Wednesday, September 29, 2010

Kommunikations vanskeligheder.

Kommunikations vanskeligheder. Et problem vi efterhaanden alle snart er stoedt paa. Det goer det alligevel ikke nemmere en tirsdag eftermiddag, hvor programmet staar paa redigering af video. Meningen er at den skal vaere et samarbejde med nogle nepalesiske breakdancere. Det er dog saa meget sagt! Spaendingen stiger naar moedetidspunktet naermer sig, vil de dukke op idag ? Det en succes, at det sker med mindre end en times forsinkelse (alt er jo trods alt i nepali time). Efter en snakken frem og tilbage proever mig og camilla forgaeves at faa et svar tilbage - hvergang samtalen ender ryster han paa hovedet og siger "okay". Det er svaert at finde ud af, om dette faktisk er en hovedrysten som betyder ja. Resultatet efter en lang dag, er en halvfaerdig video med en masse snak paa nepali. Heldigvis er temaet "ung i nepal", saa mon ikke det gaar, med en undskyldning om dette maa vaere maalgruppen ? ;)

/ Julie

Tuesday, September 28, 2010

Regnbueisens dystre bagside

Af og til kan man finde sig selv i situationer, der er saa absurde og groteske, at man maa opgive at forklare dem. Dette skete for undertegnede mandag formiddag paa platformen i Kathmandu. Herren med pennen var placeret paa en stol foran to mennesker, der ellers normalt er ved deres fulde fem. Men denne dag var ikke som de andre. De to unge, men fuldt myndige, kvinder, sad serioest og argumenterede for, hvilken af chokolade- eller jordbaerisen, der var den bedste i den trefarvede regnbueis, som de fleste kender fra deres barndom. I takt med at undertegnedes kaebe naermede sig gulvet, naaede samtalen uventede hoejder, da det blev konkluderet, at den hvide vanilleis i virkeligheden var den bedste, da den havde forbindelse til Hitlers nazistiske raedselsregime med sit ariske look.

At det hele bare var et opstillet rollespil, som en oevelse i konstruktiv kommunikation, boer man naturligvis ikke naevne, da det vil oedelaegge historien totalt. Nu kom jeg til det alligevel. Det skal i oevrigt siges, at chokoladeisen selvfoelgelig er den bedste.

/Mads

Friday, September 24, 2010

Livet i Slummen

Jeg sidder i skraederstilling i et rum, der er mindre end mit vaelse hjemme. Foran mig staar den stoerste portion ris, jeg nogensinde er blevet serveret, men alt muligt tilbehoer. Jeg er paa besoeg i en slumfamilie og vi spiser aftensmad. Jeg taenker paa dem der hjemme, og vores spisebord i lyst trae, som mine foraeldre naesten lige har koeb og som man ikke maa sidde ved uden at have noget under sin talerken, for taenk nu hvis der kom maerker. Men i virkeligheden tror jeg ikke, det goer den store forskel, eftersom min vaertsfamilie snakker, pjatter og hygger ligesom min familie ville have gjort det. Der er bare en forskel. Jeg tror ikke min mor havde vaeret tilfreds med, at skulle vente til aller sidst med at spise for saa at se hvad der er tilbage;)
Jeg kan ikke spise op. "Nanna du sidder i en familie, der koeber mad fra dag til dag fordi de ikke har raad til andet og saa kan du ikke spise op!" Wow hvor jeg skammer mig, men ingen i familien lader til at tage notits af det, de skraber bare det sidste af deres tallerkender, inden datteren, som er paa min alder, samler tallerkenderne sammen og gaar ud for at begynde og vaske op.
Inden aftensmaden har vi vaeret 5 piger oppe og spise Momos. Der blev pjattet, grinet og snakket en helt masse. Vi gik indslynget i hinanden, som man ser mange nepalesiske piger goerer.
Paa vejen tilbage gik mig og min vaerts soester, med hinanden i haanden og snakkede om drenge. Hun ville af princip ikke snakke med drenge, fordi de var ufornuftige. Jeg spurgte om hun nogensinde havde haft en kaereste og hun grinede bare af mig og sagde, at hun foerst skulle giftes om 5 aar. Jeg blev stille. Du har ikke en kaereste, men du vil giftes om 5 aar? Med hvem? Der gik lidt tid inden hun saa op paa mig og sagde, at maend i Kathmandu drak for meget og at hendes foraeldre nok skulle finde en ordentlig mand til hende. Jeg blev stille igen. Hun virkede tilfreds.
Tilfreds med sit liv og de traditioner der omgav hende.

