Acrobatic paa tagteressen - ja hvorfor ikke. Line starter dagen med en energizer der gaar ud paa at lave en menneskelig pyramide - Marcu, Anne og Line laegger sig ned paa alle fire og Rikke og jeg skal nu bevaege os op paa deres rygge og staa paa alle fire her - wuhuu...vi klarede den og er nu virkelig energized!
Mandag stod dagen i undervisningens tegn og temaet var "Konstruktiv kommunikation"! Nu ved vi hvordan vi tackler dilemmaer foraarsaget af den sproglige og kulturelle barrierer - meget brugbart og enorm spaendende! Vi lavede baldnt andet rollespil over dilemmaer vi som volontoerer kan komme ud for paa placeringerne, og traenede gode og daarlige kommunikationsmidler i et lille rollespil om vores holdninger til noget saa eksotisk som regnbueis - hvad siger i saa?!
Mandag aften gik turen til "Attic", vores yndlings restaurante/bar her i Kathmandu, som vi allerede besoegte den foerste loerdag vi var i byen - saa symbolsk startede vores tur her og saaledes slutter den ogsaa der! Vi hyggede med vores soede facilitatorer og hinanden, spiste god mad, drak en masse drinks (de laver virkelig gode White russians) og vi fik sagt tak for en fantastik maaned!! Da aftenens blues orkester var naaet til deres sidste sang, begyndte vi at snakke om at tage paa casino - der skulle jo ske noget vildt den sidste aften her i Kathmandu! Marcu, Line, Rikke og jeg bevaegede os ned i en taxi og destinationen var Radisson Hotel! Det var en virkelig syret oplevelse at vaere paa casino i Nepal, mange velhavende emnensker sad rundt om casino borderne med drinks, cigaretter og en masse chatoner - derudover var der danseoptraeden i rummet ved siden af. Dette maatte Line og jeg udforske, saa vi bevaegede os in i de tilskydende lokaler og noed virkelig den nepalesiske danseoptraeden - saa meget at vi dansede op paa den foerste del af scenen og blev naesten en del af showet. Vi hujede og klappede da de var faerdige, hvilket resulterede I at vi blve introduceret for den primaere danser, da hans manager havde fulgt vores begejstring fra et af restaurantens borde - vi skulle da lige moede ham og ha taget et billede af ham. Imens var Marcus i fuld gang med at spille Black Jack inde ved siden af og pigerne saa ham over skulderen, da vi var helt blanke omkring dette spils regler. Vi blev da klogere og aftenen endte med at Marcus gik derfra med samme sum penge som han kom med - WIN WIN SITUATION! Virkelig fed oplevelse, som vi er meget glade for at vi fik med her paa falderebet...Turen gaar jo om ikke saa laenge videre til hhv. Sangu her i Nepal og Kerala i Indien - vi glaeder os! Vi skal ud og proeve os selv af nu, ud og goere en forskel og vi er meget spaendte!
Louise
Monday, May 31, 2010
Sunday, May 30, 2010
De fantastiske fire som skolelaerer...
Saa kom dagen, dagen hvor vi skulle afproeve vores evner som laerer-volontoerer i Nepal. Vi havde brugt torsdagen paa at forberede 45 minutters undervisning, som henholdvis skulle udfoeres i 5. og 7. klasse paa Shree Phutung Secondary School.
Louise og jeg gik med laereren ned i 5. klasse, mens Marcus og Annes undervisning var i en 7. klasse.
Eleverne i 5. klasse stod allerede "ret" inden vi overhovedet var kommet ind i klassen :-) Elevernes obligatoriske morgensang blev sunget, eleverne blev raabt op og saa blev det ellers vores tur... Onsdagens "for"-besoeg betoed at vi foelte os ret trygge ved situationen, og vi fik en fornemmelse af, at denne foelelse var gengaeldt. Alle i 5. klasse sang lystigt med da vi startede timen med "Head, shoulders, knees and toes" - en fed "icebreaker" og en god maade at komme taet paa boernene.
Efter vores opstart floej de naeste 45 minutter afsted, og blev (foerstnaevnte efter laererens oenske) brugt paa oplaesning af engelskbogen, et visuelt referat samt en quiz. Efterfoelgende tegnede eleverne henrykte deres eget hus - en glaede man nemt kunne spore i deres ansigter.
Efter hjemkomst delte vi vores erfaringer til en kort briefing, hvorefter vi kunne laene os tilbage og taenke paa: "WEEKEND", hvilket denne gang stod paa bungyjump paa The Last Resort :-)
God weekend
// Line
Louise og jeg gik med laereren ned i 5. klasse, mens Marcus og Annes undervisning var i en 7. klasse.
Eleverne i 5. klasse stod allerede "ret" inden vi overhovedet var kommet ind i klassen :-) Elevernes obligatoriske morgensang blev sunget, eleverne blev raabt op og saa blev det ellers vores tur... Onsdagens "for"-besoeg betoed at vi foelte os ret trygge ved situationen, og vi fik en fornemmelse af, at denne foelelse var gengaeldt. Alle i 5. klasse sang lystigt med da vi startede timen med "Head, shoulders, knees and toes" - en fed "icebreaker" og en god maade at komme taet paa boernene.
Efter vores opstart floej de naeste 45 minutter afsted, og blev (foerstnaevnte efter laererens oenske) brugt paa oplaesning af engelskbogen, et visuelt referat samt en quiz. Efterfoelgende tegnede eleverne henrykte deres eget hus - en glaede man nemt kunne spore i deres ansigter.
Efter hjemkomst delte vi vores erfaringer til en kort briefing, hvorefter vi kunne laene os tilbage og taenke paa: "WEEKEND", hvilket denne gang stod paa bungyjump paa The Last Resort :-)God weekend
// Line
Wednesday, May 26, 2010
Skolebesog og nepalesisk fitness
Kan du forestille dig at staa paa en cementbalkon og kigge ned i en gaard, hvor der staar et par hundrede skoleborn paa rad og raekke som var de i haeren? Uniformerne er paa plads med slojfer i farver efter deres grad. Ovelserne er monotone og nationalsangen en del af den daglige morgenrutine. En lille dreng paa 4 aar bliver rettet - benene skal staa ret og haenderne ud af lommen.
Inde i klasselokalet sidder der 20 interesserede syvende-klasse-born og kigger. 'De ligner nogle af de sidste volontorer der var her.' Vi saetter os hen paa skolebaenken paa lige fod med eleverne. I morgen er det vores tur til at staa ved tavlen!
Laeren disciplinerer men med et smil paa laeben. Et skriveredskab paa tre bogstaver? A pen.. Mit papir bliver lige saa stille fyldt op med inspirerende metoder og pludselige tanker. Jeg bliver mindet om min tid i folkeskolen, hvor koncentration var en svaer disciplin.
Tilbage i laerevaerelset kan vi stille sporgsmaal. Er det helligdag i morgen? "Vi kan maaske godt komme fredag i stedet." Nepals helligdage er et stort rod. Selv ikke nepaleserer kan finde rundt i dem. I morgen er det Buddhas fodselsdag.
Efter lidt afslapning kommer en impulsiv ide om fitness besog frem i lyset. Vi glaeder os til at se de adraette nepalesere i det berygtede firsertoj vi har hort saa meget om hos facilitatorerne. Det slog stik med bandhanas og svedarmbaand. Med mine frejdige bevaegelser mestrede jeg dog alligevel at slaa dem i at se totalt aandsvag ud med en motorik lig med en dansende klovn paa stoffer. En, to mavebojninger - noj, hvor var det bare haardt! Men laekkert bagefter!
Anne
Inde i klasselokalet sidder der 20 interesserede syvende-klasse-born og kigger. 'De ligner nogle af de sidste volontorer der var her.' Vi saetter os hen paa skolebaenken paa lige fod med eleverne. I morgen er det vores tur til at staa ved tavlen!
Laeren disciplinerer men med et smil paa laeben. Et skriveredskab paa tre bogstaver? A pen.. Mit papir bliver lige saa stille fyldt op med inspirerende metoder og pludselige tanker. Jeg bliver mindet om min tid i folkeskolen, hvor koncentration var en svaer disciplin.
Tilbage i laerevaerelset kan vi stille sporgsmaal. Er det helligdag i morgen? "Vi kan maaske godt komme fredag i stedet." Nepals helligdage er et stort rod. Selv ikke nepaleserer kan finde rundt i dem. I morgen er det Buddhas fodselsdag.
Efter lidt afslapning kommer en impulsiv ide om fitness besog frem i lyset. Vi glaeder os til at se de adraette nepalesere i det berygtede firsertoj vi har hort saa meget om hos facilitatorerne. Det slog stik med bandhanas og svedarmbaand. Med mine frejdige bevaegelser mestrede jeg dog alligevel at slaa dem i at se totalt aandsvag ud med en motorik lig med en dansende klovn paa stoffer. En, to mavebojninger - noj, hvor var det bare haardt! Men laekkert bagefter!
Anne
Tuesday, May 25, 2010
Halefange og kartoffelstafet...
...dette var overskriften til vores laengeventede besoeg paa et af Kathmandus boenehjem denne tirsdag. Boenehjemmet er et af af organisationen Sadji's mange projekter (som ogsaa stod for det drop-in center for prostituerede kvinder, vi besoegte i sidste uge). Formiddagen gik med en autentisk beretning fra vores camp manager Kadji, som selv er boernhjems-barn, hvilket var super spaendende! Umesh stod for resten af dagen, hvor vi foerst fik undervisning om boernhjemsboern og gadeboern og om grundende til at de ender hvor de goer. Med al denne viden i bagagen tog vi, ifoert vores nyindkoebte Salvar Kemiz (nepalesiske toej) paa tur og retningen var mod udkanten af Kathmandu til det foeromtalte boernehjem!
Efter en del tids venten paa boernehjemmets kontor paa manageren uden positivt resultat, fulgte to drenge os til boernehjemmet hvor de selv boede ca. 10 min derfra. Umesh benyttede lejligheden til at fortaelle os lidt om den nepalesiske kultur ift. aftaler (hvilke de ikke er synderligt gode til at overholde) og han var selv meget forarget over at manageren aldrig dukkede op, eftersom han have haft en lang telefonsamtale med hende dagen forinden om vores besoeg - hvilket jo egentlig ogsaa var ret daarlig stil!
