Teater paa Kanada....

Jeg sidder paa en lille baenk, skulder om skulder med Sebastian og gabrielle, et knae i ryggen og med mine knae taet samlet. Vi rykker lidt taettere sammen, saa der kan sidde en mand mere paa baenken, og 30 mennesker paa gulvet, og et par stykker paa trappen ned til scenen, og pladsen foran de 4 musikanter kan jo ogsaa udnyttes. Med et slukker alt lyset. Der gaar en smule panik i mig, for det var svaert at komme til foer, og ganske umuligt nu i moerke. Alle andre tager det dog ganske roligt og lidt efter dukker spotlightet op igen, og tumulten fortsaetter.

Det er ikke just den vestlige teaterkultur, med forfinede fornemmesler, smaa-kulturelle diskutioner og et glas boblevand, vi moeder her. Turmulten og smaasnakken fortsaetter imens teaterdirektoeren kommer ind paa scenen. ”Namaste – Welcome!” udbryder han , hvilket bliver det sidste ord vi forstaa noget som helst af i loebet af de naeste 70 minuter .

Ind vaelter det med skuespillere i farverige dragter, der danser. Det er ikke i takt og de er heller ikke helt enige om hvordan eller hvornaar de forskellige oevelser i dansen skal udfoeres. En dansk teatergaenger (eller en gammel gymnast, som mig) ville nok synes at de liiige skulle have oevet sig en ekstra gang paa det der med synkrondans. Det lader dog ikke til at vaere saerligt vigtigt for de nepalesiske teatergaengere, for det faar da i hvert fald snakken til at forstumme, og nu er der kun enkelte mobiltelefoner, som lyser op i moerket.

Vi er i Gurukul-Dramahall, som er Nepals foerste teater skole, og netop nu afholder de en international teaterfestival. Derfor er der hvert eneste aften et nyt teaterstykke fra et nyt land. I aften er det et stykke fra Indien, naermere betegnet Kanataka – som faktisk er der hvor 5 af os har vores placering. Jeg ved ikke helt hvad vi havde regnet med – maaske at en international festival, betoed at alle ogsaa ville kunne forstaa stykkerne, og at de var paa engelsk. Det var dette altsaa ikke.

70 minuters dans, sang og maerkelige dialoger, vi ikke forstod en pin af, det var hvad vi fik. Dermed ikke sagt, at det ikke var underholdende. Det kan faktisk vaere ganske morsomt at se maend klaedt ud som damer, der fjanter rundt paa en scene. Og se noget, der nok skulle ligne en konge, men i virkeligheden ligner en goegler, danse rundt med store benbevaegelser, imens han proever at goere kur til en kvinde. Og saa i ovrigt forsoege at danne en handling ud af dette virvar.

Pludselig stopper forestillingen. Jeg troede ellers at jeg var ved at forstaa historien, men nej. Det har vaeret en meget sjov oplevelse, og der er i hvertfald ingen tvivl om at alle andre i salen har fundet stykket umaadeligt godt, for der bliver klappet paa livet loes, pigerne hujer lidt ekstra, da vi naar til den mandlige hovedperson, og maendende pifter lidt mere ad den kvindeligehovedperson. Saa er alt vidst som det skal vaere.

Boardingschool og staatrold

"Ma'am, may I drink water?" Det sporger 7 smaa forpustede nepalesiske born mig om, efter jeg har leget staatrold med dem i deres betonbelagte skolegaard. Solen bager og der er larm fra de aabne vinduer i klasselokalerne i bygningen ved siden af skolegaarden.
Signe og jeg har netop brugt 2x 40 minutter paa at undervise en 2. klasse paa en boarding school i engelsk og science.
Vi starter med at hive hele klassen udenfor, ud i luften og solen. Bornene skriger af begejstring bare ved tanken om, at de skal lave noget andet end den saedvanlige gentagelse efter laererinden, der saetning for saetning laeser hojt i deres science bog.
Vi starter med en navneleg, hvor bornene forsigtigt siger deres navn og yndlingsdyr og derefter hurtigt kaster bolden videre til en af deres klassekammerater. De er slet ikke vant til den her form for opmaerksomhed.
I science har de om mad og sundhed, Signe og jeg har forberedt en stafet. Vi har smaa kort med tegninger af sund og usund mad. Bornene skal saa lobe ned til to skilte og beslutte om maden er sund eller usund. Vi gennemgaar tegningerne og finder hurtigt ud af, at de forstaar det hele paa engelsk, men ikke er vant til at skulle taenke selv. Saa det er fedt at se, at de ligesaa langsomt begynder at taenke selv, da jeg prover at evaluere de to lektioner med dem til sidst. Vi laver vendespil i engelsk timen med de samme tegninger som vi brugte i stafetten og de elsker det. De raaber om Signes og min opmaerksomhed, naar de har fundet en tegning og et ord, der passer sammen.
Vi er paa besog paa en privat skole, hvor al undervisnigen foregaar paa engelsk og foraeldrene betaler penge for at have bornene i skolen. Der er stor forskel paa niveauet her og niveauet paa en kommune skole. Paa kommune skolen forstaar bornene daarligt nok engelsk, og jeg forestiller mig, at diciplinen ikke er ligesaa skrap, som her paa privat skolen. Jeg er meget imporneret over bornenes kunnen, men er samtidig lidt urolig for, hvordan de har laert det. Faar disse born tid til leg og til at vaere born, eller er det bare kaeft, trit og retning?? Jeg haaber paa det bedste for disse born, for de er virkelig nogle dejlige born.
- Nanna.

