Saa er tiden kommet, hvor vores vaerd som volontorer skal bestaa. Vi er blevet proppet med en masse gode redskaber, for ikke at snakke om alle de gode minder! Det er vemodigt at sige farvel lige meget hvor meget de kaere sommerfugle prover at vifte det triste vaek med en spaending som skulle man mode ens nye familie og bestaa en svaer prove. Hey, det er det vil skal. Det skal nok gaa, siger jeg til mig selv, heldigvis ret selvsikker efterhaanden.
Line og Louise er vendt mod syd, langt mod syd, til Kerala, Indien. Naesten tre maaneder skal gaa inden vi igen veksler knus i lufthavnen. Hvad er der sket til den tid? Har vi faaet ny viden, nye udfordringer, en helveds masse oplevelser? Det har vi helt sikkert og glaeder mig til den dag i lufthavnen, hvor man kan se det endelige billede med titlen - efter endt volontorophold. Vi skal staa der i lufthaven, foran en vrissen lufthavnsinder. Der skal vi smile ved siden af hinanden og sige "cheeese", mens en mindre vrissen inder fastfryser ojeblikket. The we did it picture.
Den sidste tid har vaeret hyggelig (hyggelig er maaske ikke lige ordet ved bungy, men ellers)! Vi har snakket, spist, drukket, lavet praesentationer om vores udfordrende Drivers of Change projekter. Vi har haft det sjovt! Det alvorlige har vaeret uden for muren, udenfor vores oase af en platform, og det er den vi nu skal staa til ansigt med nu. Jeg glaeder mig.
Farvel kaere platform og ha' det godt til vi ses igen.
Anne