MEN...vigtigst af alt, var at vi fik moedt og leget med alle boernene paa boernehjemmet. De var delt i to seperate huse, et til de 50 drenge og et til de 50 piger - hernede mixer man jo meget noedigt! Vi startede hos drengene og efter en rundvisning her, samlede vi alle, baade piger og drenge, i pigernes gaard, hvor vi begyndte vores intro. I introen fortalte jeg lidt om os, vores ophold her, vores baggrund og grunden til vores besoeg paa boernehjemmet. Umesh fungerede egentlig som tolk, menda boernene paa stedet udelukkende maa tale engelsk i skolen, forstod de stort set alt hvad jeg fortalte - meget imponerende. Boernene paa stedet er mellem 6-154 aar og gaar i skole imens de bor paa boernehjemmet. Efter introen begyndte vi vores forberedte lege, som var Halefange og Kartoffelstafet. Efter et par startvanskeligheder ift. at faa boernene til at goere som vi sagde, fik vi alle med paa legene og baade de og vi morede os rigtig meget over situationen. Dejligt var det virkeligt at se alle de smaa smil der fyldte gaarden denne eftermiddag naar man kender de flestes baggrund! Efter vores lege skulle de vise os hvordan de plejer at fordrive tiden i gaardhaven. Nogle af de store drenge ville have os til at lege "Planet-leg", som faktisk er oel-stafet, bare med mange flere runder - og uden oel dog! Anne, Marcus og jeg sprang ud i det til alle boernenes store begejstring. Aldrig har de nok set tre dumme danskere vaelte rundt paa en grusplads ifoert nepalesisk toej - vi grinte alle and that was the point!!!
Vi havde brugt lidt af eftermiddagen inden besoeget til at kobe et par gaver til boernene og disse overrakte vi til dem under vores outtro som blev fuldfoert af Anne. Drengene fik et ckiketspil mens pigerne fik to shippetorve.
Total vellykket eftermiddag i vores rette element: hos dem vi er her for at hjaelpe - FED FED oplevelse!
Vi kunne naesten ikke faa armene ned oven paa den skoenne oplevelse med boernene og det blev kun bedre da vi samme aften, betalte 20 kr for et fantastisk maaltid paa en charmerende tibetansk restaurante som Rikke havde taget os med paa!
Velbekommen, Dhanyabaad og tak for en fed dag!
Louise
Efter en del tids venten paa boernehjemmets kontor paa manageren uden positivt resultat, fulgte to drenge os til boernehjemmet hvor de selv boede ca. 10 min derfra. Umesh benyttede lejligheden til at fortaelle os lidt om den nepalesiske kultur ift. aftaler (hvilke de ikke er synderligt gode til at overholde) og han var selv meget forarget over at manageren aldrig dukkede op, eftersom han have haft en lang telefonsamtale med hende dagen forinden om vores besoeg - hvilket jo egentlig ogsaa var ret daarlig stil!
MEN...vigtigst af alt, var at vi fik moedt og leget med alle boernene paa boernehjemmet. De var delt i to seperate huse, et til de 50 drenge og et til de 50 piger - hernede mixer man jo meget noedigt! Vi startede hos drengene og efter en rundvisning her, samlede vi alle, baade piger og drenge, i pigernes gaard, hvor vi begyndte vores intro. I introen fortalte jeg lidt om os, vores ophold her, vores baggrund og grunden til vores besoeg paa boernehjemmet. Umesh fungerede egentlig som tolk, menda boernene paa stedet udelukkende maa tale engelsk i skolen, forstod de stort set alt hvad jeg fortalte - meget imponerende. Boernene paa stedet er mellem 6-154 aar og gaar i skole imens de bor paa boernehjemmet. Efter introen begyndte vi vores forberedte lege, som var Halefange og Kartoffelstafet. Efter et par startvanskeligheder ift. at faa boernene til at goere som vi sagde, fik vi alle med paa legene og baade de og vi morede os rigtig meget over situationen. Dejligt var det virkeligt at se alle de smaa smil der fyldte gaarden denne eftermiddag naar man kender de flestes baggrund! Efter vores lege skulle de vise os hvordan de plejer at fordrive tiden i gaardhaven. Nogle af de store drenge ville have os til at lege "Planet-leg", som faktisk er oel-stafet, bare med mange flere runder - og uden oel dog! Anne, Marcus og jeg sprang ud i det til alle boernenes store begejstring. Aldrig har de nok set tre dumme danskere vaelte rundt paa en grusplads ifoert nepalesisk toej - vi grinte alle and that was the point!!!
Vi havde brugt lidt af eftermiddagen inden besoeget til at kobe et par gaver til boernene og disse overrakte vi til dem under vores outtro som blev fuldfoert af Anne. Drengene fik et ckiketspil mens pigerne fik to shippetorve.
Total vellykket eftermiddag i vores rette element: hos dem vi er her for at hjaelpe - FED FED oplevelse!
Vi kunne naesten ikke faa armene ned oven paa den skoenne oplevelse med boernene og det blev kun bedre da vi samme aften, betalte 20 kr for et fantastisk maaltid paa en charmerende tibetansk restaurante som Rikke havde taget os med paa!
Velbekommen, Dhanyabaad og tak for en fed dag!
Louise
Monday, May 24, 2010
Chitwan og forlaenget hjemtur!
"500!" siger Ida og tager det forste kort i bunken og laegger til hendes egen samling - hun forer! Spillet gaar som var man paa Roskilde. Ollen mangler - varmen er massiv ved vejkanten i bjergene. Vi er som myrer i den kilometer lange ko foresaget af farmers strike - en saakaldt bandh. Den finder sted i nowhere mellem Chitwan i syd og Kathmandu. Jeg har et 5 minutters langt bekendtskab med Ida, som er MS volontor fra februar. En saa omfattende strejke er som mange andre store uventede ting noget som kan slaa selv en pigtraadsbarriere ned mellem folk. Venskaber dannes.
Hvad skal der ske?
Mange af de mennesker vi sidder og sveder med blandt hons, haner og lokale har vi allerede modt i Chitwan nationalpark. En god blanding fra de engelsktalende lande (med en smugle fransk i blandt - laekkert). Vi er ikke bare staaet paa samme bus fra a til b, men har som fremmede fulgtes ad gennem et program med skarpe turismebriller paa. Vi kunne se et andet Nepal: Naesehorn fra elefantryg, farvede fugle fra kano, grinende nepaleserer fra en vaad elefantryg, for man, ja, saa alger fra den mudrede bund i floden.
En god weekend har det vaeret, med masser af elefanter og andet sjovt, for ikke at glemme aftnerne uden elektricitet - erstattet med levende lys og lunkne ol! Men hvad nu? Der er efterhaanden gaaet tre timer paa landevejen og solen gaar ned om to timer. Skal vi blive ved den sikre bus og sove natten over med en diaet af smaakager og bananer - eller - skal vi gaa problemerne i mode og gaa forbi baalet og de gale farmere der spaerre vejen. Vi gaar! Heldigvis moder vi en gruppe amerikanere og hollaendere vi kan folges med! Turister er begge lejre heldigvis blevet enige om at spare paa, saa vi kan roligt gaa forbi opstanden. Vi gaar et par kilometer hen ad vejen med biler der allesammen vil mod Chitwan - maaske en af dem vil vende om og kore os hjem? Der er trods alt kun 77km.
YES! En villig chauffor smider hans passagere ud og vi kan komme til Kathmandu for ca. 20 kr. hver! Paa vejen er der mulighed for at sidde paa bussens tag gennem de morke bjerge med en gennemsnitsfart paa ca. 60 km/t. Et tilbud mig og Markus tog i mod! FEDT! Solbriller var en god ide.
Anne
Hvad skal der ske?
Mange af de mennesker vi sidder og sveder med blandt hons, haner og lokale har vi allerede modt i Chitwan nationalpark. En god blanding fra de engelsktalende lande (med en smugle fransk i blandt - laekkert). Vi er ikke bare staaet paa samme bus fra a til b, men har som fremmede fulgtes ad gennem et program med skarpe turismebriller paa. Vi kunne se et andet Nepal: Naesehorn fra elefantryg, farvede fugle fra kano, grinende nepaleserer fra en vaad elefantryg, for man, ja, saa alger fra den mudrede bund i floden.
En god weekend har det vaeret, med masser af elefanter og andet sjovt, for ikke at glemme aftnerne uden elektricitet - erstattet med levende lys og lunkne ol! Men hvad nu? Der er efterhaanden gaaet tre timer paa landevejen og solen gaar ned om to timer. Skal vi blive ved den sikre bus og sove natten over med en diaet af smaakager og bananer - eller - skal vi gaa problemerne i mode og gaa forbi baalet og de gale farmere der spaerre vejen. Vi gaar! Heldigvis moder vi en gruppe amerikanere og hollaendere vi kan folges med! Turister er begge lejre heldigvis blevet enige om at spare paa, saa vi kan roligt gaa forbi opstanden. Vi gaar et par kilometer hen ad vejen med biler der allesammen vil mod Chitwan - maaske en af dem vil vende om og kore os hjem? Der er trods alt kun 77km.
YES! En villig chauffor smider hans passagere ud og vi kan komme til Kathmandu for ca. 20 kr. hver! Paa vejen er der mulighed for at sidde paa bussens tag gennem de morke bjerge med en gennemsnitsfart paa ca. 60 km/t. Et tilbud mig og Markus tog i mod! FEDT! Solbriller var en god ide.
Anne
Friday, May 21, 2010
De fantastiske fire paa morgentur...
Det var fire (traette) volontoerer der, efter torsdag aftens klapjagt efter en kakerlak paa pigernes vaerelse (!), begav sig paa morgentur sammen med deres facilitator, Rikke samt alle de oevrige morgenfriske nepalesere. Turen gik til Patan Durber Square, den sydlige del af Kathmandu, som engang var en selvstaendig by ved siden af Katmandu. Idag bliver denne selvstaendighed blot afsloeret af en mur, man passerer, naar man koerer ind i bydelen. Vi noed den afslappende stemning der praeger Kathmandu ved morgengry - ja her skal man staa tidligt op, hvis man skal foelge med (den typiske nepaleser er allerede igang med sine goeremaal og morgenritualer inden kl. 05.00. om morgenen!!). Vi satte kursen mod det store tempel, Golden Temple, som summede af liv allerede kl. 06.15. Vi betragtede de morgenfriske nepalesere, der alle flittigt praktiserede deres morgenritualer. Vi forsoegte at goere dem det efter, og huskede baade vand i haaret efterfulgt af fine blomster, hvorefter vi placerede det roede pulver i vores pande, som udgoer det sidste element i deres morgenritual. Taenk - at nepaleserne praktiserer dette HVER evige eneste morgen - IMPONERENDE!!
Efter en kort tur paa det lokale marked og et par mindre, og meget hyggelige, templer, vendte vi igen snuden mod platformen, hvor vi skulle staa den store proeve: Vores foerste workshop :-)
Vi fik besoeg af unge nepalesere fra en ungdomsorganisation (svarende til DUF - Dansk Ungdoms Faellesraad), der alle havde kendskab eller arbejdede som frivillige. De havde takket ja til vores invitation, som idag bestod af to forskellige workshops. Den ene var bygget op omkring temaet "Interkulturel forstaaelse", mens den anden omhandlede "frivilligt arbejde for social forandring". Det var nu blevet vores tur til at afproeve vores evner som facilitatorer, og det var her "de fem huskeregler" for at skabe en workshop, skulle omsaettes fra teori til praksis.