/ Nanna

Thursday, September 23, 2010

Cow is a pet animal

Kulturchok. Observerende en femte klasses undervisning i engelsk befandt vi os i et nyt og uventet kulturmoede. Undertrykte grin samt aabne munde og polyter var vores umiddelbare reaktion paa det faktum, at koen bliver betragtet som et "kaeledyr" i Nepal. Med koer gaaende loest i Nepal paa gader og straede,r ofte stoppende trafikken, var vores ideer om koen som kaeledyrs potentiale ikke ligefrem store. Forklaringen paa dette umiddelbare underlige faenomen skulle imidlertid findes i definitionen af et kaeledyr. A pet is a domestic animal loed forklaringen.

Temaet for dagens undervisning var ellers hunden. Ud fra en kort tekst laeste laereren op om hundens udseende og egenskaber og forsoegte at stille forstaalsesspoergsmaal til eleverne. Det blev dog naermere en gentagelse af den tekst, som laereren havde laest op, og man kunne komme i tvivl om, hvor stort udbytte undervisningen havde. De fremlige drenge fremviste ivrigt deres evner, mens de stille pige mere mumlede sammen og ikke rigtigt kom ud af busken. En kort tekst om koen blev deres efterfoelgende opgave, hvor den lille pige siddende ved siden af mig lavede en slags copy-paste af hundehistorien. Formentlig uforstaaende over betydningen af hendes egne skrevne ord kom koen til at bo i et hundehus. Det viste I nok ikke den gjorde :) Forhaabentlig er vi i morgen i stand til at faa alle 18 elever med og give dem en stoerre forstaaelse i undervisningen, der kommer til at vare en time, i stedet for den halve vi observerede ;)

Kvaliteten af undervisningen og manglen paa anderledes undervisningsmetoder eller tilgange er imidlertid ikke de eneste problemer paa Nepals kommunale skoler. De fleste laereres motivation er minimal og manglende kontrol af deres undervisning er udbredt, hvis ikke inspektoeren er meget opmaerksom paa problemet. De ofte uuddannede foraeldre er ude af stand til at opdage den mangelfulde undervisning af deres boern, hvorfor de ikke har kompetencerne til at kunne ruske op i de dovne og pengegriske laerere og derigennem forbedre undervisningen. Loesningen paa problemet skulle efter en skoleprojektsengageret nepalesers mening vaere flere penge. Som kritiske danskere kunne vi imidlertid ikke se, hvordan problemerne skulle kunne loeses ved at give de pengegriske laerere flere penge, men maaske kender vi bare ikke kulturen godt nok ??

Under alle omstaendigheder bliver det spaendende at se, om vi faktisk er i stand til at foere vores mange ideer ud i livet og goere en lille forskel i morgen. Hvis det mislykkes, bliver vi forhaabentlig bare de erfaringer rigere til vores videre volontoerophold :)

Den store danskerdag

“Er det frikadeller?” Spaendingen stiger paa vej op til kantinen, efterhaanden som lugten spreder sig. Toer man haabe ? Vi har forlaengst laert, at der ikke er noget der hedder koed og da sket ikke svin i nepal. Derfor er begejstringen heller ikke til at tage fejl af, da den foerste tallerken er i syne – den staar paa dansk koekken idag! Coco, vores dejlige kok, har baade disket op med frikadeller, kartofler og stuvet hvidkaal. Isaer de to gange Rasmus vil komme til at leve langt paa denne oplevelse ;)
Men det stopper ikke her. Vores uofficielle temadag fortsaetter til hen paa aftenen, hvor vi gaar videre til danske desserter. Som en overraskelse til global change aktivisterne er der travlt i vores eget koekken. Banankage og frugtsalat har aldrig vaeret en stoerre succes! At se en masse asiatere med munden fuld og senere give sig hen i god gammeldags folkedans, kan sagtens faa et smil frem paa laeben.
Kontrasten til al denne glaede findes ude i Kathmandus gader – her lever tusindvis af portere under urimelige forhold. Deres rettigheder som arbejdere underkendes af staten og de maa derfor gaa til hoejstbydende. Vi er afsted for at se et projekt, som netop arbejder imod dette. Et led i dette besoeg foregaar i en porters hjem. Der skal ikke tages fejl af, naar man siger, at en dansker ogsaa er stor i bogstavelig forstand. Husene er usle, der lavt til loftet, alle familiemedlemmer i et rum – klaustrofobi og mus er svaere at undga i saadanne omgivelser.
Maerkelig hvordan en enkelt dag kan indeholder saa store kontraster.

