the house. We quickly decide to go play football. We go outside into the fields. There are bricks and rocks everywhere but i still see boys playing football in bare feet. Sebastian, Christian and I are the 3 team captains. The orphans get numbers and we start to play. As i watch the two other teams play i take photos and the orphans ask me if i want a picture with them. So i stand with my team and another guy is taking the photo.

As we say goodbye to the orphans two girls run up to Christian and they tell me to take a photo with him.

While we are walking back to the bus to take us back to the platform the boys from the orphanage are walking behind us, walking us halfway out of the area and the girls are waving and yelling goodbye to us from the house.

Another fantastic day in Kathmandu, Nepal. This is reality.

I have rights!

"Everyone is entitled to all rights and freedoms set forth in this Declaration without distinction of anykind, such as race, colour, sex, language, religion, political or other opinion, national or social origin, property, birth or other status"

Saaden lyder det saa fint i den universielle menneskerettigheds deklaration, hvor alle har ret til menneskerettighederne. Race, kon, sprog, religion og status maa ikke spille en rolle for dine rettigheder. Vi har i dag haft undervisning i menneskerettigheder, og vi fik desvaerre nogle kedelige fakta paa plads. Den fine deklaration er ikke i overensstemmelse med virkeligheden. I mange asiatiske lande er de kastelose og enkerne nogen af de mest diskriminerede mennesker.

De kastelose har ikke samme muligheder, som Brahminerne i den hojeste kaste i kastesystemet. Enkerne bliver gemt vaek, naar deres maend dor, og kvinderne ses som urene halve mennesker.
Vi har set en film fra Indien, der hedder "Water". En ud af tre i trilogien om tabu fyldte emner, saa som enkernes plads i samfundet. Den lille 5-aarige Chuyia bliver enke, da hendes 35-aarige mand, som hun aldrig har modt, dor. Hun bliver klippet skaldet, frataget sine smukke armband, tvunget til at gaa i hvidt og anbragt i et hus for enker. Men vaerst af alt, faar hun frataget sin barndom. Hun bliver isoleret fra samfundet og ses som et halvt mennesker, selvom hun aldrig har naaet at leve helt.

De kastelose er fodt ind i deres kedelige kaste. Ud fra deres navn afslorer de hurtigt, hvilken kaste de kommer fra. Det er svaert for dem at bryde ud af deres kaste, da resten af samfundet ser ned paa dem og diskriminere dem. Officielt har de kastelose lov og ret til de samme ting i livet, som menneskene i hojkasten, men i den praktiserende hverdag er de slet ikke saa heldige.

Alle burde vaere oplyste nok til at kunne sige: "I have rights!"
- Nanna.

Aghhgr! MONKEYS! BUDDHISTS! Toelern Reports from Da Far East!

Monkeys.. Many monkeys.. Big monkeys.. small monkeys.. swirming around us.. fighting, delighting in garbage and coca cola bottles.. looking for fleas in eachothers fur...
We are surrounded by these curious and extremely human resembling monkeys in this religious and spiritual place of the Hindu religion; Pashupatinath. It means Animal-husband-leader and is the place of uncountable small temples.. but there is one great.. one that defeats them all in beauty and elegance. The great temple is not accessable for foreigners and non hindus but is stunning on the outside.. It has a top made of gold and 9 silver doors and looks so majestic that it is almost breathtaking...
Pashupatinath is also the place where cremations are happening.. as we pay the entry fee and enter Syambhu we see smoke and as we cross the bridge we see fires burning and a corpse of an old man with a red and yellow blanket put over him lying on the edge of the river that runs through the "Temple City".
We see family standing around the corpse, some with bowed heads, others on knees at the side of the deceased man. We go before they ignite the fire...
After Pashupatinath we take a taxi, that looks like it has been a hundred car crashes, to Boudhanath which is this collosal buddhist temple which a great white circular pyramid with a big golden triangle at the top. On each corner of the temple there are colored papers which have writing on them. I spent half a film just taking pictures of this magnificent temple in all its glory as the sun was at its highest and as it started its descent..
Around the temple we saw buddhist monks who were praying and i even saw a pack of young buddhist monks who were gathered at the foots of the temple and look like they were going to pray. Unlike the hindu temple, the priests didnt ask for money which was nice for a change because i was like a knife in the heart when you saw such a holy man asking for money and posing for a picture.
On the same evening the Global Changers had a goodbye party as most of them had to leave the day after! There were tears as the people at the platform had to say goodbye and received presents from the Global Changers. It was so beautiful seeing Hindu, Buddhists, Muslims, Atheists and Christians having a party together with no quarrels..
I particularly became good friends with a guy from Burma (Myanmar) who had given me a "End Poverty Now" bracelet earlier.. I gave him my bracelet from the Roskilde Festival that i had had for two years and which meant alot to me.. He was so thankful and ended up giving me the traditional legwear in Burma called a Longe which sort of looks like the dress that the samurai wear in "The Last Samurai". To show my thankfulness and to give him something traditional from Scandinavia i gave him my swedish football jersey which made him very happy..
The day after there was hugs from him everytime we met on the platform until he left for the airport at 11 in the morning. He went back to Myanmar to start a new Activista program that he said i was welcome to join..
Everyday here feels like a month.. There isnt a day without action, not a day with restlessness.. I am in love with Nepal and Asia..

Nepal anno 2010

.. eller halbal i Nakskov Idraetscenter 1999?

Vores foerste tur med lokalbus og taxa var i hvert fald forvirrende; vi tog afsted for at udforske og blive klogere paa ’nepalesisk kultur’, men hvordan skal man lige reagere, naar man bliver udsat for den her

mens man sidder klemt sammen i den mest usikre, skrotvaerdige taxa paa vej gennem Kathmandus hektiske gader, hvor det ’at vise hensyn i trafikken’ er mere undtagelsen end reglen; chauffoeren kaemper med dyr, rickshaws, cyklister, motorcykler og lastbiler om retten til at komme foerst frem - og han kommer lige lovlig taet paa de andre i forsoeget herpaa. Vi er ude paa en laengere tur, men vores udsigt og bybilledet aendrer sig ikke markant – stoev, taetbebyggede og faldefaerdige huse, affald og hvad der generelt forbindes med fattigdom ses saa langt oejet raekker... alt imens pumper bassen non-stop til levn fra 90'ernes dance-pop, blandt andet til ovenstaaende sang, hvor omkvaedet er ’We Like To Party’ – situationen og omgivelserne taget i betragtning, var det bare helt forkert men alligevel ret tragikomisk.