For os fire volontoerer var det enormt laererigt og - ikke mindst - udfordrende, ikke kun at vaere i rollen som facilitator, men mindst ligesaa meget, at skulle praktisere og formulere det hele paa engelsk.
Efter frokost blev vores Drives of Change- projekter gjort faerdige, som nu blot skal skrives faerdige i den rette projektform.
Resten af eftermiddagen og aftenen blev nydt i Tamel, og aftenens maaltid blev indtaget paa "Fire and Ice" (kan ogsaa ifoelge Marcus omtales som "Fire-nice", hvilket nepalserne helt sikkert ogsaa vil kunne forstaa!). Restauranten er kendt for deres laekre italienske pizzaer. MUMS :-)
// Line
Efter en kort tur paa det lokale marked og et par mindre, og meget hyggelige, templer, vendte vi igen snuden mod platformen, hvor vi skulle staa den store proeve: Vores foerste workshop :-)
Vi fik besoeg af unge nepalesere fra en ungdomsorganisation (svarende til DUF - Dansk Ungdoms Faellesraad), der alle havde kendskab eller arbejdede som frivillige. De havde takket ja til vores invitation, som idag bestod af to forskellige workshops. Den ene var bygget op omkring temaet "Interkulturel forstaaelse", mens den anden omhandlede "frivilligt arbejde for social forandring". Det var nu blevet vores tur til at afproeve vores evner som facilitatorer, og det var her "de fem huskeregler" for at skabe en workshop, skulle omsaettes fra teori til praksis.
For os fire volontoerer var det enormt laererigt og - ikke mindst - udfordrende, ikke kun at vaere i rollen som facilitator, men mindst ligesaa meget, at skulle praktisere og formulere det hele paa engelsk.
Efter frokost blev vores Drives of Change- projekter gjort faerdige, som nu blot skal skrives faerdige i den rette projektform.
Resten af eftermiddagen og aftenen blev nydt i Tamel, og aftenens maaltid blev indtaget paa "Fire and Ice" (kan ogsaa ifoelge Marcus omtales som "Fire-nice", hvilket nepalserne helt sikkert ogsaa vil kunne forstaa!). Restauranten er kendt for deres laekre italienske pizzaer. MUMS :-)
// Line
Thursday, May 20, 2010
Taenketanken
Mig og Louise sidder i paa graesplaenen nede i haven. Vores hjerner koger, mens vi sidder koncentraeret i hver vores tankestroem. En gang imellem bliver en tanke, en ud af de mange der suser forbi i hovedet, naevnt, og bliver kastet lidt frem og tilbage. Herefter vender vi tilbage til vores individuelle grublen. Til sidst beslutter vi os for en times pause.
Denne grublen omhandler vores workshop til i morgen.
Vores dag startede med videre reseach i vores Drivers of Change projekt (DoC). Jeg kommer hele tiden paa flere og flere forhindringer. Min baggrundstanke havde dog kun gaet ud paa en minimalistisk ide om, at saette mig med min guitar og spille lidt med de unge i landsbyen. Hvis man saa kunne laere en enkelt sang eller to fra sig, og en smule engelsk ud fra de tekster, ville jeg vaere tilfreds. Men efterhaanden som jeg graver dybere ned, kan det blive mere og mere omfattende. Jeg nu kan lave det til en mindre skole i fritiden for de unge, hvor man kan inkludere politiske tekster og tage emner ud fra dem. Spaendende.
Vi fik udarbejdet en Action Plan for vores projekt med alle de smaa detaljer. Alt skulle med. Saa er man forberedt paa det vaerste.
Efter et stadig tvivlsomt overblik over dette projekt, var det nu lidt mere klart.
Efter en laekker frokost, hvor mange af traenerne fra Actionaid stadig led af mandefald pga. af endnu ukendt sygdom(ukendt som i vi ikke ved hvor de skulle have faaet fra), startede vi op paa workshopprojekt. Vi skulle skabe en kreativ undervisningsform ud fra emner udvalgt af Rikke. Interkulturel forstaaelse og Frivilligt arbejde for social forandring. Vores maalgruppe for undervisningen er 6 nepaliske frivillige og den anden gruppe, som kommer i morgen for at se en dansk volontoer.
Efter en opstart paa emnet med informationer, om hvordan det kunne udfolde sig, brainstormede vi ideer. De andre kom med gode ideer, mens jeg sad, uden sammenhaeng i tankerne, og kogte. Efter blev vi delt op. Anne og Line fik foerste emne og Louise og jeg det andet.
Louise og jeg satte os i solen efter, at jeg havde faaet koelet hovedet under vandhanen. Ogsaa er vi tilbage hvor vi startede.
Vi spiser aftensmad sammen med Actionaid, som havde stroerre mandskab efter en tur hos laegen, saetter gruppe 2(min gruppe) os ud og ryger, med projektet i tankerne.
Efter en kort brainstorm finder vi relativt hurtigt ud af et emne til vores case, og faar skrevet tankerne ned. Vi faerdiggoer det sidste i morgen tidlig.
Marcus
Denne grublen omhandler vores workshop til i morgen.
Vores dag startede med videre reseach i vores Drivers of Change projekt (DoC). Jeg kommer hele tiden paa flere og flere forhindringer. Min baggrundstanke havde dog kun gaet ud paa en minimalistisk ide om, at saette mig med min guitar og spille lidt med de unge i landsbyen. Hvis man saa kunne laere en enkelt sang eller to fra sig, og en smule engelsk ud fra de tekster, ville jeg vaere tilfreds. Men efterhaanden som jeg graver dybere ned, kan det blive mere og mere omfattende. Jeg nu kan lave det til en mindre skole i fritiden for de unge, hvor man kan inkludere politiske tekster og tage emner ud fra dem. Spaendende.
Vi fik udarbejdet en Action Plan for vores projekt med alle de smaa detaljer. Alt skulle med. Saa er man forberedt paa det vaerste.
Efter et stadig tvivlsomt overblik over dette projekt, var det nu lidt mere klart.
Efter en laekker frokost, hvor mange af traenerne fra Actionaid stadig led af mandefald pga. af endnu ukendt sygdom(ukendt som i vi ikke ved hvor de skulle have faaet fra), startede vi op paa workshopprojekt. Vi skulle skabe en kreativ undervisningsform ud fra emner udvalgt af Rikke. Interkulturel forstaaelse og Frivilligt arbejde for social forandring. Vores maalgruppe for undervisningen er 6 nepaliske frivillige og den anden gruppe, som kommer i morgen for at se en dansk volontoer.
Efter en opstart paa emnet med informationer, om hvordan det kunne udfolde sig, brainstormede vi ideer. De andre kom med gode ideer, mens jeg sad, uden sammenhaeng i tankerne, og kogte. Efter blev vi delt op. Anne og Line fik foerste emne og Louise og jeg det andet.
Louise og jeg satte os i solen efter, at jeg havde faaet koelet hovedet under vandhanen. Ogsaa er vi tilbage hvor vi startede.
Vi spiser aftensmad sammen med Actionaid, som havde stroerre mandskab efter en tur hos laegen, saetter gruppe 2(min gruppe) os ud og ryger, med projektet i tankerne.
Efter en kort brainstorm finder vi relativt hurtigt ud af et emne til vores case, og faar skrevet tankerne ned. Vi faerdiggoer det sidste i morgen tidlig.
Marcus
Wednesday, May 19, 2010
Kakerlakken
Med mangel paa strom i Kathmandu ligger jeg med min pandelygte i et ellers buldrende morke. Jeg blogger paa gammeldags maner med papir og pen. Mon kakerlakken er dod efter mit giftangreb? Jeg syntes det var lidt skummelt at dele badevaerelse med en forgiftet kakerlak. Tandborstningen gik hurtigt! Hvem ved hvad saadan en bisse kan finde paa? Andet end at falde dod om selvfolgelig. hmm.
Starten paa Drivers of Change er skudt i gang! Et projekt hvor vi faar chancen for at aendre verden eller maaske bare en ganske lille, men betydelig del! En film.. jo, det kunne godt vaere man skulle kast sig ud i det. Spaendende! Det er i hvert fald ikke ideer vores lille gruppe mangler.
Jamen Hr. Skraeddermand du har jo byttet om paa stofferne! Denne start paa en langvarig diskussion mellem den irriterende kober (mig) og skraedderen forte den anden dag til et forpint minde om hvor staedige folk kan vaere (og hvor lidt en sprogbarriere hjaelper!). Men i dag havde mig og Line med nyt mod bevaeget os ud i det myldrende Kathmandu for at hente vores "rettede" toj. YES, det var lige som det skulle vaere. Med godt humor og efterfolgende modeopvisning paa platformen kunne vi med en lettelse sidde os til rette ved aftensmadsbordet - de lokale klaeder er i hus!
Skal vi paa lokalt, bumset bodega? Ja, det skal vi da! Med aabent sind bevaeger vi os ind paa det lille lokale bodega, hvor alt er nepalesisk - tavlerne, de andre gaester, snacks'ene der gladeligt inviterer de nye bakterier til fest - ja, selv lugten af sved og urin gor oplevelsen saa autentisk at man ikke kan andet end elske den samlede oplevelse. "Skal du paa toilettet? Jeg finder lige en lommelygte til dig!"
Anne
Starten paa Drivers of Change er skudt i gang! Et projekt hvor vi faar chancen for at aendre verden eller maaske bare en ganske lille, men betydelig del! En film.. jo, det kunne godt vaere man skulle kast sig ud i det. Spaendende! Det er i hvert fald ikke ideer vores lille gruppe mangler.
Jamen Hr. Skraeddermand du har jo byttet om paa stofferne! Denne start paa en langvarig diskussion mellem den irriterende kober (mig) og skraedderen forte den anden dag til et forpint minde om hvor staedige folk kan vaere (og hvor lidt en sprogbarriere hjaelper!). Men i dag havde mig og Line med nyt mod bevaeget os ud i det myldrende Kathmandu for at hente vores "rettede" toj. YES, det var lige som det skulle vaere. Med godt humor og efterfolgende modeopvisning paa platformen kunne vi med en lettelse sidde os til rette ved aftensmadsbordet - de lokale klaeder er i hus!
Skal vi paa lokalt, bumset bodega? Ja, det skal vi da! Med aabent sind bevaeger vi os ind paa det lille lokale bodega, hvor alt er nepalesisk - tavlerne, de andre gaester, snacks'ene der gladeligt inviterer de nye bakterier til fest - ja, selv lugten af sved og urin gor oplevelsen saa autentisk at man ikke kan andet end elske den samlede oplevelse. "Skal du paa toilettet? Jeg finder lige en lommelygte til dig!"
Anne
Tuesday, May 18, 2010
Halleluja Himalayan Healers!