Slumvisit I Bhaiseghat – En Highschool Musical

De - Oh please sing us a song, haha. Yes a Danish song, oh would you please sing us a song, Haha. Oh your national anthem, please sing us your national anthem, haha, please, haha.
Vi - Oehhm, hvad? – What?
De - Haha, your national anthem, come on now, don’t be shy. We are all friends here, Haha. Sing us your national anthem.
Vi - Fuck, skal vi synge hele vores nationalsang? Er der nogen der kan mere end foerste vaers? Nej? Fuck. Uhmm, okay we’ll sing our national anthem, but it’s very long so the first verse will have to do. Okay, ahem, paa tre. En. To. Tre – Der er et yndigt land…
Ja man skulle ikke tro det men denne lettere akavede begivenhed finder altsaa sted i det de, dermed ment napaleserne, kalder et forsamlingshus og vi nok naermere ville kategorisere som et skur eller i bedste fald et udhus. Det er moerkt derinde. Lampen virker ikke, saa det eneste lys der slipper derind er det der sniger sig gennem den aabne doer og revnerne i de traeskodder der daekker de glasloese vinduerne. Skuret eller forsamlingshuset er et enkelt smaat lokale. Indretningen bestaar af et skab med diverse redskaber, et lille bord, et par stole og en baenk. Alle siddepladser er besat af os. Gaesterne. Slum Touristerne. Danskerne. Foran os sidder en mindre haer af nepalesiske unge og stirrer paa os med forventningsfulde blikke. Vi er i Bhaiseghat, et slumomraade bestaaende af ca. 160 husstande midt i Kathmandnu, igang med en omgang socialt samvaer med samfundets ungdomsgruppe. Ordet styres af en pige som begaar sig lidt bedre paa engselsk end de andre. Hendes navn er gaaet mig forbi, saa lad os, for historiens skyld, kalde hende Vanessa Hudgens. Snakken gaar med stor interesse for hvad vi nu er for nogle. Primaert hvem vores idoler er. Det gaar de meget op i, de har saagar venneboeger hvor de inbyrdes udveksler saadanne informationer. Det er godt at have ved haanden saa man kan mindes sine venner naar de ikke lige er i naerheden. Bump. Snakken afbrydes da vi, af Vanessa Hudgens, bliver gjort opmarkesomme paa at gruppens drenge har forberedt en dans for os.
Vi -Ahh, en national dans?
Vanessa - Nej. Stunt.
Vi - Hvad? Stomp?
Vanessa - Nej, haha, stUNT. Ligesom Justin Bieber. Kender i ikke ham?
Vi - Oehm, jo selvfoelgelig. Stunt...?
Dansen kraever mere plads end der er i deres forsamlingshus, saa vi bevaeger os samlet hen mod et graesareal/forboldbane/kofold i naerheden af den lokale skole, med udsigt til lossepladsen der omringer deres samfund og den bro staten er i gang med at bygge midt gennem slumomraadet. Det har de vaeret i to aar. Vi bliver beordret hen til en plet i graesarealet, hvor graesset er lidt kortere, og hvor der ikke er saa voldsomt et overflaad af kolort. Her saetter vi os og venter spaendt paa drengene der havde brug for lidt tid til at forberede sig, naturligvis. Inden utaalmodigheden faar sit tag i os ser vi drengene naerme sig, nu ifoert det rette kostume. Joggingtoej. Musikken (et passende mix af rnb og trance) bliver startet paa et lille saet ipod hoejttalere og drengene begynder saa smaat, lidt sky, at breake. Ja stunt viser sig altsaa at vaere breakdance, og de er sku forbavsende gode til det! Som gruppens piger hujer og haepper, og vi giver begejstrede klapsalver, kaster drengene sig selvsikkert ud i mere og mere halsbraekkende ”stunts”, i bare taer, de er ikke bange af sig. Showet styres af ungdomsgruppens formand, hvis navn jeg desvaerre heller ikke fik fat i, saa ham kalder vi Zac Efron. Piger skriger lidt hoejere naar Zac Efron danser. Tiden gaar, og der kommer saa smaat flere og flere tilskuere, boern som gamle. Efter en 20 minutters tid stopper dansen. Nu vil de synge. Nepalesiske og Indiske sange. Zac Efron synger selvfoelgelig for med silkebloed stemme. De forsoeger forgaeves at laere os nogle af teksterne, nepali er noget af en mundfuld.
Jeg maa indroemme at jeg var direkte maalloes over at opleve en saadan energi og livsglaede hos unge mennesker der staar i en situation som deres. Der er altsaa tale om piger og drenge der lever paa randen af fattigdomsgraensen, hele familier i smaa faldefaerdige traehuse de selv har bygget, i konstant frygt for at blive smidt ud af deres hjem, for det er staten der ejer den jord de bor paa saa de har egentlig ingen ret til at vaere der. Det er ikke alle der har raad til at gaa i skole, for selvom statsskoler egentlig er gratis, kraeves der stadig betaling fra eleverne. De har ingen politisk indflydelse da de ikke modtager valgkort, saa deres udraab bliver ikke hoert. En del af dem er hverken i besiddelse af pas eller citizenshipcards, saa de har ingen rettigheder. De har en enkelt broend i hele omraadet, med det der egentlig skulle vaere rent drikkevand, men som jeg naevnte foer er deres lille samfund omringet af en losseplads, saa man maa stille sig selv spoergsmaalet om hvor lang tid der mon gaar foer deres broend bliver forurenet. De har ganske vidst adgang til hospitaler hvis ulykken skulle vaere ude og en der bliver alvorligt syg, men behandling koster penge og det har de ikke mange af saa en alvorlig sygdom er som regel en ”one way ticket”. Vi spiste frokost hos en af de gamle beboere i samfundet der havde foedt ti boern og maatte begrave de otte af dem. Det er strenge kaar i slumen. Men paa trods af disse grelle facts, formaar ungdommen at opretholde et humoer og en stemning man kan sammenlignes med et Disney univers. Hatten af for dem!
Efter vores moede med Zac, Vanessa og alle de asndre i ungdomsgruppen, gik vejen mod vores vaersfamiler og aftensmad, hvilket ogsaa viste sig at vaere noget af en oplevelse, men det er en helt anden historie.