/ Julie

Monday, September 20, 2010

Workshop

Dagens menu: Workshop

Forst fik vi serveret en lille appetizer. Rikke og Rekha kom med alle raavarerne. Der var alt fra en ”ideebank" og diskutioner om, "hvad er en god facilitator?" til hvilke elementer der gor sig glaedende for "den gode workshop". Vi fik virkelig vores appetit pirret, saa vores taender lob i vand blot ved tanken om den kommende udfordring.

Endelig - hovedretten.
Vi blev blandet til en god omgang frugtsalat, saa der baade var nepaleser og danskere i hver af de fire gruppe. Saa gjaldt det ellers om at faa blandet de rigtige indgrienser, saa vi kunne lave vores helt egen super laekre workshop. Opskrifterne fra apetizeren blev fulgt noje.
(Der arbejdes i ojeblikket paa at faa karolines kogeboger til at udgiveopskrifterne under titlen: "Workshops til hverdag") ;)
Det hele kolminerede i en kaempe workshop-buffet, hvor alle vores delikate ideer og paafundt blev serveret og praesentere paa fornemste vis. Festmaaltidet var overstaaet paa bare en halv time, men saadan er det jo - man bruger flere timer paa at forbereder den skonneste laekkerbisken til glaede for alle, og saa tager det kun en halv time at overstaa et hele naar man forst er gaaet igang. Dette til trods er der vist ingen tvivel om, at den nye eksotiske workshop-ret faldt i alles smag.

Wednesday, September 15, 2010

Tina Dickow

Der lugter lidt af tis. Vi befinder os i koeen til udenrigsministeriet blandt en masse kampsvedende nepalesere som alle haaber paa at kunne faa et pas saa de kan rejse ud i verden og proeve lykken. Vi har faaet til opgave at udspoerge de ventende om hvilke planer de har for at goere brug af deres kommende pas.
Engelskniveauet hos disse kommende emmigranter var dog noget haltende, og de mange maend var mere interresseret i at snakke med de pigerne end med Rasmus og jeg. Saa vi kaster os over drikkevarerne hos en rar dame der glaedeligt tager imod vores danske kroner.

- "You've got beautiful noses"

Aldrig havde vi hoert et saa fint kompliment, men vi blev da ogsaa lidt mistaenksomme da hun begyndte at spoerge til vores civile tilstand imens hun stod med sin datter i haanden.

Bangles Galore!

Som et led i vores assimileringsproces her i Nepal har de fleste af os piger fået aflagt den lokale skrædder besøg adskillige gange. Første gang for at få syet noget klassisk nepalesisk tøj og anden gang for at få vores kjoler syet ind i taljen, kortet af for neden og vores kavalergang gjort dybere. Den Søde Mand, som vi kalder vores skrædder, smiler blot og ryster på hovedet når vi forsøger at forklare ham hvilke detaljer vi gerne vil have fikset. Hvis vi lige var landet med 16-flyet ville vi nok også ryste på hovedet af hans umiddeltbare negative indstilling. Meeen det er vi ikke, så vi er udemærkede klar over at når nepaleserne ryster på hovedet er det en positiv tilkendegivelse. Sprogbarrieren eksisterer dog stadigvæk og på trods af at vi får megen ros rundt omkring for vores nepalesiske gloser, er spændingen halvdelen af fornøjelsen ved at bestille tøj hos Den Søde Mand, for vi er aldrig helt sikre på hvordan resultatet bliver.