"One deep tissue massage please". Anne, Line og jeg selv sidder i ventevaerelset paa Hotel Ambassador og bestiller dagens behandling - laengeventet! Der er mange fristende bud paa hvordan vi kan tilbringe den naeste time paa massagebaenken, men vi naar frem til at vi alle godt kunne bruge en omgang, hvor der bliver lagt lidt kraefter i og her lever beskrivelsen af en deep tissue umiddelbart fint op til vores behov! Vi faar foerst fodbad i varmt vand og bliver herefter fulgt ind i hver vores kabine - eller det vil sige, Line og jeg faar den samme med hver vores massoer naturligvis. Her skal der nok lige tilfoejes at jeg selv har proevet massage i Indien og blev skraemt fra vid og sans dengang, dermed tager jeg ingen chancer naar det kommer til massage i enerum :-) Toejet tages af (paa naer trusserne heldigvis) og allerede efter to minutter paa baenken er jeg slet ikke nervoes for at skulle gennemgaa samme mareridt som dengang i Indien. Vi er total afslappede! I rummet er der daempet belysning og i baggrunden hoeres rindende vand og en svag afslappende melodi kommer ud af hoejtalerne. Spoergsmaalet "are you all right madame?" som kommer fra den soede lille nepalesiske kvinde kan besvares meget kort: "YES"! Behandlingen begyndes og herfra er vi alle tre en time i himlen! Alle led og muskler blev masseret og varmen fyldes vores kroppe - foerst paa ryggen og derefter paa maven. Ben, foedder, ryg, arme, haender, mave, nakke, skuldre og hovedbund - saa bliver det vist ikke meget bedre! Da behandlingen afsluttes kan vi naesten ikke faa os selv til at rejse os fra baenken - vores kroppe maa vaere i en tilstand af total afslappelse! Vi har restitueret og har mod paa de naeste to uger :-) Da vi betaler goer vi det med en god fornemmelse i maven. Mange af pigerne der arbejder paa klinikken har nemlig foer vaeret ude i prostitution og har faaet jobbet, og "uddannelsen", paa klinikken som en del af deres plan for at komme ud af denne. To fluer med et smaek: massage samt bidrag til en god social gerning/forandring - hvad mere kan man forlange!? Tidligere i dag besoegte vi et Drop In Center etableret af organisationen Sadji, hvor kvinder der er offrer for entertainment industrien i Nepal, kan komme og faa hjaelp. Saa i denne kontekst var vores besoeg paa massageklinikken meget aktuel og interessant!
Paa vej hjem fra massagen, droppede vi forbi Delli Bazar, hvor vi hos en lokal skraedder, hentede vores forudbestilte toej, eller det vil sige, Louise fik sit toej med med det samme, mens Anne og Line begge maa vente lidt endnu grundet fejl fra skraedderens side mht maal og farve. Vi erfarede at daarlig engelsk samt nepalesernes ekstreme staedighed er en daarlig coktail ift. at diskutere hvad god service er. Bottom line: vi fik dem tilsidst til at indse at vi ikke maate boede for deres fejl og forhaabentlig passer toejet imorgen!
Marcus ventede paent paa toeserne paa platformen og var i imellem tiden begyndt paa vores cooking class med Guko hvor menuen stod paa Dal Bath. Da vi piger efter en times lang diskussion med skraedderen kom for sent hjem, havde Marcus og Goku naermest udrettet hele menuen da vi ankom til platformens koekken! Vi spiste alle med fornoejelse deres veltilberedte mad og gav Marcus en ordentlig omgang credit for hans arbejde, hvilket han virkelig fortjente!!
Vi sover med garanti dejlig i nat ovenpaa deep tissues magi!
Louise
Paa vej hjem fra massagen, droppede vi forbi Delli Bazar, hvor vi hos en lokal skraedder, hentede vores forudbestilte toej, eller det vil sige, Louise fik sit toej med med det samme, mens Anne og Line begge maa vente lidt endnu grundet fejl fra skraedderens side mht maal og farve. Vi erfarede at daarlig engelsk samt nepalesernes ekstreme staedighed er en daarlig coktail ift. at diskutere hvad god service er. Bottom line: vi fik dem tilsidst til at indse at vi ikke maate boede for deres fejl og forhaabentlig passer toejet imorgen!
Marcus ventede paent paa toeserne paa platformen og var i imellem tiden begyndt paa vores cooking class med Guko hvor menuen stod paa Dal Bath. Da vi piger efter en times lang diskussion med skraedderen kom for sent hjem, havde Marcus og Goku naermest udrettet hele menuen da vi ankom til platformens koekken! Vi spiste alle med fornoejelse deres veltilberedte mad og gav Marcus en ordentlig omgang credit for hans arbejde, hvilket han virkelig fortjente!!
Vi sover med garanti dejlig i nat ovenpaa deep tissues magi!
Louise
Monday, May 17, 2010
En ny og sproed uge er begyndt...
Mandag morgen stod paa den efterhaanden traditionelle morgensamling paa tagterassen, hvor man typisk allerede kl. 9.00. kan maerke solens straaler braende igennem det tynde lag af skyer, imens man fjernt kan hoere de muntre toner fra naboens evige skoensang (eller noget der minder om det?!). Dagen idag boed paa forberedelse til dagens udflugt, undervisning om partnerskab, ”ud-at-se” med Kachahari Theatre-gruppen og sidst – men ikke mindst – et arrangement i Nepali Akademy Hall, arrangeret af Federation of sexual and gender minorites og Blue Diamond, en nepalesisk organisation, der kaemper for de homoseksuelles rettigheder i Nepal (som faktisk er lempet i forhold til eksempelvis Indien).
Teatergruppen fra Kachahari Theatre er en gruppe, frivillige unge fra Kathmandu, der tager rundt og opfoerer forumteater i forskellige landsbyer og institutioner. Forumteater er som metode oprindeligt udviklet i Brasilien. Typisk omhandler forestillingerne nogle lokale konflikter og/eller problemstillinger hvor tilskuerne (typisk de lokale) faar mulighed for at give et bud paa en loesning. Der er derfor tale om en interaktionistisk form for teater, idet tilskuerne som naevnt, tager aktiv del i stykket, hvorefter deres loesningforslag bliver flettet ind i teaterstykket. En klar fordel ved at anvende denne metode er mulighederne for at give de lokale ejerskab og indflydelse i forestillingen, som i sidste ende (forhaabenligt) kan medfoere social forandring i de smaa lokalsamfund.
Teatergruppen fra Kachahari Theatre er en gruppe, frivillige unge fra Kathmandu, der tager rundt og opfoerer forumteater i forskellige landsbyer og institutioner. Forumteater er som metode oprindeligt udviklet i Brasilien. Typisk omhandler forestillingerne nogle lokale konflikter og/eller problemstillinger hvor tilskuerne (typisk de lokale) faar mulighed for at give et bud paa en loesning. Der er derfor tale om en interaktionistisk form for teater, idet tilskuerne som naevnt, tager aktiv del i stykket, hvorefter deres loesningforslag bliver flettet ind i teaterstykket. En klar fordel ved at anvende denne metode er mulighederne for at give de lokale ejerskab og indflydelse i forestillingen, som i sidste ende (forhaabenligt) kan medfoere social forandring i de smaa lokalsamfund.
”Ud-at-se” med Kachahari Theatre idag foregik paa en privatskole, hvor teatrets skuespillere opfoerte en forestilling for boernene paa skolen fra 3. klasse samt nogle aeldre boern. Boernenes nysgerrighed over vores tilstedevaerelse blev hurtigt flyttet til midten af dem nydannede cirkel, hvor skuespillerne kickstartede forestillingen med pupulaere nepalesiske sanglege, som alle boernene kendte. Idag var temaet dilemmaet om at anvende boern fra landsbyerne som hushjaelp i storbyerne, der kan betyde, at disse boern ikke kan gaa i skole. En interessant og relevant problemstilling, som baade var aktuelt for de nepalesiske boern saavel som de voksne.
Efter en frokost ”on the go” gik turen videre til eftermiddagens arrangement, hvor emnet var homoseksuelle og transseksuelles rettigheder i Nepal. Organisationen ”Blue Diamond”, som ogsaa har arrangeret en ”Beauty and brain”-konkurrence gav igennem en ny dokumentarfilm et billede af de homo- og transseksuelles rettigheder og muligheder i det nepalesiske samfund. Filmen fulgte de implicerede fra flere geografiske steder rundt om i Nepal, hvor de hver isaer fortalte hvordan de var blevet modtaget – og efterfoelgende – behandlet med den identitet, der typisk foelger med en identitet som homo- eller transseksuel i et land som Nepal.
Igen – igen - en indholdsrig og spaendende dag, som nu kraever en god nats soevn. Godnat.
// Line
Friday, May 14, 2010
Oest, vest - hjemme bedst
Det var det vi havde ventet paa. Efter dage med sol, myg og masser af aktivitet, var tiden kommet. Vores traengsler var kommet til en ende.
Vi skulle hjem.
Efter en spaendende, men haard uge, kunne vi saette os ind bag i vores minibus og vende naesen hjem fra vores midlertidige hjem. Oegler, myg, varme og masser af fluer havde vaeret grund for manglende nattesoevn og irretation. Varmen havde isaer vaeret svaer at haandtere. Specielt fordi benzingeneratoren paa vores guesthouse larmedede til langt ud paa natten, for at holde loft-ventilatoren i gang.
Vi satte os ind i bilen og taendte for aircon, da varmen allerede var tiltagende kl halv 8. Inden vi drejede bilen hjemad, gik turen til Lumbini - Buddha's foedested. Men inden vi tog fra Kapilvastu, skulle vi hente Bal Krishna(ret mig hvis jeg staver det forkert), vores fremragende tolk, som skulle til Kathmandu, og besoege sin bror.
Da vi naaede frem klokken 9, var jeg allerede daekket af sved. Vi steg ud af bussen og oriensterede os. Foran laa indgangen til haven, som Buddha efter sigende skulle vaeret blevet foedt i. Prisen er 500 Rs. for udenlandske turister, og selvom vi havde vores volontoer kort var der ingen vej udenom.
Bal Khrishna agerede guide paa vores rundtur i haven. Vi gaar ned af en forholdsvis lang vej, med velholdte buske paa begge sider, og igennem et turist marked, foer vi naar til den egentlige indgang. Haven vi kommer ind i er velholdt. Rundt omkring er resterne af ruiner fra en svunden tid og blomsterbede, som bliver passet og plejet under den braendende sol. I midten ligger en nyere bygning, som er opbevaringssted for den hellige sten Buddha blev foedt paa.
Nepaleserne har desvaerre ikke midlerne til, at saette en udgravning igang, og da de udenlandske arkaeologer havde naesen i jorden, tog de fundene med tilbage til deres hjemstavn.
Haven er indrettet med en lille sti rundt om ruinerne og den hvide bygning. Udenom stien er graesplaener og traer med baenke omkring sig. Et hvilested under traerernes skyggefulde kroner, vaek fra den stikkende sol.
Bal Krishna fortalte os historien om Buddha's foedsel, mens vi sad paa foernaevnte baenke:
Buddha's mor var paa vej til paladset da hun fik veer, og maate foede paa stenen, som nu er hellig(historien i grove traek).