"Forward, forward.. Hold on!"

Vi har fri og har besluttet at noget af vores weekend skal tilbringes paa det saakaldte Last Resort. Vi er derfor staaet tidligt op og koerer, i noget der minder om en udelighed, gennem Nepals snoede landskab. Cirka 3,5 time efter er vi endelig kommet frem og befinder os i smuk natur; bjerge klaedt i groent og floder saa langt oejet raekker taet paa Tibets graense.
Vi naar kun lige at opfatte at vi er ankommet, foer vi bliver kastet ud i riverrafting. Vores instruktoer raaber hele tiden kommandoer i stil med "Forward, forward.. Hold on!" paa en meget militaerleder-agtig maade. Disse kommandoer skal vi udfoere i det der mest af alt minder om en forvokset gummibaad, mens vi driver ned af en flod med vild stroem og store sten. Det handler helt klart om at vi skal arbejde sammen i gruppen ved bla. at have samme padle-rytme og hjaelpe hinanden. Kun paa den maade vil vi naa til maalet. Vi bliver i loebet af ingen tid drivvaade og griner hver gang boelger af iskoldt flodvand skylder i over os. Samtidig gaelder det om at holde fast i baaden og haabe paa at man i kampens hede ikke falder af.
Efter saadan en omgang er vi alle utrolig traette og der gaar ikke lang tid efter vi har faaet aftensmad, foer vi alle ligger i de lejede telte paa resortet og sover tungt.. Vi skal jo ogsaa vaere klar til den kommende dags strabadser.
Vi vaelger, som den sidste aktivitet foer vi skal hjem, at proeve faenomenet "canyoning", som i korte traek gaar ud paa at man, ifoert udstyr fra top til taa, klatrer ned af et 180 meter langt vandfald, delt over syv gange, hvor den laengste og sidste straekning er paa 45 meter. Paa samme tid faar man sig nogle ordentlige brusebade hver gang med naermer sig vandfladet. Heldigvis er vandet en smule varmere end det kolde flodvand vi havde med at goere da vi raftede dagen foer. I modsaetning til rafting er canyoning totalt individuelt og meget graenseoverskridende, isaer naar man taenker paa at man "kun" er holdt oppe i noget seletoej og en snor. Vi har heldigvis to meget professionelle instruktoerer med til at holde oeje med os.
I starten er jeg faktisk lidt utryg ved situationen og kan ikke helt laene mig de 90 grader ud fra klippevaeggen som er noedvendigt for at man ikke glider. Det er virkelig haardt. Efter at have klaret mig gennem de foerste tre straekninger, bliver jeg staedig og vil ikke give op. Nu vil jeg gennemfoere det! Vi kommer alle sikkert igennem denne store udfordring. Derefter er vi desvaerre noedt til at gaa op af bjerget i koldt, vaadt og tungt udstyr for at komme tilbage til resortet, hvilket bestemt ogsaa er haardt.
Mine laegge braender og kroppen er oem. Jeg vaelger at unde mig selv en hel times nepali-massage da vi kommer tilbage, foer vi igen skal hjem mod platformen langs de hullede og snoede bjergveje.