Denne underlige oplevelse var sikkert kun den foerste af mange, da mit udmiddelbare indtryk af Nepal er, at det er et uforudsigeligt, kontrastfuldt land.

Jeg kunne bestemt have vaeret foruden genhoeret med Vengaboys, men det mindede mig om kiksede teenageaar og en opveakst i kedelige, jaevne provinsdanmark og bestyrkede derved min trang og lyst til eventyr – saa Nepals kultur(chok) kan bare komme an, jeg er klar!

Bhaktapurs smukke hverdag

“Nej nej, vi behoever altsaa ikke en lokal guide. Jeg har laest om det hele i Nepal-bogen, saa jeg kan sagtens finde vej”

Saadan ca. fik jeg de andre seks overtalt til ikke at benytte os af den lokale guide, der havde tilbudt at vise os rundt i byen Bhaktapur, og fortaelle om de mange gamle templer for den lille sum af 15 kr. Det skulle dog vise sig, at min stedsans endnu ikke er blevet opgraderet til Nepali

Bhaktapur er en af de bedst bevaret middelalderbyer i Nepal. Store aabne pladser, hvor duftene fra det krydrede koekken blander sig med den soede roegelse. Templer paa hvert eneste gadehjoerne, hvor de lokale ofre frugter og beder en stille boen, inden de haster videre med dagens goeremaal. Charmerende smalle sidegader, med et vaeld af smaa butikker der saelger byens specialiteter, traedukker, lertoej, rispapir og yoghurt.

Jeg havde forberedt mig godt paa denne tur, og planlagt at vi skulle foelge en rute, der ville foere os forbi alverdens templer, med forskellige historier og sjove udsmykninger. Bl.a. var planen at finde et erotisk elefant tempel, hvor der skulle vaere afbilledet dyr i forskellige erotiske positioner. Saa hvad skulle vi dog bruge en guide til, naar det hele stod i Nepal-bogen??

Jeg burde nok ikke have vaeret saa kaephoej. Efter bare to sving var vi allerede faret vild, og kunne ikke faa kortet til at stemme overens med virkeligheden. Vi gik derfor tilfaeldigt paa maa og faa igennem den travle hovedgade, med motorcykler, boder, og mennesker alle vejne, ned ad sidegader saa smalle at solen ikke naaede ned til os, men kun kunne skimtes oppe paa hustagene.

Sa pludselig stod vi alle sammen stille og kiggede. En helt fantastisk udsigt dukkede frem. Vi stod paa toppen af en snoet sti, der foerte ned til byens flod. Langs stien stod kvinder og ordnede det korn der laa fremme i solen for at toerre. De vendte det og drejede det, kastede det i bunker, spredte det ud igen, og fjernede urenheder med en slags si. Stien endte ved en mindre tempelplads, hvor der sad et par maend og snakkede. Bag alt dette rejste himalayabjergene sig majestaetisk.

Det er svaert at beskrive saa fantastisk denne udkant af byen var, og billederne jeg har taget kan slet ikke vise det pulserende hverdagsliv der forgik paa denne skraaning i den gamle middelalderby.

Det endte altsaa med, at det ikke gjorde saa meget, at jeg ikke kunne overskue kort, retning og tempelforklaringer. Jeg vil dog ikke lade min gode stedsans staa tilbage som en fuser – jeg bliver jo noedt til at overbevise de andre om, at jeg altsaa sagtens kan finde vej og bruge kort. Derfor har jeg og og Christian planlagt en vandretur i naeste weekend – saa jeg krydser fingre og naerstuderer kort.

- Signe

Vi er i Nepal!

Efter at have rejst i naesten et doegn er vi endelig naaet frem til et utrolig smukt landskab, hvor Himalayabjergene udgoer baggrunden, 29 grader, varme og sol. Vi er i Nepal!
Luften er varm og byen er paa en gang stor, kaotisk, larmende og bare helt anderledes end jeg nogenside havde forventet... men jeg er langt fra skuffet. Paa blot den korte tur fra lufthavnen ind til platformen suger jeg som en svamp flere indtryk af byen til mig og betrager menneskene, dyrene, husene, de mange smaa butikker som ligger helt taet op ad hinanden i de smalle gader. Samtidig flyver tankerne gennem mit hovede, min tankestroem bliver imidlertidig afbrudt af et brag, som bare er det foerste af mange. Det viser sig nemlig at hele landet fejrer en meget stor hoejtid, kaldet Tihar (som kan sammenlignes med dansk jul). Der er derfor taendte lyskaeder, pynt samt glade og hoejrystede nepalesere overalt. Braget skyldes det fyrvaerkeri som med jaevne mellemrum affyres rundt omkring i byen.
I dag, loerdag, er vi blevet introduceret for selve platformen vi bor paa. Derefter har vi vaeret rundt og udforske Kathmandu med smaa opgaver vi skulle loese.. Bla. skulle vi finde ud af hviken religion der praktiseres i templet paa gaden overfor og, hvad en banan hedder paa nepali samt, hvor meget saadan en koster i de smaa koebmandsbutikker i omraadet osv. Vi gaar for det meste rundt og ser byen, saa derfor oplever man ogsaa, hvordan den offentlige trafik bare slet ikke fungerer i dette land. For det foerste koerer de i “den forkerte side” og for det andet findes vigepligter ikke paa nogen maade. Nogle gange maa man springe ind til siden, naar to busser skal passere samme sted i gaden. Da vi skulle hjem fra byen valgte vi at tage taxi, fordi vi alle var for traette til at gaa. Selvom de koerer daarligt og man for det meste maa lukke oejnene, er det roerende billigt. Fra den ene ende af byen til den anden gav vi 200 rupees som svarer til ca. 16 kr. Nepaleserne er meget venlige og hjaelpsomme, selvom deres engelsk for det meste er daarligt eller bare helt uforstaaeligt.

Nu skal vi vise dem...