Men tøjet er ikke det eneste vi er ved at få styr på. Vi har nemlig været ude og købe bangles (eller chudi som de lokale kalder dem) i helt enorme mængder. De fås i alle tænkelige farver og mønstre, og de kan kombineres på tusindevis af måder. Vi er enige om at det er fedt at få lov til at gå amok i farver, guld og glitter til hverdag og de lokale forhandlere af bangles har også været meget hjælpsomme i visse tilfælde. Måske endda lidt for hjælpsomme. For eftersom den gennemsnitlige danskerhånd er betydeligt større end den nepalesiske kan det være meget svært at få den klemt ind i et lidt for lille armbånd. Men det er der de nepalesiske kvinder kommer ind i billedet, de kan nemlig et trick eller to der kan få et tilsyneladende lille armbånd på en ret stor hånd. Men det er ikke nødvendigvis uden fysiske men for håndens ejer. Og sprogbarrieren kommer endnu en gang i spil:
Mig: It’s too small
Ivrig forhandlerinde: No no no!
Mig: But it’s too small for my hand
Ivring forhandlerinde: No no no, VERY BIG!
Udfra denne flig af en samtale jeg havde tidligere på dagen kan der dermed konkluderes at jeg for det første har meget store hænder og at det omtalte armbånd var meget stort (men stadigvæk for småt).
På trods af den ringe kommunikation er det nu engang svært at være muggen når vores ven Aanand venligt insisterer på at vi nu sagtens kan gå for at være nepalikvinder.

Og jeg er altså 180cm høj og er meget bleg af natur – så det siger ikke så lidt når den gennemsnitlige nepalikvinde, udfra mine personlige observationer, er ca. 160 cm og dejlig lækkerbrun.

Tuesday, September 14, 2010

TjuHAJ paa boernehjemmet


Boernenes skrig loed da den store haj kom efter dem. Men de eneste skader der skete var Passan som blev jokket paa af en lidt for ivrig Rasmus. Tid var der ikke til at laegge sig ned og graede for hajen var paa vej. Og Passan skulle vaek i en fart :) Tjitji var vild af skraek og hoppet op paa skulderene af Rasmus for at komme hurtigere vaek. Solen bagte og alle havde det sjovt i haven ved boernehjemmet. Der blev leget og svedt da vi besoegte de mange piger og den enlige dreng. Isaer dans og sang var et hit blandt pigerne. Baade paa nepali og engelsk. Forventninger til besoeget var praeget af en skeptisk bekymring omkring kommunikationen. Dog var deres engelsk bedre end mange danskere i den alder. Ivrige efter at forklare deres egne lege, raabte og skreg de i munden paa hinanden. Saa meget at naboen kigge surt over til os. Paa trods af deres omstaendigheder var humoeret hoejt, maaske for hoejt ;) Og glaeden ved vores korte besoeg var overvaeldende. Besoeget giver stof til eftertanke. Der skal kun 2 timer til for at glaede et helt boernehjem.
Rasmus og Maria

Thursday, September 9, 2010

Fra klinik besoeg til diarrehistorier.

Bloggin; et af dagens mange fag. Saa nu har overskriften forhaabenligt fanget jer kaere laeseres opmaerksomhed. De sidste dage er gledet afsted med alle de nye indtryk, der hoerer til her omkring vores eksotiske paradis. Dog findes der ogsaa nogen smaa draebere, som goer hverdagen lidt svaer. Ikke de venlige nepalesere, som omringer os til alle sider - men myggen! Vi havde ellers faaet af vide, at ikke alle er lige generede, men de elsker tilsyneladende mig og de fleste andre. Deres konstante angriben, har foert til at min fod har faaet en allergisk reaktion, som har gjort jeg maatte en tur forbi klinikken. Ikke det man regner med den foreste uge, hvor man skulle tro diarren var ens vaerste fjende. Her fik mig og Josefine ogsaa set en anden side af nepaleserne - taxachaufoeren forlangte over tre gange saa meget i pris. Det gaelder altsaa om at vaere forsigtig og kunne staa fast, naar man begiver sig ud paa ejen haand som "den hvide". Diarren er dog ikke helt glemt. Der har vaeret snakket om, at den med den laengste diarretur, har fortjent en praemie, naar vi moedes igen i Danmark, bare fordi diarre er sejt (og vi alle skal igennem det). Aftenen sluttede ogsaa med en omgang frisk frugt og et spil uno, gad vide om diarren nogensinde melder sig ?