“I am the president of China”

Vi befinder os i et klassevaerelse paa platformen og Troels har lige slynget ovenstaaende saetning ud. Vi andre reagerer med det samme med nedadvendt tommelfinger for at vise at saetningen er loegn. Saadan startede dagen i dag da vi fik besoeg af seks nepalesere paa vores egen alder, der ogsaa er voluntoerer. Legen er en halvvejs improviseret energizer vi fandt paa da vi fik at vide at nepaleserne var forsinket og vi skulle bruge en hurtig get-to-know-eachother-leg.

Resten af dagen har vaeret i workshoppens tegn hvor vi har faaet en masse redskaber til selv at lave vores egne workshops paa vores placeringer eller naar vi kommer hjem. Metoden var ”learning by doing” saa allerede foer frokost blev vi sat til at lave vores egen workshop. Den gruppe jeg var i endte med at faa emnet ”volunteering for social change” – en ordentlig mundfuld at komme igennem paa de 30 minutter vi havde faaet tilddelt til vores workshop. Vi fik heldigvis hjaelp fra Rekha og fandt nogle ting at fokusere paa saa vi kunne komme igang.

Vi fik lavet vores workshop efter frokost sammen med en anden gruppe, der ligeledes afproevede deres workshop af paa os med emnet ”youth across cultures”. Workshoppen var interessant og vi fandt frem til at selvom dansk og nepalesisk kultur er meget forskelligt er det grundlaeggende de samme ting unge laver og droemmer om.

Selvom workshopppene var gode var der plads til forbedringer som vi snakkede om i evalueringen, og forloebet slutter sidst paa eftermiddagen. Vi har laert en masse ting og en af dem er, at ingen af os er Kinas praesident, men vi har faaet en raekke nye redskaber til fremtidige workshops.

Drivers of Changes

Vi skal alle aflevere et projekt, der hedder Drivers of Changes inden vi forlader platformen. Det er med henblik paa vores videre placering, hvor vi skal gennemfore et projekt, inden vi tager hjem.

Signe og jeg skal sammen til Vietnam, saa vi har valgt at lave projektet sammen. Vores vision er at vise de handicappede born alt det, de rent faktisk kan, frem for det, de ikke kan, da deres handicap haemmer dem. Vi vil lave et stump forlob, hvor koste, spande og kaeppe skal vaere instrumenter i et rytmisk sammenspil mellem bornene. Vi vil prove at gennemfore et danse forlob, hvor vi laver en sekvens, som vi trin for trin laerer bornene. Ogsaa et sang forlob vil vi prove kraefter med. Meget simple ovelser, hvor de styrker selvtillid, udvikler sig som en gruppe og har det sjovt sammen. Det hele afhaenger meget af, hvor handicappede bornene er og hvilken aldersgruppe, vi kommer til at arbejde med. Derfor har vi valgt tre forskellige forlob. Saa dem, der maaske ikke kan danse paa grund af fysisk handicap, kan synge eller lave rytmer. Hvis det er muligt, skal disse tre kreative forlob ende ud i en forestilling for eventuelt foraeldre og personale. Vi vil ogsaa forsoge at tage det med hjem til Danmark. Signe vil tage billeder og udstille paa cafeer i hendes hjemby. Jeg vil nok skrive en artikel, som jeg vil prove at faa sendt i Kalundborg Folkeblad, som er lokal avisen i min fodeby. I artiklen vil jeg oplyse om vores projekt med de handicappede born i Vietnam og opfordre Danmark til at lave frivilligt arbejde.