Mine haender kloer. Maaske fordi jeg ikke kan taale saeben paa platformen, maaske fordi jeg laenges efter at komme igang. Jeg er spaendt, og naar andre ikke hoerer det ogsaa rigtig nervoes.
Vi er paa, paa den maade hvor man har alle sanserne aabne og foeler sig traet og brugt efterfoelgende. Alligevel er der en naesten euroforisk stemning da vi saetter os ind i bussen. Det gik over al forventning, saa vi er glade og ikke mindst lettet over at det lykkes. Hvad skal vi med en bus? -Vi kan da flyve hjem!
Med en indstilling om, at vi nu skal vise dem hvordan engelskundervisning ogsaa kan vaere, gaar vi ind. Ind i klassevaerelset, indrammet af de bare murstensvaege og moerkel. I Danmark snakker vi om daarligt indemiljoe i klasselokalerne, I Nepal er der naermest udemiljoe i klasselokalerne, for med ingen ruder i vinduerne staar der en frisk vind gennem lokalet.
Det er dog ikke det vi har taenkt os at aendre paa, for med kun 45 minutter til raadighed haaber vi at kunne vise boernene at der er andre maader man kan have undervisning paa. At man kan laere engelsk ved andet end at gentage efter laeren og skrive af fra bogen. Missionen lykkeds. Boernene er en aktiv part af undervisningen, formulerer deres egne saetninger paa engelsk og ord som gruppearbejde og laering gennem leg flyver gennem lokalet. Vi ser glade og smilende boern og ikke mindst en laere der griner med og hygger sig. Jeg krydser fingre for at vi har givet ham lidt inspiration til hans undervisning, det vil vaere den stoerste gave.

En anderledes skoledag!

Bussen koerer ad Kathmandus ujaevne veje mod Shree Phutung Secondary School. Her skal vi ud og observerer en time i engelsk. Vi sidder spandte i bussen og glaeder os til at finde ud af, hvad dagen vil byde paa. En ting er sikkert, vi ved, at vi kommer til at opleve en meget anderledes undervisningsstil end vi er vant til fra Danmark. Efter lidt over en halv time ankommer vi glade og forventningsfulde paa skolen. Da vi traeder ind i skolegaarden, maerker vi med det samme alle boernenes oejne og opmaerksomhed rette sig mod os.
Paa skolen erfarer vi hurtigt, at alting ikke er saa struktureret og planlagt som i danske skoler. Vi maa vente halvanden time inden vi kan komme ind og opleve en engelsktime. Vi begiver os derfor ud i lokalmiljoet for at finde et sted at sidde og Bhuwan fortaeller os lidt mere om skolesystemet i Nepal.
Saa bliver det tid til, at vi kan komme ind i klasserne. Vi gaar paa skift i to grupper ind i forskellige klasser. I min gruppe var i en 5 klasse, og i dag var temaet for timen "fremtidsplaner". Boernene blev bedt om at laese et digt fra deres bog, hvorefter laereren laeste det hoejt. Efterfolgende blev alle elveverne spurgt, hvad de ville vaere, naar de bliver store, og de havde alle et svar. Mange ville vaere laeger eller laerer, men enkelte skilte sig ud og ville f.eks. vaerer sanger eller danselaerer. Og til sidst blev eleverne bedt om at skrive digtet af. Med vores danske oejne, synes vi der manglede, at eleverne fik snakket noget engelsk selv. Saa i morgen, hvor det er tid til, at vi selv skal staa for et undervisningsforleb, vil vi laegge vaegt paa, at de selv faar lov til at snakke engelsk. Vi er vist alle spandte paa, hvordan dagen i morgen kommer til at forloebe. Og vi haaber paa, at vi faar en sjov og laererrig time sammen med boernene.

Diskrimination i slummen

Vi sidder som hvid slavehandel i et lille, fyldt rum. En efter en bliver vi shanghaiet af de ivrige familier, som gerne hjaelper os med at slaebe liggeunderlag og sovepose.

Alle havde deres egne specielle og interessante oplevelser. Nogle fik festet sammen, danskere og nepalesere imellem til en stor foedselsdagsfest for halvdelen af slummen. Merte og Mette var aabenbart ikke inviteret, dog crashed Merte festen alligevel. Alle familier var imoedekommende, ogsaa selvom der var visse sprogbarriere.

Merte boede hos en familie vis levevej var geder og vin. Dette bar huset da ogsaa praeg af, da der, undskyld vores franske, lugtede af ged og glade mennesker. Om aftenen kom Moti hende til undsaetning og tog hende ud, ogsaa selvom hun var blevet lagt i seng klokken otte.Hun oplevede dog ogsaa lidt mere fromme ting, som da Mette og Merte sammen med deres "familie" var paa tempel-besoeg. Mette tilbragte sin tid med at se tegnefilm paa nepalesisk, og proeve paa at slippe levende fra hoensene i husstanden.

Naeste morgen var alle tilfredse, og mere eller mindre udhvilede og en afskedscermoni med Tikas og blomster blev udfoert. Da vi bumlede hjemad var vi alle glade for at kunne kalde os for: "slummennesker for en dag".

Hilsen taberne, som ikke maatte komme med til festen, da vores moerkere haarfarver ikke levede op til nepalesernes forventningen om soede lyshaarede danskere :)

Team no-dal bhat

Det er fredag eftermiddag, og vi gaar i samlet flok hen ad Kathmandus stoevede gader. Vi har et langt p1 program om unge og migration i baghovedet, samt Rikhas henvisninger til eftermiddagens opgave. Da vi ankommer til stedet, hvor det var forventet at der skulle vaere en lang koe af unge mennesker med deres migrationspapirer klar i haanden som vi kunne udspoerger om hvorfor de havde valgt at migrere til et andet land, blev vi meget skuffede. Alt hvad vi kunne se var et par forvirrede nepalesere, der enten loeb rundt, eller ikke forstod et ord engelsk. Med skuffede miner vendte vi naesen mod Thamel, hvor vi lidt slukoerede udspurgte nogle enkelte nepalesere, om deres migration fra landet til byen

Loerdag morgen, klokken meget tidligt, begav vi os ned til citycenteret for at moedes med vores trekking guide. Efter en times tid i en lokalbus begyndte vi den foerste dags lange gaa tur, delvist opad. Samlet har vi gaaet 45 km paa de sidste 3 dage, gennem landsbyer, jungel og andet bakkelandskab, og vi naaede op i en hoejde af 2800 m. Det var en fantastisk flot tur, som baade havde sine gode og kanp saa gode dele, for at sige det paent. Foerste dag blev Kirstine meget syg og maatte sendes hjem i taxe (heldigt at det var muligt), anden dag havde vi et stoerre kaos, hvor 2 blev vaek fra os andre, og faret vild, fordi vi bare gik i vores egen verden, hvilket var super dumt. Dernaest havde vi en stoerre drama scene i en lille landsby, da vi fandt sammen igen, som tiltrak samtlige af landsbyens beboere der enten kiggede forundret eller chorkeret paa os eller bare grinede, ligesom vores guide. Vaerelserne vi boede paa havde fine vinduer, men nogle uden ruder, hvilket resulteret i vaade senge og meget kolde naetter. Men ud over alle disse negative ting, og at nogle blev lidt traette undervejs, var det en rigtig fed tur, hvor vi fik set nogle flotte solopgange OG mount Everest med egne oejne. Selvom vi ventede en halv til en hel time hver gang vi skulle have mad, var humoeret alligevel for det meste hoejt og vi blev meget enige med os selv i at det var fordi napaleserne ikke kan lide os danskere, som mette siger "Danskere! det er en beskidt race". Det gennemfoerende, evige tema, som der blev lavet uttalige jokes med var dal bhat! Ligegyldigt hvad, var der ingen der skulle nyde noget af dal bhat, og det blev sammenlignet med selv de vaerste ting, saa derfor vil jeg, efter Mettes opfordringer, udnaevne os til team no-dal bhat.