Fheri vetumala

"Fheri vetumala", det var noget af det, jeg havde lyst til at sige til boernene paa drop inn centere, vi besoegte i dag: Vi ses igen. Drop inn center er et sted for gadeboern, hvor de kan komme og gaa. De faar tilbudt mad, skolegang, og leg med andre boern i samme situation. Centeret goer alt for at faa dem tilbage til deres familier, men det lykkedes ikke altid. De saa ud til at vaere glade og have det godt, men vilkaarerne er langt fra hvad vi er vant til. Jeg foelte mig malplaceret. Det var en oplevelse, at se hvordan deres hverdag er formet. Samtidig havde jeg en underlig foelse af, at gaa rundt og faa fortalt hvordan de bor, sover, spiser og hvad de lever af. Altsaa en blandende oplevelse. Drop inn centeret har en politik om, at folk udefra, ikke maa komme og hjaelpe. Det styrkede foelsen af, at jeg bare kom for at se hvordan de har det, og saa kunne det vaere nok. En smule ubehageligt! Derfor nyder jeg nu at vaere hjemme paa platformen, med dans ovenpaa, bordtennis ved siden af, og generelt glade mennesker. Det bliver godt, at kunne hjaelpe folk i Indien, naar jeg kommer saa langt.

// Josefine Soee Christensen

Wednesday, September 8, 2010

På vildspor

Vores første fridag siden ankomsten til Nepal.
Efter morgenmaden viste Kaji os cyklerne som er til rådighed på platformen. Så kunne vi, Maria, Nanna, Josefine, Rasmus, Rasmus og Rune), tage afsted på vores planlagte tur til en lille plantage lidt uden for Kathmandu. Vi skulle mødes med den anden halvdel af volontørene, som tog bussen, der ude.
Vi fik ordnet cykler hos den lokale cykelsmed. Han arbejdede sammen med nogle drenge. Cykelsmeden fandt hurtigt en lille hammer og et stort hammerhovede og bankede kæden sammen. Det sværeste for ham var at få gearerne på plads igen. Der var udvendige gear på mountainbikesne.
Vi cyklede afsted mod Bhaktapur. Men jeg fandt hurtigt ud af at sadlen var for lav. Mountainbikes generelt er som at køre på babycykler. Sadlen kunne ikke sættes højere op fordi stangen ikke var længere og Rasmus saddel faldt af. En ting der undrer mig er at platformen har købt dyre nye mountainbikes i stedet for at købe nogle almindelige, men ramponerede cykler som dem cykelhandlerene her sælger. Det ville supporte den lokale cykelhandler som ellers har en lav indkomst.
Vi lærte at sige: Gamtja gahatja, inden vi tog afsted. Gahatja betyder "hvordan finder jeg" på nepalesisk.
Vi spurte om vej mange gange undervejs og skiftedes til at finde vej på kortet. Nogle forstod lidt engelsk og ledte os afsted.
Cyklerne gik i stykker flere gange undervejs. De punkterede, nogle fik sprungne slanger og cyklepedalen på Rasmus's cykel røg af fire gange.

Ved en sidevej blev vi i tvivl og spurgte en lokal om vej. Han var meget hjertelig og gestikulerrede, men sagde ikke noget. Vi hilste af og fandt hurtigt nogle andre at spørge. Og medens vi snakkede og pegede på kortet, kom der en hel skare af hjælpende og nysgerrige. Vi gættede os frem til sammenhængen. Den korteste vej var sidevejen til den vej vi kørte på. Og vi skulle bare fortsætte af den indtil vi kom til et stort træ. Ved træet var der tre veje, der mødtes, og der skulle vi dreje til venstre over en bro.

Det viste sig at jordvejen gik gennem rismarkerne. Rismarkerne er oversvømmede for at risene kan gro. Det var et fantastisk syn at se de skriggrønne rismarker med små røde pletter som var bøndernes tørklæder. Vejen var næsten lige så oversvømmet som rismarkerne. Vi sjaskede gennem mudder, nogle blev nødt til at trække cyklerne eller væltede i et dybt mudderhul.




Vi nåede frem til korsvejen med det store træ. Under træet var der et lille alter til Bishnu. Bishnu er den øverste hindu gud. Vi tog et velfortjent hvil under træet. alle et tykt mudderlag langt op ad benene. Og medens mudderet tørrede, sad vi og bællede koldt vand på flaske fra den lokale biks.


Efter et velfortjent hvil under træet, medens Rasmus fik sat pedalen på sin cykel, kørte vi videre og befandt os nu på en vej med spredt asfalt og færre vandhuller.
På det tidspunkt skulle vi allerede være mødtes med de andre til frokost for en halv time siden.
Efter lang tids cyklen med stop for at sætte pedalen som konstant faldt af, på igen, befandt vi os på en meget stor vej. Støvet fra bilerne hvirvlede op i øjnene og det var utroligt varmt, så vi svedte alle så saltet næsten sad i kager på os.
Vi blev enige om at få nogen til at køre os ud til Gamtja, hvor Søbogaard farmen ligger.
Det gik forbløffende hurtigt. Så havde vi en lille ladbil holdene i den venste side af vejen. Han indvilligede i at køre os, og vi smed alle seks cykler op på ladet, sammen med de fem af os.