- Hvis vi kan, saa kan resten af Danmark ogsaa.

En samtale om Nepal, med en Nepaleser...

Kunne du forestille dig at leve I et land, hvor det politiskestyre ikke fungere optimalt, hvor dine uddannelses- og arbejdsmuligheder er staerkt begraensede og hvor fattigdommen er saa udbredt at det er svaert at se en loesning paa det? Kunne du forestille dig at leve i et land, hvor den eneste mulighed for at bryde den onde cirkel er at flytte vaek, til et land hvor du hverken kender sproget eller kulturen?

Nej, jeg tror hverken du eller jeg, helt kan forstaa hvordan det maa vaere. Men det er saadan mange unge Nepalesere har det, naar de maa flytte fra deres hjemland til europa eller USA, for at faa en ordenlig uddannelse, eller blot finde et job.

Idag har jeg snakket med en nepalesisk mand om migration og hvorfor saa mange unge flytter vaek fra Nepal. Det hele bunder i en opgave vi var blevet stillet paa Platformen, hvor vi skulle stille os ned til udenrigsministeriet, og spoerge ind til hvorfor de mange hundrede mennesker stod i koe for at faa udstedt et pass eller visum.

Det var et stort virvar af mennesker, der forsoegte at udfylde blanketter, venner og familie der ventede, og vagter der proevede at opretholde orden paa det smalle fortorv.
Derfor kraevede det ogsaa en del mod at bryde ind i en ung kvindes liv, ved at spoerge hvorfor hun vil flytte, hvor hun skal hen, og om hvad hendes familie siger til det – det virkede som noget alt for personligt at diskutere paa aaben gade. Da jeg endelig havde taget mig sammen til at gaa hen til hende, viste det sig at hun ikke snakkede engelsk. Foerste skidt var altsaa at finde en der kunne snakke engelsk, og som ogsaa havde baade tid og lyst. Jeg proevede igen et par gange uden held, indtil en mand pludselig kiggede paa mig og spurgte ”hvorfor spoerger du?”

Jeg fik forklaret at det var ren og skaer nysgerrighed og at jeg forsoegte at forstaa hvad der fik folk til at migrere. Jeg var mere end heldig, for denne mand havde nemlig enormt meget lyst til at fortaelle mig om det, da han alligevel stod og ventede paa hans ven, - og kunne tilmed ganske udemaerket engelsk. Vi gik lidt vaek fra det vaerste mylder, og stod laenge paa et gadehjoerne og snakkede.

Han forklarede at den politiske situation i Nepal har gjort at mange er utilfredse med den generelle struktur, og den maade landet bliver ledet paa. Politisk uenighed har bl.a. andet gjort at de har vaeret igennem ca. 17 valg for at finde en ny premierminister, uden held. Ustabiliteten afspejler sig paa alle maade i nepalesernes liv, og befolkningen har svaert ved at tro paa det politiskesystem, der paagrund af dets meget unge alder endnu ikke har kunnet bevise det vaerd eller har kunnet overholde dets loefter.

Dette goer, sammen med den ekstreme fattigdom i Nepal, at mange unge nepalesere oensker at skabe deres fremtid i et andet land. Flere af dem vil dog vende tilbage til Nepal efter deres uddannelse, men det kan vaere svaert at finde arbejde i Nepal, hvor de rent faktisk kan bruge deres nye viden, fordi landet simpelthen ikke har arbejdspladser der er kvalifiserede nok.

Imens vi staar og snakker kommer hans ven slukoeret hen til os. Han skulle have udstedt et nyt pas, saa han kan komme til udlandet for at studere, men det er nemmere sagt end gjort. Det er tredje dag han proever at kommer igennem – igaar fik han af vide at han skulle komme i dag kl. 11, og nu har han efter en time i koen faaet afvide at han skal komme igen kl. 14. Jeg kan tydeligt maerke at han er frustreret. De to venner siger farvel, efter at de har forsikret mig om at jeg endelig maa kontakte dem hvis jeg vil vises rundt i Kathmandu eller en anden by i Nepal, og forlader mig imens de snakker lavmaeldt.