Flere nye ansigter

Kendte og nye ansigter kigger forventningsfuldt rundt i det proppede klasselokale. Stemningen er afventende og lidt nervoes. Vi ser alle frem til en spandende dag, hvor vi skal laere at faciletere workshops. Unge fra Nepal deltager sammen med os i den spandende og indholdsrige dag.
Langsomt loesnes stemningen op og der lyder en summen og snakken af stemmer. Praesentation af dagens program, en sjov energizer og afstemning af forhaabinger og bekymringer er altsammen med til at skubbe dagen i gang paa en god maade. Smilene bliver stoerre og stoerre og stemmerne hoejere og hoejere efterhaanden som gruppearbejdet med workshops skrider frem.
Dagen blev meget laererig for alle. Vi laerte en masse vaerktoojer bl.a learning by doing, the experimental learing cycle, ASK-modellen og vi fik visualiseret hvad det vil sige at vaere en god facilitator. Gruppearbejdet var en oplagt mulighed for at komme taettere paa hinanden og afproeve nogle af disse vaerktoejer. Ligeledes boed dagen paa kulturmoeder baade af den positive og overraskende slags.
Dagen sluttede med et brag af workshops, som for alles vedkommende blev en succes. Vi gik ud fra klasselokalet med rugsaekken proppet med nye og spandende vaerktoejer og oplevelser.

lort, HIV, Scars on Broadway og Mads Langer. meget om meget lidt

ja, saa er vi saa kommet til dag nr. det ved jeg faktisk ikke, jeg har mistet overblikket over hvor dage vi har vaeret her, men det foeles som en evighed, siden vi kom her til. men jeg ved at vi er noglelunde halvvejs inde i vores periode i kathmandu.

vi har ikke rigtig lavet det helt store i dag, saa jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive, maaske skulle jeg skrive om mit ejet helt store hoejtepunkt, nemlig da jeg var paa tolittet foer idag, og for foerste gang i en uge, lavede en rigtig lort og ikke det tynde pis, jeg har skidt ud hele ugen.

Men nogle ville nok mene det ville vaere lidt klamt hvis jeg skrev en hel blok om lort. Saa jeg maa nok finde noget andet at skrive om. Jeg kunne skrive om de effekter det har, naar man har diarra og forsoeger at kurerer det med tabletter, som har diarra som bivirkning.

men det ville selvfoelgelig ogsaa komme til at handle om lort. Saa det gaar nok heller ikke. jeg kan selvfoelgelig ogsaa skrive om det HIV projekt som der var en der fremlage om. Hvis ikke lige det var fordi jeg ikke var der, da jeg med Scars on broadways vuggeviser i oerende var igang med at tage en lur, da jeg var traet efter foerst at have arbejdet med Mette paa vores drivers of change projekt, og bagefter sad i to timer og arbejdede, paa at klippe ting til en film jeg skal lave. Hvilket har givet mig fornyet respekt for min storebrors ven metale helbred, efter som han arbejder klipper, for hvor mine klip i det mindste er interesante, skal han klippe ting som vild med dans og paradice, saa at han ikke har ploekket hul i hjerneskallen og ladet hjarnemassen flyve ud, er imponerene. Saa respekt til ham.

jeg kunne selvfoelgelige ogsaa skrive om hvordan en af pigernes phykopat droem, om hendes ejen doed, fik mig til at gaa rundt og synge Mads Langer hele dagen. Men det ville vaere lidt maerkeligt, at skrive om en andens droem

eller jeg kan skrive som jeg har gjort her og skrive om alt og ingenting.

skrevet af manden i flokken

Porter's Project

Kasser med ukendt indhold, hoe, vanddunke og saagar sofaer. You name it - vi har set Kathmandus portere gaa gennem byens gader med det paa skuldrene. Selvom de er alle vejne, bliver jeg alligevel forbloeffet jeg faar oeje paa en porter - ikke mindst fordi han har over det dobbelte af hans kropsvaegt paa sine skuldre, men ogsaa forundringen over at der er nogen der bliver noedt til at have dette job. Og derfor var det ogsaa rart da vi eftermiddags besoegte Actionaid Nepals 'Porters Project', som kaemper for porterne og deres familiers rettigheder og levevilkaar. Selvom formanden for projektet kunne fortaelle om fremgang for de fattige portere, kunne man alligevel ikke lade vaere med at fokusere paa nogle af de forfaerdelige skaebner. For eksempel saa vi billeder af porterboern, fik fortalt om hvordan de nedslider deres kropppe og at porterne slet ikke har stemmeret, fordi de fleste ikke har raad til koebe deres eget land.
Efter formandens oplaeg gik turen forbi en af porternes hjem. Her blev vi foert igennem gange og rum, som var moerke og umulige at staa oprejst i. Til sidst endte vi i et meget lille lokale med lavt til loftet. Her fik vi at vide at der boede en familie paa syv boede og at der ikke adgang til rent drikke vand og toilettet nedenunder blev delt med alle de andre familier i huset.
Det hele virkede meget uvirkeligt og forfaerdeligt for en volontoer, der fra et land hvor der er hoej mindsteloen og rettigheder til alle arbejdere. Men alligevel gjorde det det bare endnu mere klart hvorfor det er saa vigtigt at vi proever at goere en indsats ligesom man har gjort med Porters project.

The Danish Way (to cook potatoes)

Det er morgen. Lidt for tidlig morgen. Jeg aabner mine oejne, og hvad ser jeg? En overskyet himmel. "Det kan simpelthen ikke vaere rigtigt, vi gider ikke mere regn" er min foerste tanke og maaske blev den hoert, for regnen saa vi intet til resten af dagen. Jeg tror det gav hele verden et ekstra smil paa laeben, det havde i hvert fald den effekt paa mig.