Efter turen rundt i haven, var det paa tide at begive sig ud paa den ca. 10 timers lange hjemrejse. Bumpende og hoppende sad jeg bagerst i bilen og hoerte musik, mens Louise og Anne sov pga. koeresygepiller, og de andre sad oppe foran, hvor man ikke hoppede helt saa hoejt.
Turen forloeb uden problemer, da vi havde vores altid smilende chauffoer Naresh bag rattet. Han snoede vores minibus ind og ud mellem tungtlaessede lastbiler - baade i det flade terraen og paa de kringlede bjergveje.
Enden er kommet. De 10 timers koersel ligger bag os, da vi ruller ind af sidevejen til vores addresse. Vi standser i platformens gaard, hvor vi laesser af og siger paent farvel til Naresh med en lille konkylie og en halvskaede, koebt i Lumbini.
Jeg har nu pakket ud, og ligger i min seng og laeser - traet ovenpaa dagens bumpende koeretur - men jeg kan nu ikke lade vaere med, at savne kabilvatsu. Ingen gekoer, myg og varmen(som man nu lige havde vaennet sig til).
Selvom det har vaeret et haardt program, har det ogsaa vaeret et spaendende og utroligt laererigt at se ms' projekter med egne oejne.
Marcus
Vi skulle hjem.
Efter en spaendende, men haard uge, kunne vi saette os ind bag i vores minibus og vende naesen hjem fra vores midlertidige hjem. Oegler, myg, varme og masser af fluer havde vaeret grund for manglende nattesoevn og irretation. Varmen havde isaer vaeret svaer at haandtere. Specielt fordi benzingeneratoren paa vores guesthouse larmedede til langt ud paa natten, for at holde loft-ventilatoren i gang.
Vi satte os ind i bilen og taendte for aircon, da varmen allerede var tiltagende kl halv 8. Inden vi drejede bilen hjemad, gik turen til Lumbini - Buddha's foedested. Men inden vi tog fra Kapilvastu, skulle vi hente Bal Krishna(ret mig hvis jeg staver det forkert), vores fremragende tolk, som skulle til Kathmandu, og besoege sin bror.
Da vi naaede frem klokken 9, var jeg allerede daekket af sved. Vi steg ud af bussen og oriensterede os. Foran laa indgangen til haven, som Buddha efter sigende skulle vaeret blevet foedt i. Prisen er 500 Rs. for udenlandske turister, og selvom vi havde vores volontoer kort var der ingen vej udenom.
Bal Khrishna agerede guide paa vores rundtur i haven. Vi gaar ned af en forholdsvis lang vej, med velholdte buske paa begge sider, og igennem et turist marked, foer vi naar til den egentlige indgang. Haven vi kommer ind i er velholdt. Rundt omkring er resterne af ruiner fra en svunden tid og blomsterbede, som bliver passet og plejet under den braendende sol. I midten ligger en nyere bygning, som er opbevaringssted for den hellige sten Buddha blev foedt paa.
Nepaleserne har desvaerre ikke midlerne til, at saette en udgravning igang, og da de udenlandske arkaeologer havde naesen i jorden, tog de fundene med tilbage til deres hjemstavn.
Haven er indrettet med en lille sti rundt om ruinerne og den hvide bygning. Udenom stien er graesplaener og traer med baenke omkring sig. Et hvilested under traerernes skyggefulde kroner, vaek fra den stikkende sol.
Bal Krishna fortalte os historien om Buddha's foedsel, mens vi sad paa foernaevnte baenke:
Buddha's mor var paa vej til paladset da hun fik veer, og maate foede paa stenen, som nu er hellig(historien i grove traek).
Efter turen rundt i haven, var det paa tide at begive sig ud paa den ca. 10 timers lange hjemrejse. Bumpende og hoppende sad jeg bagerst i bilen og hoerte musik, mens Louise og Anne sov pga. koeresygepiller, og de andre sad oppe foran, hvor man ikke hoppede helt saa hoejt.
Turen forloeb uden problemer, da vi havde vores altid smilende chauffoer Naresh bag rattet. Han snoede vores minibus ind og ud mellem tungtlaessede lastbiler - baade i det flade terraen og paa de kringlede bjergveje.
Enden er kommet. De 10 timers koersel ligger bag os, da vi ruller ind af sidevejen til vores addresse. Vi standser i platformens gaard, hvor vi laesser af og siger paent farvel til Naresh med en lille konkylie og en halvskaede, koebt i Lumbini.
Jeg har nu pakket ud, og ligger i min seng og laeser - traet ovenpaa dagens bumpende koeretur - men jeg kan nu ikke lade vaere med, at savne kabilvatsu. Ingen gekoer, myg og varmen(som man nu lige havde vaennet sig til).
Selvom det har vaeret et haardt program, har det ogsaa vaeret et spaendende og utroligt laererigt at se ms' projekter med egne oejne.
Marcus
Thursday, May 13, 2010
SMIL
Smil til verden og den vil smile til dig! Dette altsigende karmabegreb er helt sikkert noget som sidder dybt i det fattige Kapilvastu-folk, ikke bare da de viste os haab i form af nye baeredygtige skoler og den totale imodekomst og aabenhed, som vi danskere kunne laere meget af! - men det er ogsaa en general holdning - en betingelse for livet.
"Saet jer ned." siger en af de nepalesiske organisations hoveder til os siddende i skraedderstilling paa det nyfejede og kolige cementgulv foran de to klasselokaler der udgor den nye skole beliggende i ingenting, omringet af smaa marker. Vi skal hore om hvordan og hvorledes. Der gaar 300 elever, men det er det bedste der er sket i lang tid - karma er bestaet - bekraeftet- haandtryk er blevet udvekslet og jorden er blevet omformet til et laeringsmonument med behageligt indeklima.Selvom denne skole, dette initiativ, den nepalesiske totale frivillighed er som en draabe dugfrisk vand i den nepalesiske torke, forfrisker den mit torre sind i det varme - varme - middelalderlige og meget fattige Kapilvastu i det sydlige Nepal.
Uvirkeligt - Det er svaert at se den barske virkelighed i ansigtet naar den stirrer direkte paa dig og siger: "Du er ikke en del af det!"
Anne
Wednesday, May 12, 2010
Landrettigheder i 45 graders varme!
Forestil jer at vaagne op badet i sved. hele din krop dunker fordi du har det saa varmt! Sengetoejet er fugtugt og der er ikke en vind der roerer sig - overhovedet! saadan vaagnede vi op i Kapilvastu denne onsdag morgen. Vi brugte ellers en del tid og energi paa at ventilatorerne i loftet paa vaerelset til at fungere igaar, men kl. ca. 05:00 imorges stoppede de! Vi spurtede alle desperate ud i et iskoldt bad da uret ringede kl. 07:00 - Arhh...nogenlunde kropstemperatur igen! Guesthouset vi bor paa er primitivt og vi faar virkelig set det virkelige Nepal her i Kapilvastu. Morgenmaden i dag bestod af omelet og sharparti - jeg skal godt nok vaenne mig til varm morgenmad! Men godt smagte det da og vi er egentlig blevet ret overrasket over, at et saa primitivt guesthouse serverer saa god mad, eller fin mad (vi savner Gukos fantastisk mad).
Lige nu sidder vi under en skoen ventilator paa et kontor inde midt i byen. Kontoret tilhoerer MS's lokale partnerorganisation, KIDC, som bla. staar for et landrettighedsprojekt her i en landsby lidt uden for byen hvor vi befinder os. Vi skal nu foerst hoere lidt om projektet og derefter ude i felten og SE hvad det egentlig er der bliver bedrevet. Mange boender i dag i Nepal ejer ikke deres egen jord, men arbejder og bor blot paa den, som er ejet af saakaldte "landlords". Dette betyder for boenderne, at de ikke er sikret hverken oekonomisk eller ift. at beholde deres beskedne hjem, da ejerene til hver en tid kan smide dem paa gaden! Probelemet er ogsaa at mange boender ifbm at de ikke jer jord, ikke har faaet et citizinship certificate og dermed er afskaaret fra mange ting, saasom uddannaelse og at optage laan i banken. KIDC hjaelper disse boender med foerst og fremmest at oplyse dem om deres rettigheder og empower dem til at kaempe for disse - give dem en stemme! Derudover proever de ogsaa at presse staten ift. at faa udarbejdet disse certifikater, saa boenderne kan se en lysere, og mere stabil fremtid i moede! Boenderne lever en meget ulidelig tilvaerelse hvor de ikke aner om de er koebt eller solgt og hvor de ofte har meget svaert ved at forsoerge deres familie! Boenderne i den landsby vi besoegte i dag, pointerede at det vigtigste for dem er, at kunne sige "det her er mit, min hjem, min jord og jeg kan goere hvad jeg vil med den". KIDC har ved hjaelp fra boenderne selv og frivillige kraefter faaet optalt jorden i landsbyen, saa certifikaterne forhaabentlig snart kan blive tildelt boenderne. Anne og jeg besoegte en familie i landsbyen, som fortalte os om deres ulidelige situation og om hvor svaert det var for dem at broedfoede deres familie grundet den ekstreme fattigdom. Vi kunne se det i deres oejne - de var desperate for at se en lysere tid i moede! Denne oplevelse var enormt taenkevaekkende og spaendende - det saetter tingene i perspektiv at nogle mennesker lever paa denne maade!
Frokosten efter landsbybesoeget blev indtaget hos en ansat i KIDC i hendes private hjem, og paa aegte nepalesisk mener spise vi Dal Bath paa gulvet - med fingrene! Man ser ikke just charmerende ud med hele kloer fem i hovedet, men det goer de jo heller ikke! Eftermiddagens undervsining omhandlede fattigdom og foregik paa KIDC's kontor! Fedt at laere om disse temaer, men vi sidder midt i det!
Aftenen tilbragte vi hos Predipter, som oprindelig er fra Indien, men som er udstationeret i nepal som udviklingsmedarbejder for KIDC. Her blev vi budt paa hjemmehygge med nepalesiske snacks (ris, kylling, fried onion) og ikke mindst 7 % nepalesisk oel - en aegte kulturel oplevelse!
Oplevelserne i dag har vist os hvilket fantastisk og engageret arbejde MS goer herude - hatten af for de mennesker der bedriver disse sociale forandringer -det ahr vi i dag set med voeres egne oejne at der haardt brugt for! Vi er stolte over at vaere en del af dette team - af dette meningsskabende arbejde!