The Orphanage

"Sir!" "Sir!" "Pass the ball!"
We are at an orphanage in a southern district of Kathmandu! Christian, Sebastian and I are all captains of the 3 teams. It is a knockout tournament and we brought the ball so that we could play! The children are so curious, polite and always smiling.

As we arrive to the boys orphanage we are redirected to the girls orphanage as the boys are eating lunch. At the girls orphanage we are quickly led into the house and introduced to all the girls. They are very shy but it probably has something to do with me being a boy.

When we go outside we explain to them some games that we will play with them. In the beginning they were afraid of joining the games but it doesnt take long before most of the girls are playing.

Just as we are about to go to the boys orphanage we are invited to tea at the girls Dining Hall. The girls seem more open here and offer both cookies and boiled eggs.

When i come outside i see the small boy who lives at the orphanage with the girls, probably because his sister lives there, and i walk up to him and i ask him if i can take a photo. He becomes very excited and does a "Namaste" resembling pose. Afterwards he reaches out for the camera and i try to teach him how to take pictures, but as soon as he finds the shooter button he keeps pressing it and takes 5 photos, the last 2 more blurry and unfocused than the others because at that point i was trying to get my camera back.

The male and female volunteers now split up so us guys walk over to the boys orphanage and again quickly introduced to them inside the house. We quickly decide to go play football. We go outside into the fields. There are bricks and rocks everywhere but i still see boys playing football in bare feet. Sebastian, Christian and I are the 3 team captains. The orphans get numbers and we start to play. As i watch the two other teams play i take photos and the orphans ask me if i want a picture with them. So i stand with my team and another guy is taking the photo.

As we say goodbye to the orphans two girls run up to Christian and they tell me to take a photo with him.

While we are walking back to the bus to take us back to the platform the boys from the orphanage are walking behind us, walking us halfway out of the area and the girls are waving and yelling goodbye to us from the house.

Another fantastic day in Kathmandu, Nepal. This is reality.

I have rights!

"Everyone is entitled to all rights and freedoms set forth in this Declaration without distinction of anykind, such as race, colour, sex, language, religion, political or other opinion, national or social origin, property, birth or other status"

Saaden lyder det saa fint i den universielle menneskerettigheds deklaration, hvor alle har ret til menneskerettighederne. Race, kon, sprog, religion og status maa ikke spille en rolle for dine rettigheder. Vi har i dag haft undervisning i menneskerettigheder, og vi fik desvaerre nogle kedelige fakta paa plads. Den fine deklaration er ikke i overensstemmelse med virkeligheden. I mange asiatiske lande er de kastelose og enkerne nogen af de mest diskriminerede mennesker.

De kastelose har ikke samme muligheder, som Brahminerne i den hojeste kaste i kastesystemet. Enkerne bliver gemt vaek, naar deres maend dor, og kvinderne ses som urene halve mennesker.
Vi har set en film fra Indien, der hedder "Water". En ud af tre i trilogien om tabu fyldte emner, saa som enkernes plads i samfundet. Den lille 5-aarige Chuyia bliver enke, da hendes 35-aarige mand, som hun aldrig har modt, dor. Hun bliver klippet skaldet, frataget sine smukke armband, tvunget til at gaa i hvidt og anbragt i et hus for enker. Men vaerst af alt, faar hun frataget sin barndom. Hun bliver isoleret fra samfundet og ses som et halvt mennesker, selvom hun aldrig har naaet at leve helt.

De kastelose er fodt ind i deres kedelige kaste. Ud fra deres navn afslorer de hurtigt, hvilken kaste de kommer fra. Det er svaert for dem at bryde ud af deres kaste, da resten af samfundet ser ned paa dem og diskriminere dem. Officielt har de kastelose lov og ret til de samme ting i livet, som menneskene i hojkasten, men i den praktiserende hverdag er de slet ikke saa heldige.

Alle burde vaere oplyste nok til at kunne sige: "I have rights!"
- Nanna.

Aghhgr! MONKEYS! BUDDHISTS! Toelern Reports from Da Far East!