Det gav uden tvivl ogsaa lidt ekstra energi, som vi alle sammen fik brug for. Foerst med at udvikle vores Drivers of Change projekter, hvilket var lidt en udfordring da mange af os ikke ved specielt meget om der hvor vi skal hen, og hvordan finder vi saa paa et godt projekt (?), saa blev vores hjerne travlt optaget med at udvikle, og ikke mindst redigere film, og til sidst med det maaske lidt mere mondaene job at skraeller kartofler og andet husligt arbejde, som ikke desto mindre var lige saa vigtigt som alt det andet. For maaske kan Drivers of Change og Rasmus' videoprogram vente, men det kan aftensmaden ikke. Der blev knoklet og roert og bagt og det endte skam ogsaa med at blive ganske udmaerket (hvis man da nogensinde gaar galt i byen med floedekartofler).
Overraskelsen var dog stor da vi endelig fik sat os ned og smagt paa maden og opdagede at den var staerk! Staerker end vi laver den i Danmark.
Det udloeste en del forvirring og kommentaren "Maaske har vi glemt hvordan man laver Dansk mad". Og ja, det kan meget vel vaere vi har, saa kulturelle som vi bliver, saa lad os haabe dem hjemme i Danmark husker paa det for os!

Kommer I tilbage i morgen?

Bussen rumler afsted. Vejen hjem til Kathmandu er hullet, men forloesningens glaede overdoever selv de stoerste huller i vejen. Vi er alle opstemte, glade og lettet over dagens oplevelse. De to timer floej afsted, og her i bussen snakker vi dagens oplevelser igennem. Spontan evaluering. Hvilke lege fungerede, hvem snakkede med hvem, hvordag gik det i det hele taget? Vi er alle enige om at det gik godt, boernene virkede som om de hyggede sig og vi sidder tilbage med en foelelse af, at vi har gjort det lidt sjovere at vaere barn paa et boernehjem under DaSighn festivallen.
Opgaven loed simpel, vi skulle planlaegge to timers underholdning for boernene paa et boernehjem og derefter udfoere det. Men som det jo tit er, er en ting er teori, noget andet er praksis. For selvom vi planlagde, skrev ned, ja oven i koebet oevet legene igennem, var det alligevel en lidt betuttede og stille flok der begav sig af de bumlet veje mod boernehjemmet. Heldigvis er der ogsaa forskel paa hvordan man forstiller sig det vil gaa og hvordan det gik. Det var for fedt! Bare det at se boernene gaa i latterkramper over vores simple lege var det hele vaerd.
Derfor var det en opstemt og glad, men bestemt ogsaa traet flok der satte sig ind i bussen. Vi havde givet den alt, leget paa livet loes, og med spoergsmaalet "kommer I tilbage i morgen?" som sidste kommentar fra boernene, tror jeg ogsaa de havde haft det sjovt.
-Jeg havde i hvert fald
Emma Dybro Thomassen

"Kripaya Malai Teen Kera Haru Dinus?"

Dagen startede i sprogets tegn, hvor vi startede ud med almindelig klasseundervisning. Nepali er bestemt ikke et let sprog at laere og det foles lidt som om ens tunge bliver redet af led, naar man ihardigt prover at udtale de mange frememde lyde. Men vi proever alle, og det vel det vigtigste. Efter omkring en halv times tungegymnastik var det tid til at vi skulle ud i lokalmiljoet og proeve kraefter med det vi havde laert indtil videre. Opgaven gik ud paa, at vi skulle gaa ud en lokal butik og koebe et eller andet og vi maate kun snakke Nepali. Efter denne besked blev der stille i klasselokalet og vi sad alle og kiggede paa hinanden med spoergende og usikre ansigter. Der loed usikre grin og vi tankte vist alle: "Kan jeg klare det?" Efter at have oevet os lidt paa satningene gik vi afsted. Jeg fik koebt tre bananer, de grinede godt nok en del af mig, men de forstod mig da. Saa jeg foelte det var en succes. Og det var sjovt at proeve!
Resten af formiddagen hoerte vi om udvikling og om de forskellige tilgange til udviklingsarbejde, som har eksisteret gennem tiderne.
Om eftermiddagen kom Rasmus, som er kommunikationsmedarbejder for Actionaid og fortalte os om et filmprojekt, som vi skal lave mens vi er her paa platformen. Selvom motivitationen ikke var helt i top i starten, fik de fleste alligevel fundet paa noget, de synes kunne vaere spandende at filme.

Activistas for en dag

"Up with justice, down with hunger, activista" raaber de unge, roedklaedte mennesker, mens de kaster A-haandtegn og smiler stort til kameraet. Vi befinder os paa en groen plads midt i Kathmandus travle gader, hvor gadesaelgere og tiggere kaemper for at faa lokalbefolkningen, og isaer de hvide turisternes opmaerksomhed. "Everybody have the right to food" runger det ud af megafonen, og det er netop derfor vi er her, for at faa budskabet om et retfaerdigt Nepal igennem. Vi "wannabe activistas", ogsaa kaldet de danske frivillige, bliver sendt ud paa gaden for at faa lokalbefolkningen med. Vi bliver moedt baade med interesserede smil og skepsis. Dagens store event er dragekonkurrencen ala. den man kan opleve i "drageloeberen". Det virker en anelse rodet for en vestlaending som mig, men for de garvede drage flyvere er denne konkurrence vidst en af de bedre. De virker i hvert fald glade og tilfredse, og de er blevet en roed activista-troeje rigere. Dagen slutter og starter med taler fra de rigtige activistaer og for at sige det paa Nafis'isk saa har dette event vaeret ganske "glorious"

Omringet af karismatiske mennesker

Det vrimler med mennesker og en summende lyd af stemmer - der griner, argumenterer og snakker - høres her paa platformen i Nepal. Mennesker ses alle vegne, forskellige paa saa mange maader; sprog, toej og udseende. Dog staar en ting klart. De har faelles maal, en faelles vision.

I øjeblikket er der travlt. Der arbejdes blandt andet målrettet med et maal. At faa skrevet retten til mad ind i Nepals nye forfatning.

I morgen skydes kampagnen for alvor igang. Flere hundrede drager vil kunne ses over Kathmandus menneske-fyldte gader. De roede og sorte drager med budskabet ”The right to food” vil stå i kontrast til den klare blaa himmel. I morgen vil der vaere aktiviteter over hele byen, der vil vaere masser af mennesker paa grund af en festival i byen.