Lige nu sidder vi under en skoen ventilator paa et kontor inde midt i byen. Kontoret tilhoerer MS's lokale partnerorganisation, KIDC, som bla. staar for et landrettighedsprojekt her i en landsby lidt uden for byen hvor vi befinder os. Vi skal nu foerst hoere lidt om projektet og derefter ude i felten og SE hvad det egentlig er der bliver bedrevet. Mange boender i dag i Nepal ejer ikke deres egen jord, men arbejder og bor blot paa den, som er ejet af saakaldte "landlords". Dette betyder for boenderne, at de ikke er sikret hverken oekonomisk eller ift. at beholde deres beskedne hjem, da ejerene til hver en tid kan smide dem paa gaden! Probelemet er ogsaa at mange boender ifbm at de ikke jer jord, ikke har faaet et citizinship certificate og dermed er afskaaret fra mange ting, saasom uddannaelse og at optage laan i banken. KIDC hjaelper disse boender med foerst og fremmest at oplyse dem om deres rettigheder og empower dem til at kaempe for disse - give dem en stemme! Derudover proever de ogsaa at presse staten ift. at faa udarbejdet disse certifikater, saa boenderne kan se en lysere, og mere stabil fremtid i moede! Boenderne lever en meget ulidelig tilvaerelse hvor de ikke aner om de er koebt eller solgt og hvor de ofte har meget svaert ved at forsoerge deres familie! Boenderne i den landsby vi besoegte i dag, pointerede at det vigtigste for dem er, at kunne sige "det her er mit, min hjem, min jord og jeg kan goere hvad jeg vil med den". KIDC har ved hjaelp fra boenderne selv og frivillige kraefter faaet optalt jorden i landsbyen, saa certifikaterne forhaabentlig snart kan blive tildelt boenderne. Anne og jeg besoegte en familie i landsbyen, som fortalte os om deres ulidelige situation og om hvor svaert det var for dem at broedfoede deres familie grundet den ekstreme fattigdom. Vi kunne se det i deres oejne - de var desperate for at se en lysere tid i moede! Denne oplevelse var enormt taenkevaekkende og spaendende - det saetter tingene i perspektiv at nogle mennesker lever paa denne maade!
Frokosten efter landsbybesoeget blev indtaget hos en ansat i KIDC i hendes private hjem, og paa aegte nepalesisk mener spise vi Dal Bath paa gulvet - med fingrene! Man ser ikke just charmerende ud med hele kloer fem i hovedet, men det goer de jo heller ikke! Eftermiddagens undervsining omhandlede fattigdom og foregik paa KIDC's kontor! Fedt at laere om disse temaer, men vi sidder midt i det!
Aftenen tilbragte vi hos Predipter, som oprindelig er fra Indien, men som er udstationeret i nepal som udviklingsmedarbejder for KIDC. Her blev vi budt paa hjemmehygge med nepalesiske snacks (ris, kylling, fried onion) og ikke mindst 7 % nepalesisk oel - en aegte kulturel oplevelse!
Oplevelserne i dag har vist os hvilket fantastisk og engageret arbejde MS goer herude - hatten af for de mennesker der bedriver disse sociale forandringer -det ahr vi i dag set med voeres egne oejne at der haardt brugt for! Vi er stolte over at vaere en del af dette team - af dette meningsskabende arbejde!
Landrettigheder i 45 graders varme
Forestil jer at vaagne op badet i sved. hele din krop dunker fordi du har det saa varmt! Sengetoejet er fugtugt og der er ikke en vind der roerer sig - overhovedet! saadan vaagnede vi op i Kapilvastu denne onsdag morgen. Vi brugte ellers en del tid og energi paa at ventilatorerne i loftet paa vaerelset til at fungere igaar, men kl. ca. 05:00 imorges stoppede de! Vi spurtede alle desperate ud i et iskoldt bad da uret ringede kl. 07:00 - Arhh...nogenlunde kropstemperatur igen! Guesthouset vi bor paa er primitivt og vi faar virkelig set det virkelige Nepal her i Kapilvastu. Morgenmaden i dag bestod af omelet og sharparti - jeg skal godt nok vaenne mig til varm morgenmad! Men godt smagte det da og vi er egentlig blevet ret overrasket over, at et saa primitivt guesthouse serverer saa god mad, eller fin mad (vi savner Gukos fantastisk mad).
Lige nu sidder vi under en skoen ventilator paa et kontor inde midt i byen. Kontoret tilhoerer MS's lokale partnerorganisation, KIDC, som bla. staar for et landrettighedsprojekt her i en landsby lidt uden for byen hvor vi befinder os. Vi skal nu foerst hoere lidt om projektet og derefter ude i felten og SE hvad det egentlig er der bliver bedrevet. Mange boender i dag i Nepal ejer ikke deres egen jord, men arbejder og bor blot paa den, som er ejet af saakaldte "landlords". Dette betyder for boenderne, at de ikke er sikret hverken oekonomisk eller ift. at beholde deres beskedne hjem, da ejerene til hver en tid kan smide dem paa gaden! Probelemet er ogsaa at mange boender ifbm at de ikke jer jord, ikke har faaet et citizinship certificate og dermed er afskaaret fra mange ting, saasom uddannaelse og at optage laan i banken. KIDC hjaelper disse boender med foerst og fremmest at oplyse dem om deres rettigheder og empower dem til at kaempe for disse - give dem en stemme! Derudover proever de ogsaa at presse staten ift. at faa udarbejdet disse certifikater, saa boenderne kan se en lysere, og mere stabil fremtid i moede! Boenderne lever en meget ulidelig tilvaerelse hvor de ikke aner om de er koebt eller solgt og hvor de ofte har meget svaert ved at forsoerge deres familie! Boenderne i den landsby vi besoegte i dag, pointerede at det vigtigste for dem er, at kunne sige "det her er mit, min hjem, min jord og jeg kan goere hvad jeg vil med den". KIDC har ved hjaelp fra boenderne selv og frivillige kraefter faaet optalt jorden i landsbyen, saa certifikaterne forhaabentlig snart kan blive tildelt boenderne. Anne og jeg besoegte en familie i landsbyen, som fortalte os om deres ulidelige situation og om hvor svaert det var for dem at broedfoede deres familie grundet den ekstreme fattigdom. Vi kunne se det i deres oejne - de var desperate for at se en lysere tid i moede! Denne oplevelse var enormt taenkevaekkende og spaendende - det saetter tingene i perspektiv at nogle mennesker lever paa denne maade!
Frokosten efter landsbybesoeget blev indtaget hos en ansat i KIDC i hendes private hjem, og paa aegte nepalesisk mener spise vi Dal Bath paa gulvet - med fingrene! Man ser ikke just charmerende ud med hele kloer fem i hovedet, men det goer de jo heller ikke! Eftermiddagens undervsining omhandlede fattigdom og foregik paa KIDC's kontor! Fedt at laere om disse temaer, men vi sidder midt i det!
Aftenen tilbragte vi hos Predipter, som oprindelig er fra Indien, men som er udstationeret i nepal som udviklingsmedarbejder for KIDC. Her blev vi budt paa hjemmehygge med nepalesiske snacks (ris, kylling, fried onion) og ikke mindst 7 % nepalesisk oel - en aegte kulturel oplevelse!
Oplevelserne i dag har vist os hvilket fantastisk og engageret arbejde MS goer herude - hatten af for de mennesker der bedriver disse sociale forandringer -det ahr vi i dag set med voeres egne oejne at der haardt brugt for! Vi er stolte over at vaere en del af dette team - af dette meningsskabende arbejde!
Louise
Lige nu sidder vi under en skoen ventilator paa et kontor inde midt i byen. Kontoret tilhoerer MS's lokale partnerorganisation, KIDC, som bla. staar for et landrettighedsprojekt her i en landsby lidt uden for byen hvor vi befinder os. Vi skal nu foerst hoere lidt om projektet og derefter ude i felten og SE hvad det egentlig er der bliver bedrevet. Mange boender i dag i Nepal ejer ikke deres egen jord, men arbejder og bor blot paa den, som er ejet af saakaldte "landlords". Dette betyder for boenderne, at de ikke er sikret hverken oekonomisk eller ift. at beholde deres beskedne hjem, da ejerene til hver en tid kan smide dem paa gaden! Probelemet er ogsaa at mange boender ifbm at de ikke jer jord, ikke har faaet et citizinship certificate og dermed er afskaaret fra mange ting, saasom uddannaelse og at optage laan i banken. KIDC hjaelper disse boender med foerst og fremmest at oplyse dem om deres rettigheder og empower dem til at kaempe for disse - give dem en stemme! Derudover proever de ogsaa at presse staten ift. at faa udarbejdet disse certifikater, saa boenderne kan se en lysere, og mere stabil fremtid i moede! Boenderne lever en meget ulidelig tilvaerelse hvor de ikke aner om de er koebt eller solgt og hvor de ofte har meget svaert ved at forsoerge deres familie! Boenderne i den landsby vi besoegte i dag, pointerede at det vigtigste for dem er, at kunne sige "det her er mit, min hjem, min jord og jeg kan goere hvad jeg vil med den". KIDC har ved hjaelp fra boenderne selv og frivillige kraefter faaet optalt jorden i landsbyen, saa certifikaterne forhaabentlig snart kan blive tildelt boenderne. Anne og jeg besoegte en familie i landsbyen, som fortalte os om deres ulidelige situation og om hvor svaert det var for dem at broedfoede deres familie grundet den ekstreme fattigdom. Vi kunne se det i deres oejne - de var desperate for at se en lysere tid i moede! Denne oplevelse var enormt taenkevaekkende og spaendende - det saetter tingene i perspektiv at nogle mennesker lever paa denne maade!
Frokosten efter landsbybesoeget blev indtaget hos en ansat i KIDC i hendes private hjem, og paa aegte nepalesisk mener spise vi Dal Bath paa gulvet - med fingrene! Man ser ikke just charmerende ud med hele kloer fem i hovedet, men det goer de jo heller ikke! Eftermiddagens undervsining omhandlede fattigdom og foregik paa KIDC's kontor! Fedt at laere om disse temaer, men vi sidder midt i det!
Aftenen tilbragte vi hos Predipter, som oprindelig er fra Indien, men som er udstationeret i nepal som udviklingsmedarbejder for KIDC. Her blev vi budt paa hjemmehygge med nepalesiske snacks (ris, kylling, fried onion) og ikke mindst 7 % nepalesisk oel - en aegte kulturel oplevelse!
Oplevelserne i dag har vist os hvilket fantastisk og engageret arbejde MS goer herude - hatten af for de mennesker der bedriver disse sociale forandringer -det ahr vi i dag set med voeres egne oejne at der haardt brugt for! Vi er stolte over at vaere en del af dette team - af dette meningsskabende arbejde!
Louise
Tuesday, May 11, 2010
Discovering the Kapilvastu district...
Efter at have overvaeret morgentrafikken i Kathmandu - som allerede kl. 07.00. om morgenen er overvaeldende - kom vi efter 1 1/2 times koersel ud af byen. Kursen var mod Kapilvastu district, ca. 500 km sydvest fra Kathmandu.Langs de snoede bjergveje moedte vi hundrevis af lastbiler, den ene mere opfindsomt dekoreret end den anden...De skulle sikkert ind til byen med forsyninger efter den ugelange "bandh" (national strejke), hvor ingen har kunnet modtage forsyninger af nogen art. Derudover passerede vi adskillige skoleboern, der alle - klaedt i fine skoleuniformer - fulgtes ad i smaa grupper til skole. De smaa piger var pyntet med fine roede sloejfer i haaret.