Monkeys.. Many monkeys.. Big monkeys.. small monkeys.. swirming around us.. fighting, delighting in garbage and coca cola bottles.. looking for fleas in eachothers fur...
We are surrounded by these curious and extremely human resembling monkeys in this religious and spiritual place of the Hindu religion; Pashupatinath. It means Animal-husband-leader and is the place of uncountable small temples.. but there is one great.. one that defeats them all in beauty and elegance. The great temple is not accessable for foreigners and non hindus but is stunning on the outside.. It has a top made of gold and 9 silver doors and looks so majestic that it is almost breathtaking...
Pashupatinath is also the place where cremations are happening.. as we pay the entry fee and enter Syambhu we see smoke and as we cross the bridge we see fires burning and a corpse of an old man with a red and yellow blanket put over him lying on the edge of the river that runs through the "Temple City".
We see family standing around the corpse, some with bowed heads, others on knees at the side of the deceased man. We go before they ignite the fire...
After Pashupatinath we take a taxi, that looks like it has been a hundred car crashes, to Boudhanath which is this collosal buddhist temple which a great white circular pyramid with a big golden triangle at the top. On each corner of the temple there are colored papers which have writing on them. I spent half a film just taking pictures of this magnificent temple in all its glory as the sun was at its highest and as it started its descent..
Around the temple we saw buddhist monks who were praying and i even saw a pack of young buddhist monks who were gathered at the foots of the temple and look like they were going to pray. Unlike the hindu temple, the priests didnt ask for money which was nice for a change because i was like a knife in the heart when you saw such a holy man asking for money and posing for a picture.
On the same evening the Global Changers had a goodbye party as most of them had to leave the day after! There were tears as the people at the platform had to say goodbye and received presents from the Global Changers. It was so beautiful seeing Hindu, Buddhists, Muslims, Atheists and Christians having a party together with no quarrels..
I particularly became good friends with a guy from Burma (Myanmar) who had given me a "End Poverty Now" bracelet earlier.. I gave him my bracelet from the Roskilde Festival that i had had for two years and which meant alot to me.. He was so thankful and ended up giving me the traditional legwear in Burma called a Longe which sort of looks like the dress that the samurai wear in "The Last Samurai". To show my thankfulness and to give him something traditional from Scandinavia i gave him my swedish football jersey which made him very happy..
The day after there was hugs from him everytime we met on the platform until he left for the airport at 11 in the morning. He went back to Myanmar to start a new Activista program that he said i was welcome to join..
Everyday here feels like a month.. There isnt a day without action, not a day with restlessness.. I am in love with Nepal and Asia..

Nepal anno 2010

.. eller halbal i Nakskov Idraetscenter 1999?

Vores foerste tur med lokalbus og taxa var i hvert fald forvirrende; vi tog afsted for at udforske og blive klogere paa ’nepalesisk kultur’, men hvordan skal man lige reagere, naar man bliver udsat for den her

mens man sidder klemt sammen i den mest usikre, skrotvaerdige taxa paa vej gennem Kathmandus hektiske gader, hvor det ’at vise hensyn i trafikken’ er mere undtagelsen end reglen; chauffoeren kaemper med dyr, rickshaws, cyklister, motorcykler og lastbiler om retten til at komme foerst frem - og han kommer lige lovlig taet paa de andre i forsoeget herpaa. Vi er ude paa en laengere tur, men vores udsigt og bybilledet aendrer sig ikke markant – stoev, taetbebyggede og faldefaerdige huse, affald og hvad der generelt forbindes med fattigdom ses saa langt oejet raekker... alt imens pumper bassen non-stop til levn fra 90'ernes dance-pop, blandt andet til ovenstaaende sang, hvor omkvaedet er ’We Like To Party’ – situationen og omgivelserne taget i betragtning, var det bare helt forkert men alligevel ret tragikomisk.

Denne underlige oplevelse var sikkert kun den foerste af mange, da mit udmiddelbare indtryk af Nepal er, at det er et uforudsigeligt, kontrastfuldt land.

Jeg kunne bestemt have vaeret foruden genhoeret med Vengaboys, men det mindede mig om kiksede teenageaar og en opveakst i kedelige, jaevne provinsdanmark og bestyrkede derved min trang og lyst til eventyr – saa Nepals kultur(chok) kan bare komme an, jeg er klar!

Bhaktapurs smukke hverdag

“Nej nej, vi behoever altsaa ikke en lokal guide. Jeg har laest om det hele i Nepal-bogen, saa jeg kan sagtens finde vej”

Saadan ca. fik jeg de andre seks overtalt til ikke at benytte os af den lokale guide, der havde tilbudt at vise os rundt i byen Bhaktapur, og fortaelle om de mange gamle templer for den lille sum af 15 kr. Det skulle dog vise sig, at min stedsans endnu ikke er blevet opgraderet til Nepali

Bhaktapur er en af de bedst bevaret middelalderbyer i Nepal. Store aabne pladser, hvor duftene fra det krydrede koekken blander sig med den soede roegelse. Templer paa hvert eneste gadehjoerne, hvor de lokale ofre frugter og beder en stille boen, inden de haster videre med dagens goeremaal. Charmerende smalle sidegader, med et vaeld af smaa butikker der saelger byens specialiteter, traedukker, lertoej, rispapir og yoghurt.