Hvor kunne det være dejligt at gaa gennem de myldrende gader uden at se sult. Lykkes maalet ville det forhaabenligt betyde, at det vil gaa fremad med andre maal. Der ville ske en forandring, social forandring. Vi ville komme nærmere visionen og en bedre verden.

- Merte Maj Madsen

Nik og Jay paa Nepali?

Saa er der allerede gaaet fem dage siden vi satte vores ben paa platformen for foerste gang. Dagene er floejet afsted, og det er utroligt, at vi allerede nu giver os i kast med uge to. Kun lidt over tre uger er der til vi skilles og skal ud paa nye eventyr. Forhaabentlig foeler vi os paa det tidspunkt lidt bedre rustet til at vaere med til at goere en forskel – hvadenten det er i Vietnam eller Indien. Men fire ugers undervisning og en masse oplevelser paa de lokale skoler, boernehjem og i Kathmandus slum skal nok hjaelpe os paa vej. Allerede nu foeler vi jo, at vi uden problemer kan kaste os ud i de vilde nepali-samtaler med de lokale! – I hvert fald har undervisningen i nepali i fredags givet os en stoerre forstaaelse af det nepalesiske sprog. Fredagen boed ikke bare paa sprogundervisning, men vi tog ogsaa for alvor fat paa vores rolle som volontoerer, og hvad vi kan vaere med til at goere. Det gjorde vi blandt andet ved at snakke om vores fremtidige projekt; Drivers of Change. Et projekt som vi hver isaer skal udarbejde - enten under vores volontoerophold eller naar vi engang vender snuden hjem mod Danmark. Allerede nu er jeg personligt blevet enormt inspireret og glaeder mig som et lille barn til at foere noget ud i livet. Inspirationen finder jeg ikke mindst paa grund af det miljoe vi befinder os i paa platformen. Det er fedt at bo med saa mange engagerede unge fra forskellige lande. Og deres gaa-paa-mod, vilje og glaede over deres projekter giver mig en kaempe drivkraft til de kommende uger.

Kathmandu og selve platformen foeles allerede nu som "hjemme" og kulturchokket har eftehaanden lagt sig.

I fredags fik vi alligevel en anderledes - og noget uventet - form for kulturchok. Da Christine fyldte 22 skulle det selvfoelgelig fejres, saa vi besluttede os for at tage paa Tom and Jerrys Bar i det turistede Thamel. De fleste af os sad dog alligevel helt rystede over at hoere Nik og Jays stemmer ud gennem hoejtalerne, og jeg tror ikke nogen af os havde forestillet os, at det var det, vi skulle opleve i vores foerste uge i Kathmandu...

En dag i Kathmandu

Saa er vi jo saa kommet til dag 3. i Kathmandu. Det har vaeret en dag, hvor at eftermiddagen har staaet i religionens tegn og hvor aften har staaet paa social samvaer med de studerende fra global change, som ogsaa bor her paa platformen.
Men for nu tage det helt for starten, saa begyndte dagen, med den helt store udfordring, nemlig hvordan man faar sig selv til at staa laenge nok under den kolde bruser til man kan faa vasket shampoen af sig.
Men efter det gik dagen roligt derudad. hvor eftermiddags hojtepunkter, var da vores laerer havde os med ude og se Pashupatinath, som er et stort hindu tempel for lord Shiva og Boundhanath, som er et af de helliste steder for buddhister i Nepal.
En af de ting som der havde den storste paavirkning paa mig var da vi stod ved Bagmati floden, som Pashupatinath ligger ned til, og kigger over paa Pashupatinath, og over paa de begravelses sermonier som der var igang, for det er der hvor hinduerne laver deres begravelses sermonier, som ender med at de braender dem. Men det der gjorde, at det havde en stor virkning paa mig var det, at man paa den ene sidde havde begravelses sermonierne, og paa den anden sidde af floden havde alle touristerne der stod med deres kamera og tog billeder af begravelses sermonierne, hvor jeg selvfolgelig selv var en af touristerne.
Men for mig med mine kultur vaner skabte det bare et meget pervest situration, samtide med at det eneste der stoppede mig fra at tage billeder var et dodt batteri .
men ellers havde vi en hyggelig dag og en hyggelig aften sammen dem fra global change, men ogsaa lidt trist da vi saa Burma VJ, og da 3 af dem fra Global Change er fra Burma, gjorde det filmen ekstre trist.


Sven Jessen

Foerstehaandsindtrykket.

Saa er vi efterhaanden naaet igennem den 2. dag i Kathmandu. Det foeltes som om der er sket tusind ting og alligevel er det svaert at finde ud af hvad det er man skal skrive om..
Vores (eller mit i hvert fald) foerste indtryk af Nepal var da vi under landingen med flyet kunne se udover bjergene, markerne og de smaa huse i omraadet. Det hele saa meget idyllisk og stille ud, hvilket var en forestilling, der hurtigt blev afloest af de mange maend, der stod parat til at kabre os til deres taxier udenfor Kathmandu lufthavn. Paa turen hen til Global Platform, udloeste trafikken ogsaa et vis kulturchok i vores bevidsthed. Hernede koerer man bare ud naar man foeler for det, hornet bliver brugt flittigt og antallet af koerebaner i hver side skifter lidt efter behov.
Selve platformet er dog afgraenset lidt fra storbyen og larmen. Og derfor var der ogsaa mange nye indtryk, der blev udloest da vi i dag begav os ud til fods i Kathmandu. Oevelserne var en god maade at faa et bedre indblik i omraadet, da min gruppe og jeg i hvert fald blev foert rundt til nogle steder, som vi sikkert aldrig havde opdaget paa egen haand (Ogsaa fordi min gruppe og jeg for en anelse vild).
Men alt i alt har vi det skoent her i Kathmandu!

- Kirstine Sandby

Kommunikations vanskeligheder.