Ud af byen forvandlede vores omgivelser sig til det mest fortryllede landsskab, hvilket indboed til mere end een enkelt billedeserie. Fra de snoede bjergveje forvandlede vores omgivelser sig til enorme skove, og knap saa mange haarnaalesving, hvilke vores soede chauffoer, Naresh, havde klaret til U.G. Vi befandt os nu i "terai"-omraadet, lavlandet i Nepal.
Henad frokosttid blev det tid til et lille rest, til vores overraskelse nu over 40 graders varme...pyha. Pludselig var vi enormt glade for "vores" dejlige bus, som udover at have enorm god plads ogsaa havde aircondition :-)
Da vi hen paa eftermiddagen langsomt trillede ind i byen i Kapilvasto distriktet kunne vi hurtigt konkludere, at omraadet var MEGET mere fattigt og primitivt end hvad vi kom fra... - taenk at det kan lade sig goere!!!? Udover dette primitive element, blev turen krydret med 43 graders varme - ogsaa selv efter solen var gaaet ned!!! pyha...
Henad frokosttid blev det tid til et lille rest, til vores overraskelse nu over 40 graders varme...pyha. Pludselig var vi enormt glade for "vores" dejlige bus, som udover at have enorm god plads ogsaa havde aircondition :-)
Da vi hen paa eftermiddagen langsomt trillede ind i byen i Kapilvasto distriktet kunne vi hurtigt konkludere, at omraadet var MEGET mere fattigt og primitivt end hvad vi kom fra... - taenk at det kan lade sig goere!!!? Udover dette primitive element, blev turen krydret med 43 graders varme - ogsaa selv efter solen var gaaet ned!!! pyha...
Igennem byen blev vi moedt at nogle meget nysgerrige og interesserede blikke fra de lokale, hvilke tydeligt viste, at der meget sjaeldent kommer "turister" ud i den del af landet (nu betragter vi jo ikke os volontoerer som turister...ha ha).
Da vi efter indkvartering i RICE guesthouse indtog byen til fods, blev vi fortsat fulgt af de nysgerrige blikke fra baade boern, unge og voksne, der alle ville have et glimt af "de hvide", der nu var kommet til byen. Ofte var der boern, der loeb efter os, mange vinkede og nogle raabte: "Hello, how are you? and where do you come from?". Disse blev ofte efterfulgt af et fnis eller et smil fra de lokale.Tilbage til vores midlertidige hjem, RICE guesthouse, blev aftenens middag serveret og nydt paa tagterassen. En aften i Nepal, hvor vi ikke behoevede at salte eller supplere maden med chili.
Langsomt lod vi dagens oplevelser og indtryk summe ind, mens vi taenkte paa morgendagen og paa hvilke finurligheder og erfaringer, den ville bringe.
// Line
Langsomt lod vi dagens oplevelser og indtryk summe ind, mens vi taenkte paa morgendagen og paa hvilke finurligheder og erfaringer, den ville bringe.
// Line
Monday, May 10, 2010
Blod, sved og taarer.
Sveden piblede fra panden. Det semi-lille koekken, oppe under taget, er som en sauna efter dagens solskinsvejr og ms volontoerernes(Anne, Line, Louise og jeg), Gokus, Bohnis og Sonams koks kroepsvarme. Ifoert et toerklaede, dekorerede af regbuens falmede farver, staar jeg og aelter dejen.
Vores nuvaerende "opgave" er, at laere kunsten om momos. Momos kan beskrives som en lille dejcirkel, der omgiver fyld efter eget valg. Det typiske fyld er: Ko, gris, kylling eller vegetarisk. Er man kreativ, kan man kalde momos for en lille deform piroq (uden overhoved at mene noget ondt med det).
Tilbage i kampen arbejder vi videre med hver vores opgave, der til sidst skal forenes og ende som et maaltid. Da dejen er aeltet faerdig, saetter vi os paa gulvet. Goku finder den nepalisiske morter frem, som er en stenplade og tilhoerende stenblok. Mens Anne og Louise proever krafter med den, aelter Line og jeg det forskellige fyld. Med hoejre haand selvfoelgelig. Ingen urene haender i maden.
Vi faar rullet dejen ud, og med smaa fine bevaegelser med fingrerne (som jeg tydeligvis ikke mestrer), bliver fyldet foldet sammen i dejskiverne.
Haenderne er traette efter dagens arbejde. Dagen i dag har ogsaa vaeret cleaning day.
Under solens eftermiddagshede gik vi ude i gaarden, krumboejet og fejende, og samlede blade ind. Efter en times effektiv rengoering inde og ude, startede momo class.
Efter 1,5 times cooking class smager vi frugten af vores arbejde. Langt om laenge saetter vi os til bordet,og spiser de momos vores haender selv har fremmanet.
Marcus.
Vores nuvaerende "opgave" er, at laere kunsten om momos. Momos kan beskrives som en lille dejcirkel, der omgiver fyld efter eget valg. Det typiske fyld er: Ko, gris, kylling eller vegetarisk. Er man kreativ, kan man kalde momos for en lille deform piroq (uden overhoved at mene noget ondt med det).
Tilbage i kampen arbejder vi videre med hver vores opgave, der til sidst skal forenes og ende som et maaltid. Da dejen er aeltet faerdig, saetter vi os paa gulvet. Goku finder den nepalisiske morter frem, som er en stenplade og tilhoerende stenblok. Mens Anne og Louise proever krafter med den, aelter Line og jeg det forskellige fyld. Med hoejre haand selvfoelgelig. Ingen urene haender i maden.
Vi faar rullet dejen ud, og med smaa fine bevaegelser med fingrerne (som jeg tydeligvis ikke mestrer), bliver fyldet foldet sammen i dejskiverne.
Haenderne er traette efter dagens arbejde. Dagen i dag har ogsaa vaeret cleaning day.
Under solens eftermiddagshede gik vi ude i gaarden, krumboejet og fejende, og samlede blade ind. Efter en times effektiv rengoering inde og ude, startede momo class.
Efter 1,5 times cooking class smager vi frugten af vores arbejde. Langt om laenge saetter vi os til bordet,og spiser de momos vores haender selv har fremmanet.
Marcus.
Friday, May 7, 2010
Ligbraending, Bandha og det nepalesiske sprog!
Efter den daglige morgensamling og blogresitering er det nu paa tide at bevaege sig ud i det kaos af mennesker, hunde og skraeld der ogsaa er kendt som det bandha-ramte Kathmandu! Selvom alle de nye ting kan gore en forpustet bare ved det forste blik, er det nu meget behageligt at gaa i en saa fascinerende storby uden biler - lig med naesten ingen forurening! uhm.. en ren luft, som jeg tror vi skal nyde saa laenge den varer.
Vi har sneget os ud fra vores oase, ud i folkemaengden for at komme til et sted - et meget helligt sted - Pashupatinaath. Et sted for det hinduistiske folk og nysgerrige sjaele - og ja - indda dode hinduister, da dette er stedet hvor de bliver braendt af! For hinduisterne er dette en meget hellig sermoni, der varer omkring 13-14 dage efter afbranding. Det var meget graenseoverskridende for os "turister", som er et privat begravelses-folkefaerd, og som sjaeldent ser en dod person i det hele taget - og saa skal liget ovenikobet braendes i al offentlighed.
Ligene bliver brandt ved en flod, som efterhaanden bare er en bunke vaad skrald. Sudha vores nepalesiske og lattermilde laerer kigger bedrovet paa floden og kan naermest ikke forstaa, hvordan en flod hun badede i som lille, nu er blevet saa ligegyldig. Denne flod er naermest i sig selv en attraktion, en sorgelig en, da det viser hvad "vores" vestlige skraeld har gjort ved ostens ellers hellige steder.
Hvis man kigger op fra floden ser man noget, hvor fremmede har absolut ingen tilgang, forstaaeligt nok, nemlig Shivas tempel, et sted hinduer finder fred til deres indre gud. Aberne er ligeglade med hvor de gaar.
Til og fra dette sted, stodte vi ind i maoisterne og deres fortsatte bandh. I deres rode klaeder marcherer de op og ned ad gader for at holde oje med at folk ikke laver en dyt. Det er fredeligt, men hvad er der i vente?
Efter hjemkomsten til oasen fik vi dejlig nepalesisk mad med tilhorende frugt plus en pause for vi gik igang med vores forste nepali time - kunsten at snakke nepalesisk. "Mero naam Anne ho, mero desh Danmark ho - Umeshji dhanyabaad!"
Aaja ko laagi dhanyabad - Tak for i dag!
Anne
Vi har sneget os ud fra vores oase, ud i folkemaengden for at komme til et sted - et meget helligt sted - Pashupatinaath. Et sted for det hinduistiske folk og nysgerrige sjaele - og ja - indda dode hinduister, da dette er stedet hvor de bliver braendt af! For hinduisterne er dette en meget hellig sermoni, der varer omkring 13-14 dage efter afbranding. Det var meget graenseoverskridende for os "turister", som er et privat begravelses-folkefaerd, og som sjaeldent ser en dod person i det hele taget - og saa skal liget ovenikobet braendes i al offentlighed.
Ligene bliver brandt ved en flod, som efterhaanden bare er en bunke vaad skrald. Sudha vores nepalesiske og lattermilde laerer kigger bedrovet paa floden og kan naermest ikke forstaa, hvordan en flod hun badede i som lille, nu er blevet saa ligegyldig. Denne flod er naermest i sig selv en attraktion, en sorgelig en, da det viser hvad "vores" vestlige skraeld har gjort ved ostens ellers hellige steder.
Hvis man kigger op fra floden ser man noget, hvor fremmede har absolut ingen tilgang, forstaaeligt nok, nemlig Shivas tempel, et sted hinduer finder fred til deres indre gud. Aberne er ligeglade med hvor de gaar.
Til og fra dette sted, stodte vi ind i maoisterne og deres fortsatte bandh. I deres rode klaeder marcherer de op og ned ad gader for at holde oje med at folk ikke laver en dyt. Det er fredeligt, men hvad er der i vente?
Efter hjemkomsten til oasen fik vi dejlig nepalesisk mad med tilhorende frugt plus en pause for vi gik igang med vores forste nepali time - kunsten at snakke nepalesisk. "Mero naam Anne ho, mero desh Danmark ho - Umeshji dhanyabaad!"
Aaja ko laagi dhanyabad - Tak for i dag!