Jeg havde forberedt mig godt paa denne tur, og planlagt at vi skulle foelge en rute, der ville foere os forbi alverdens templer, med forskellige historier og sjove udsmykninger. Bl.a. var planen at finde et erotisk elefant tempel, hvor der skulle vaere afbilledet dyr i forskellige erotiske positioner. Saa hvad skulle vi dog bruge en guide til, naar det hele stod i Nepal-bogen??

Jeg burde nok ikke have vaeret saa kaephoej. Efter bare to sving var vi allerede faret vild, og kunne ikke faa kortet til at stemme overens med virkeligheden. Vi gik derfor tilfaeldigt paa maa og faa igennem den travle hovedgade, med motorcykler, boder, og mennesker alle vejne, ned ad sidegader saa smalle at solen ikke naaede ned til os, men kun kunne skimtes oppe paa hustagene.

Sa pludselig stod vi alle sammen stille og kiggede. En helt fantastisk udsigt dukkede frem. Vi stod paa toppen af en snoet sti, der foerte ned til byens flod. Langs stien stod kvinder og ordnede det korn der laa fremme i solen for at toerre. De vendte det og drejede det, kastede det i bunker, spredte det ud igen, og fjernede urenheder med en slags si. Stien endte ved en mindre tempelplads, hvor der sad et par maend og snakkede. Bag alt dette rejste himalayabjergene sig majestaetisk.

Det er svaert at beskrive saa fantastisk denne udkant af byen var, og billederne jeg har taget kan slet ikke vise det pulserende hverdagsliv der forgik paa denne skraaning i den gamle middelalderby.

Det endte altsaa med, at det ikke gjorde saa meget, at jeg ikke kunne overskue kort, retning og tempelforklaringer. Jeg vil dog ikke lade min gode stedsans staa tilbage som en fuser – jeg bliver jo noedt til at overbevise de andre om, at jeg altsaa sagtens kan finde vej og bruge kort. Derfor har jeg og og Christian planlagt en vandretur i naeste weekend – saa jeg krydser fingre og naerstuderer kort.

- Signe

Vi er i Nepal!

Efter at have rejst i naesten et doegn er vi endelig naaet frem til et utrolig smukt landskab, hvor Himalayabjergene udgoer baggrunden, 29 grader, varme og sol. Vi er i Nepal!
Luften er varm og byen er paa en gang stor, kaotisk, larmende og bare helt anderledes end jeg nogenside havde forventet... men jeg er langt fra skuffet. Paa blot den korte tur fra lufthavnen ind til platformen suger jeg som en svamp flere indtryk af byen til mig og betrager menneskene, dyrene, husene, de mange smaa butikker som ligger helt taet op ad hinanden i de smalle gader. Samtidig flyver tankerne gennem mit hovede, min tankestroem bliver imidlertidig afbrudt af et brag, som bare er det foerste af mange. Det viser sig nemlig at hele landet fejrer en meget stor hoejtid, kaldet Tihar (som kan sammenlignes med dansk jul). Der er derfor taendte lyskaeder, pynt samt glade og hoejrystede nepalesere overalt. Braget skyldes det fyrvaerkeri som med jaevne mellemrum affyres rundt omkring i byen.
I dag, loerdag, er vi blevet introduceret for selve platformen vi bor paa. Derefter har vi vaeret rundt og udforske Kathmandu med smaa opgaver vi skulle loese.. Bla. skulle vi finde ud af hviken religion der praktiseres i templet paa gaden overfor og, hvad en banan hedder paa nepali samt, hvor meget saadan en koster i de smaa koebmandsbutikker i omraadet osv. Vi gaar for det meste rundt og ser byen, saa derfor oplever man ogsaa, hvordan den offentlige trafik bare slet ikke fungerer i dette land. For det foerste koerer de i “den forkerte side” og for det andet findes vigepligter ikke paa nogen maade. Nogle gange maa man springe ind til siden, naar to busser skal passere samme sted i gaden. Da vi skulle hjem fra byen valgte vi at tage taxi, fordi vi alle var for traette til at gaa. Selvom de koerer daarligt og man for det meste maa lukke oejnene, er det roerende billigt. Fra den ene ende af byen til den anden gav vi 200 rupees som svarer til ca. 16 kr. Nepaleserne er meget venlige og hjaelpsomme, selvom deres engelsk for det meste er daarligt eller bare helt uforstaaeligt.