Kommunikations vanskeligheder. Et problem vi efterhaanden alle snart er stoedt paa. Det goer det alligevel ikke nemmere en tirsdag eftermiddag, hvor programmet staar paa redigering af video. Meningen er at den skal vaere et samarbejde med nogle nepalesiske breakdancere. Det er dog saa meget sagt! Spaendingen stiger naar moedetidspunktet naermer sig, vil de dukke op idag ? Det en succes, at det sker med mindre end en times forsinkelse (alt er jo trods alt i nepali time). Efter en snakken frem og tilbage proever mig og camilla forgaeves at faa et svar tilbage - hvergang samtalen ender ryster han paa hovedet og siger "okay". Det er svaert at finde ud af, om dette faktisk er en hovedrysten som betyder ja. Resultatet efter en lang dag, er en halvfaerdig video med en masse snak paa nepali. Heldigvis er temaet "ung i nepal", saa mon ikke det gaar, med en undskyldning om dette maa vaere maalgruppen ? ;)

/ Julie

Regnbueisens dystre bagside

Af og til kan man finde sig selv i situationer, der er saa absurde og groteske, at man maa opgive at forklare dem. Dette skete for undertegnede mandag formiddag paa platformen i Kathmandu. Herren med pennen var placeret paa en stol foran to mennesker, der ellers normalt er ved deres fulde fem. Men denne dag var ikke som de andre. De to unge, men fuldt myndige, kvinder, sad serioest og argumenterede for, hvilken af chokolade- eller jordbaerisen, der var den bedste i den trefarvede regnbueis, som de fleste kender fra deres barndom. I takt med at undertegnedes kaebe naermede sig gulvet, naaede samtalen uventede hoejder, da det blev konkluderet, at den hvide vanilleis i virkeligheden var den bedste, da den havde forbindelse til Hitlers nazistiske raedselsregime med sit ariske look.

At det hele bare var et opstillet rollespil, som en oevelse i konstruktiv kommunikation, boer man naturligvis ikke naevne, da det vil oedelaegge historien totalt. Nu kom jeg til det alligevel. Det skal i oevrigt siges, at chokoladeisen selvfoelgelig er den bedste.

/Mads

Livet i Slummen

Jeg sidder i skraederstilling i et rum, der er mindre end mit vaelse hjemme. Foran mig staar den stoerste portion ris, jeg nogensinde er blevet serveret, men alt muligt tilbehoer. Jeg er paa besoeg i en slumfamilie og vi spiser aftensmad. Jeg taenker paa dem der hjemme, og vores spisebord i lyst trae, som mine foraeldre naesten lige har koeb og som man ikke maa sidde ved uden at have noget under sin talerken, for taenk nu hvis der kom maerker. Men i virkeligheden tror jeg ikke, det goer den store forskel, eftersom min vaertsfamilie snakker, pjatter og hygger ligesom min familie ville have gjort det. Der er bare en forskel. Jeg tror ikke min mor havde vaeret tilfreds med, at skulle vente til aller sidst med at spise for saa at se hvad der er tilbage;)
Jeg kan ikke spise op. "Nanna du sidder i en familie, der koeber mad fra dag til dag fordi de ikke har raad til andet og saa kan du ikke spise op!" Wow hvor jeg skammer mig, men ingen i familien lader til at tage notits af det, de skraber bare det sidste af deres tallerkender, inden datteren, som er paa min alder, samler tallerkenderne sammen og gaar ud for at begynde og vaske op.
Inden aftensmaden har vi vaeret 5 piger oppe og spise Momos. Der blev pjattet, grinet og snakket en helt masse. Vi gik indslynget i hinanden, som man ser mange nepalesiske piger goerer.
Paa vejen tilbage gik mig og min vaerts soester, med hinanden i haanden og snakkede om drenge. Hun ville af princip ikke snakke med drenge, fordi de var ufornuftige. Jeg spurgte om hun nogensinde havde haft en kaereste og hun grinede bare af mig og sagde, at hun foerst skulle giftes om 5 aar. Jeg blev stille. Du har ikke en kaereste, men du vil giftes om 5 aar? Med hvem? Der gik lidt tid inden hun saa op paa mig og sagde, at maend i Kathmandu drak for meget og at hendes foraeldre nok skulle finde en ordentlig mand til hende. Jeg blev stille igen. Hun virkede tilfreds.
Tilfreds med sit liv og de traditioner der omgav hende.

/ Nanna

Cow is a pet animal

Kulturchok. Observerende en femte klasses undervisning i engelsk befandt vi os i et nyt og uventet kulturmoede. Undertrykte grin samt aabne munde og polyter var vores umiddelbare reaktion paa det faktum, at koen bliver betragtet som et "kaeledyr" i Nepal. Med koer gaaende loest i Nepal paa gader og straede,r ofte stoppende trafikken, var vores ideer om koen som kaeledyrs potentiale ikke ligefrem store. Forklaringen paa dette umiddelbare underlige faenomen skulle imidlertid findes i definitionen af et kaeledyr. A pet is a domestic animal loed forklaringen.

Temaet for dagens undervisning var ellers hunden. Ud fra en kort tekst laeste laereren op om hundens udseende og egenskaber og forsoegte at stille forstaalsesspoergsmaal til eleverne. Det blev dog naermere en gentagelse af den tekst, som laereren havde laest op, og man kunne komme i tvivl om, hvor stort udbytte undervisningen havde. De fremlige drenge fremviste ivrigt deres evner, mens de stille pige mere mumlede sammen og ikke rigtigt kom ud af busken. En kort tekst om koen blev deres efterfoelgende opgave, hvor den lille pige siddende ved siden af mig lavede en slags copy-paste af hundehistorien. Formentlig uforstaaende over betydningen af hendes egne skrevne ord kom koen til at bo i et hundehus. Det viste I nok ikke den gjorde :) Forhaabentlig er vi i morgen i stand til at faa alle 18 elever med og give dem en stoerre forstaaelse i undervisningen, der kommer til at vare en time, i stedet for den halve vi observerede ;)

Kvaliteten af undervisningen og manglen paa anderledes undervisningsmetoder eller tilgange er imidlertid ikke de eneste problemer paa Nepals kommunale skoler. De fleste laereres motivation er minimal og manglende kontrol af deres undervisning er udbredt, hvis ikke inspektoeren er meget opmaerksom paa problemet. De ofte uuddannede foraeldre er ude af stand til at opdage den mangelfulde undervisning af deres boern, hvorfor de ikke har kompetencerne til at kunne ruske op i de dovne og pengegriske laerere og derigennem forbedre undervisningen. Loesningen paa problemet skulle efter en skoleprojektsengageret nepalesers mening vaere flere penge. Som kritiske danskere kunne vi imidlertid ikke se, hvordan problemerne skulle kunne loeses ved at give de pengegriske laerere flere penge, men maaske kender vi bare ikke kulturen godt nok ??