Anne
Thursday, May 6, 2010
Nameste fra det bandh-ramte Kathmandu - 1. dag
Saa blev den foerste "rigtige" dag paa platformen skudt igang! Morgenen startede paa pigernes vaerelse med iskoldt bad i moerke, da vaekkeuret ringede foer generatoren var vaagnet op. Uheldigvis for Line havde hun igaar aftes meldte sig frivilligt som foerste mand paa badevaerelset naeste morgen, for da det blev baade Anne og min egen tur var det varme vand og lyset kommet - skoent! Dagen startede paa platformens dejlige tagterasse med morgenmoede, gennemgang af den naeste maaneds skema og en snak om bekymringer og forventninger?forhaabninger ift. vores ophold her i Kathmandu. Vi var alle ret enige om at vi haaber at faa flyttet vores personlige graenser, faa den nepalestiske kultur ind under huden og at bedrive social forandring - eller i hvert fald proeve paa det! Vores bekymringer bestod mest af alt af, at blive skuffet over sig selv og sine evner som volontoer, at faa for meget hjemve samt ikke at faa tid og rum til at reflektere over alle de mange indtryk vi faar her! Herefter stod den paa undervisning med vores lokale underviser Umesh omkring Nepal samt en mere detaljeret fortaelling om den bandh (general strejke) Nepal befinder sig i lige pt. Vi blev kloge og det er rart at vide hvilken situation landet staar i nu naar vi skal vaere en stor del af det den naeste maaned! Vi haaber dog snart situationen vender, da vi ser meget frem til alle de spaendende eksusioner vi skal paa de naeste uger, hvilke kraever at strejken ender. Til aften fik vi pizza som koekken-feen Guko havde lavet til os - det er jo det vilde luksus at sidde i Nepal og baade have varmt vand til badet og pizza til aftensmad - mums mums mums! Til aften har vi hoert Sunam fortaelle om Green School project som er et projekt han har startet for at forbedre skoleforholdene for boernene rundt om i Nepal, saa de baade sommer, vinter og i monsoomen kan holde ud af vaere der - meget spaendende! Vi har ogsaa i dag proevet hvad det vil sige at bevaege sig uden for platformen efter moerkets frembrud, da vi (os der ryger) i vores desperation efter ild, maatte gaa ud og lede efter en shop der solgte lightere - vi var bevaebnet med lommelygte og hold hinanden taet ind til siug i frygt for at blive overfaldet af de herreloese hunde der gaar omkring i gaderne - eller det var nok mest mig der klemte mig ind til Line :-) Naar men vi fik lightere og Line en god griner over mig som nok opfoerte mig som lidt af en kylling! Nu er vi traette efter en lang, indholdsrig og spaendende dag, saa vi vil lukke bloggen og husets generator ned og hoppe paa hovedet i seng - tak for en god foerste dag!
Louise
Wednesday, May 5, 2010
Ankomst i Kathmandu
Vi er tidligere i dag ankommet til Kathmandu. Efter en lang rejse med alt for mange ventetimer i Delhi en onsdag morgen. Men vi er ankommet til en opdelt Kathmandu mellem maoisterne, som lukker byen af for offentlig transport, og dem der stoetter premierministeren. Efter en aftentur rundt gaderne, liver byen op, da butikkerne har lov til at aabne mellem 6 og 8. Man kan se boernene spiller fodbold i gaderne, maoisterne holder demonstrationer med sang og dans, og politiet staar klar paa hvert gadehjoerne armeret til taenderne. Alt i alt en begivenhedsrig 1. dag i Nepal.
Marcus
Velkommen til Kathmandu!
Global Platform Nepals maj-hold er idag ankommet til et meget spændende Kathmandu, og jeg, Rekha, tænkte det var tid til et par ord fra facilitatorhold.
Onsdag den 5. maj
Strejken kører på sin 4. dag. Den 1. maj stod landet stille, mens maoisterne var på barrikaderne. Alene i Kathmandu marcherede 150.000 rødklædte, sloganråbende og flagbevæbnede rekrutter ind fra alle hovedvejene. Sjældent har jeg set et noget så velorganiseret og helt og aldeles fredeligt.
1. maj efterfulgtes af (ja, 2. maj) en landsdækkende generalstrejke, som nu har sat dagligdagen i stå landet over. ’Daily life crippled’ - som de lokale nyhedsmedier skriver; et meget rammende ordvalg, som jeg ikke lige kan finde en fyldestgørende pendant til på dansk. De tilrejsende maoistiske cadres bor nu i meget interimistiske barakker, baghaver og i nogle af de skoler, de har ryddet rundt omkring i befolkningstætte Kathmandu.
Alle offentlige institutioner og kontorer, butikker, skoler og veje er lukkede. Ingen transport, hverken offentlig eller privat, er tilladt, kun udrykningskøretøjer, turistbusser og diplomatbiler og pressefolk er undtaget. Gode relationer til det internationale samfund og turisternes sikkerhed er højt på dagsordenen, uanset politiske sympatier. Nogle ting, er der enighed om…
Uden transport kommer ingen forsyninger ind i Kathmandu. Langsomt reduceres vores fødevare-lager her på platformen. Priserne på grønt og frugt er fordoblet bare i løbet af den seneste uge, så selvom vores kok, Goku, er en sand tryllekunstner i et køkken, ser vores måltider umiskendeligt ensidige ud. Ris, pasta, linser og mel rækker langt og længe, men spørgsmålet er, hvor meget længere Kathmandus befolkning kan holde.
Og hvor længe holder de unge maoistiske rekrutter ud? Mange af dem troede, deres tilstedeværelse blot var påkrævet for 1. maj-agitationen, og de er begyndt at vende tilbage til deres landsbyer. Hvem skal ellers fodre deres husdyr? Det har regnet næsten hver aften. Mange bliver syge under de ringe indkvarteringsforhold, og senest har mindst 300 fået diarré på grund af forurenet drikkevand.
Den maoistiske top kræver premierministerens afgang, før den vil afblæse strejken. Premierministeren vil ikke lade demokratiet bukke under for pres og vil ikke uden videre trække sig tilbage. Hvem giver sig først? Begge parter venter på, at den anden begår den første fejl, kaster den første sten… Der er stilhed før stormen.
Rikke (facilitator) nåede ud af Kathmandu sidste fredag for sin planlagte tur. Efter i lørdags, ville det have været umuligt at komme ud af byen. Det er også umuligt at komme ind. Min 1. maj-joke om, at hun jo havde trekkingudstyret med og bare kunne vandre tilbage fra bjergene, hvis det blev nødvendigt, blev en realistisk overvejelse over satelittelefonen i dag. Ingen, INGEN, ved, hvor længe strejken vil vare.
Det nye volontørholds ankomst i dag 5. maj har vi nu ikke været i tvivl om. Vi og vores aktiviteter er ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt helt og aldeles køreklar, og det bliver et spændende program! Dog har afhentning fra lufthavnen givet anledning til hovedbrud. Hvordan skulle vi klare den? Vi kom frem til at ville bruge én af de tidligere MS-biler, der har på blå plader, for sådanne er jo tilladte. Imidlertid var situationen og kontrollen med køretøjer blevet skærpet, så vores chauffør i sidste øjeblik sprang fra. Ke garne? What to do?
Fluks springer Camp Officer Kaji på cyklen, iler til lufthavnen, får vores netop ankomne volontører sat på en af de faste tourist shuttle buses, ringer til Sumi og jeg, som henter volontørerne, hvor turistbussen stopper, heldigvis ikke mange minutters gang fra platformen.
Velkommen til Kathmandu!
Onsdag den 5. maj
Strejken kører på sin 4. dag. Den 1. maj stod landet stille, mens maoisterne var på barrikaderne. Alene i Kathmandu marcherede 150.000 rødklædte, sloganråbende og flagbevæbnede rekrutter ind fra alle hovedvejene. Sjældent har jeg set et noget så velorganiseret og helt og aldeles fredeligt.
1. maj efterfulgtes af (ja, 2. maj) en landsdækkende generalstrejke, som nu har sat dagligdagen i stå landet over. ’Daily life crippled’ - som de lokale nyhedsmedier skriver; et meget rammende ordvalg, som jeg ikke lige kan finde en fyldestgørende pendant til på dansk. De tilrejsende maoistiske cadres bor nu i meget interimistiske barakker, baghaver og i nogle af de skoler, de har ryddet rundt omkring i befolkningstætte Kathmandu.
Alle offentlige institutioner og kontorer, butikker, skoler og veje er lukkede. Ingen transport, hverken offentlig eller privat, er tilladt, kun udrykningskøretøjer, turistbusser og diplomatbiler og pressefolk er undtaget. Gode relationer til det internationale samfund og turisternes sikkerhed er højt på dagsordenen, uanset politiske sympatier. Nogle ting, er der enighed om…
Uden transport kommer ingen forsyninger ind i Kathmandu. Langsomt reduceres vores fødevare-lager her på platformen. Priserne på grønt og frugt er fordoblet bare i løbet af den seneste uge, så selvom vores kok, Goku, er en sand tryllekunstner i et køkken, ser vores måltider umiskendeligt ensidige ud. Ris, pasta, linser og mel rækker langt og længe, men spørgsmålet er, hvor meget længere Kathmandus befolkning kan holde.
Og hvor længe holder de unge maoistiske rekrutter ud? Mange af dem troede, deres tilstedeværelse blot var påkrævet for 1. maj-agitationen, og de er begyndt at vende tilbage til deres landsbyer. Hvem skal ellers fodre deres husdyr? Det har regnet næsten hver aften. Mange bliver syge under de ringe indkvarteringsforhold, og senest har mindst 300 fået diarré på grund af forurenet drikkevand.
Den maoistiske top kræver premierministerens afgang, før den vil afblæse strejken. Premierministeren vil ikke lade demokratiet bukke under for pres og vil ikke uden videre trække sig tilbage. Hvem giver sig først? Begge parter venter på, at den anden begår den første fejl, kaster den første sten… Der er stilhed før stormen.
Rikke (facilitator) nåede ud af Kathmandu sidste fredag for sin planlagte tur. Efter i lørdags, ville det have været umuligt at komme ud af byen. Det er også umuligt at komme ind. Min 1. maj-joke om, at hun jo havde trekkingudstyret med og bare kunne vandre tilbage fra bjergene, hvis det blev nødvendigt, blev en realistisk overvejelse over satelittelefonen i dag. Ingen, INGEN, ved, hvor længe strejken vil vare.
Det nye volontørholds ankomst i dag 5. maj har vi nu ikke været i tvivl om. Vi og vores aktiviteter er ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt helt og aldeles køreklar, og det bliver et spændende program! Dog har afhentning fra lufthavnen givet anledning til hovedbrud. Hvordan skulle vi klare den? Vi kom frem til at ville bruge én af de tidligere MS-biler, der har på blå plader, for sådanne er jo tilladte. Imidlertid var situationen og kontrollen med køretøjer blevet skærpet, så vores chauffør i sidste øjeblik sprang fra. Ke garne? What to do?
Fluks springer Camp Officer Kaji på cyklen, iler til lufthavnen, får vores netop ankomne volontører sat på en af de faste tourist shuttle buses, ringer til Sumi og jeg, som henter volontørerne, hvor turistbussen stopper, heldigvis ikke mange minutters gang fra platformen.
Velkommen til Kathmandu!
Subscribe to:
Posts (Atom)