Under alle omstaendigheder bliver det spaendende at se, om vi faktisk er i stand til at foere vores mange ideer ud i livet og goere en lille forskel i morgen. Hvis det mislykkes, bliver vi forhaabentlig bare de erfaringer rigere til vores videre volontoerophold :)

Den store danskerdag

“Er det frikadeller?” Spaendingen stiger paa vej op til kantinen, efterhaanden som lugten spreder sig. Toer man haabe ? Vi har forlaengst laert, at der ikke er noget der hedder koed og da sket ikke svin i nepal. Derfor er begejstringen heller ikke til at tage fejl af, da den foerste tallerken er i syne – den staar paa dansk koekken idag! Coco, vores dejlige kok, har baade disket op med frikadeller, kartofler og stuvet hvidkaal. Isaer de to gange Rasmus vil komme til at leve langt paa denne oplevelse ;)
Men det stopper ikke her. Vores uofficielle temadag fortsaetter til hen paa aftenen, hvor vi gaar videre til danske desserter. Som en overraskelse til global change aktivisterne er der travlt i vores eget koekken. Banankage og frugtsalat har aldrig vaeret en stoerre succes! At se en masse asiatere med munden fuld og senere give sig hen i god gammeldags folkedans, kan sagtens faa et smil frem paa laeben.
Kontrasten til al denne glaede findes ude i Kathmandus gader – her lever tusindvis af portere under urimelige forhold. Deres rettigheder som arbejdere underkendes af staten og de maa derfor gaa til hoejstbydende. Vi er afsted for at se et projekt, som netop arbejder imod dette. Et led i dette besoeg foregaar i en porters hjem. Der skal ikke tages fejl af, naar man siger, at en dansker ogsaa er stor i bogstavelig forstand. Husene er usle, der lavt til loftet, alle familiemedlemmer i et rum – klaustrofobi og mus er svaere at undga i saadanne omgivelser.
Maerkelig hvordan en enkelt dag kan indeholder saa store kontraster.

/ Julie

Workshop

Dagens menu: Workshop

Forst fik vi serveret en lille appetizer. Rikke og Rekha kom med alle raavarerne. Der var alt fra en ”ideebank" og diskutioner om, "hvad er en god facilitator?" til hvilke elementer der gor sig glaedende for "den gode workshop". Vi fik virkelig vores appetit pirret, saa vores taender lob i vand blot ved tanken om den kommende udfordring.

Endelig - hovedretten.
Vi blev blandet til en god omgang frugtsalat, saa der baade var nepaleser og danskere i hver af de fire gruppe. Saa gjaldt det ellers om at faa blandet de rigtige indgrienser, saa vi kunne lave vores helt egen super laekre workshop. Opskrifterne fra apetizeren blev fulgt noje.
(Der arbejdes i ojeblikket paa at faa karolines kogeboger til at udgiveopskrifterne under titlen: "Workshops til hverdag") ;)
Det hele kolminerede i en kaempe workshop-buffet, hvor alle vores delikate ideer og paafundt blev serveret og praesentere paa fornemste vis. Festmaaltidet var overstaaet paa bare en halv time, men saadan er det jo - man bruger flere timer paa at forbereder den skonneste laekkerbisken til glaede for alle, og saa tager det kun en halv time at overstaa et hele naar man forst er gaaet igang. Dette til trods er der vist ingen tvivel om, at den nye eksotiske workshop-ret faldt i alles smag.

Tina Dickow

Der lugter lidt af tis. Vi befinder os i koeen til udenrigsministeriet blandt en masse kampsvedende nepalesere som alle haaber paa at kunne faa et pas saa de kan rejse ud i verden og proeve lykken. Vi har faaet til opgave at udspoerge de ventende om hvilke planer de har for at goere brug af deres kommende pas.
Engelskniveauet hos disse kommende emmigranter var dog noget haltende, og de mange maend var mere interresseret i at snakke med de pigerne end med Rasmus og jeg. Saa vi kaster os over drikkevarerne hos en rar dame der glaedeligt tager imod vores danske kroner.

- "You've got beautiful noses"

Aldrig havde vi hoert et saa fint kompliment, men vi blev da ogsaa lidt mistaenksomme da hun begyndte at spoerge til vores civile tilstand imens hun stod med sin datter i haanden.

Bangles Galore!

Som et led i vores assimileringsproces her i Nepal har de fleste af os piger fået aflagt den lokale skrædder besøg adskillige gange. Første gang for at få syet noget klassisk nepalesisk tøj og anden gang for at få vores kjoler syet ind i taljen, kortet af for neden og vores kavalergang gjort dybere. Den Søde Mand, som vi kalder vores skrædder, smiler blot og ryster på hovedet når vi forsøger at forklare ham hvilke detaljer vi gerne vil have fikset. Hvis vi lige var landet med 16-flyet ville vi nok også ryste på hovedet af hans umiddeltbare negative indstilling. Meeen det er vi ikke, så vi er udemærkede klar over at når nepaleserne ryster på hovedet er det en positiv tilkendegivelse. Sprogbarrieren eksisterer dog stadigvæk og på trods af at vi får megen ros rundt omkring for vores nepalesiske gloser, er spændingen halvdelen af fornøjelsen ved at bestille tøj hos Den Søde Mand, for vi er aldrig helt sikre på hvordan resultatet bliver.




Men tøjet er ikke det eneste vi er ved at få styr på. Vi har nemlig været ude og købe bangles (eller chudi som de lokale kalder dem) i helt enorme mængder. De fås i alle tænkelige farver og mønstre, og de kan kombineres på tusindevis af måder. Vi er enige om at det er fedt at få lov til at gå amok i farver, guld og glitter til hverdag og de lokale forhandlere af bangles har også været meget hjælpsomme i visse tilfælde. Måske endda lidt for hjælpsomme. For eftersom den gennemsnitlige danskerhånd er betydeligt større end den nepalesiske kan det være meget svært at få den klemt ind i et lidt for lille armbånd. Men det er der de nepalesiske kvinder kommer ind i billedet, de kan nemlig et trick eller to der kan få et tilsyneladende lille armbånd på en ret stor hånd. Men det er ikke nødvendigvis uden fysiske men for håndens ejer. Og sprogbarrieren kommer endnu en gang i spil:
Mig: It’s too small
Ivrig forhandlerinde: No no no!
Mig: But it’s too small for my hand
Ivring forhandlerinde: No no no, VERY BIG!
Udfra denne flig af en samtale jeg havde tidligere på dagen kan der dermed konkluderes at jeg for det første har meget store hænder og at det omtalte armbånd var meget stort (men stadigvæk for småt).
På trods af den ringe kommunikation er det nu engang svært at være muggen når vores ven Aanand venligt insisterer på at vi nu sagtens kan gå for at være nepalikvinder.

Og jeg er altså 180cm høj og er meget bleg af natur – så det siger ikke så lidt når den gennemsnitlige nepalikvinde, udfra mine personlige observationer, er ca. 160 cm og dejlig lækkerbrun.