Så lavede chauførren en u-vending midt på hovedvejen, fuld af biler, og begyndte at køre. Lidt efter råbte Rasmus oppe fra ladet og ind gennem sideruden til mig. Vi skal den modsatte vej!! Men chauførren vidste åbenbart bedst, for lidt senere, så vi nogle hvide skikkelser komme gående ned ad den stejle bjergvej, som vi kørte op ad. Og efter en ordentlig bumletur for passagerene på ladet, stoppede vi foran en rød port.

Nu var vi omsider nået frem til Søbogaard Plantage som var turens mål. Her blev vi bænket under et halvtag, med udsigt ud over en stor have. Der blev serveret en stærktsmagende og sød myntesaft. Det var fantastisk at værre fremme, efter 6 timer på vejen i den bagene sol. Vi spiste også et godt måltid mad. Ingredienserne til drinks og mad stammer fra farmens egen produktion.
Vi blev vist rundt i noget der mindede om en mellemting mellem en prydhave og en urtehave. Vi undrede os lidt over at stedet var så småt. Men opsynsmanden som viste os rundt på stedet fortalte, at hyldeblomstbuskene gik ud i regntiden på gården. Derfor var hovedproduktionen flyttet til et andet område i Nepal, med et lidt anderledes klima.
I haven var der lige fra oregano over spisekastanier og et par forkrøblede hyldebuske, til tomater, brombær og en meget kraftig mynte, som så ud til at trives godt i en sumpet biotop.
Alle planter bliver gøddet med kompost, som er sammensat af planterester og dyrremøg. Det giver en kraftig gødning der kan erstatte kunstgødning. Planterne er selvfølgelig heller ikke sprøjtet med pesticider.
Da vi skulle afsted igen, lage jeg mærke til skraldespandene som var opdelt i blandt andet kompost, plast og metal. Det er det første sted i Nepal jeg har set affaldssortering, ud over GP hvor vi bor.

Vi cyklede ned til hovedvejen igen. Der skiltes jeg med de andre. De ville prege en ladbil igen, og jeg cyklede hjem. Det nåede at blive mørkt inden jeg var hjemme. Gaderne var lige så fyldt med biler, som høns i en skrabeægs besætning. Så jeg blev lidt nervøs, da jeg blev fortalt, at de andre tilsyneladende ikke var hjemme endnu. De kom dog lidt senere og alle var ved godt mod, omend meget trætte og mudrede.

Her til aften har jeg nydt et godt bad, omend koldt, og dejlig aftensmad. Min eneste bekymring er at generatoren i haven larmer.

/Rune Arleth

Tuesday, September 7, 2010

Volontoerer i algedans

Jeg vil gerne indroemme det med det samme. Overskriften lyder som et skoert surrealistisk maleri eller en sketch fra Casper & Mandrilaftalen. Ikke desto mindre giver den et realistisk billede af det scenarium, der udspillede sig tirsdag formiddag efter morgenmaden paa Global Platform i Kathmandu. Da maden var indtaget, skulle vi goere rent paa platformens hyggelige tagterrasse. I foerste omgang loed det jo ligetil. Skulle vi bruge to timer paa at skrubbe mudder og alger vaek fra fliserne? Det kunne da goeres paa max tyve minutter! Men da redskaberne til arbejdet var seks boerster paa stoerelse med tandboerster, var de mange groenne fliser, der skulle skrubbes hvide, pludselig en gigantisk opgave. Samtidig begyndte regnen at falde, og selvom vi aste og maste med boerster, koste og haveslange, kom der bare mere og mere vand og mere og mere mudder. Maeske er det volontoerarbejdet i en noedeskal, for goer man en virkelig en maerkbar forskel for nogen? Er det hele ikke bare en uendelig stor tagterrasse med mudder og alger? Ok, det sidste var lidt (meget) soegt, men spoergsmaalet maa flamme op paa enhver volontoers hjerne af og til, og det var altsaa ogsaa svaert at se de rene fliser gennem den evige stroem af mudder og regn. Men man maa jo tro paa, at det nytter noget, saa det valgte vi at goere. Med vaade foedder. To timer. I pisregn.

/Mads

Monday, September 6, 2010

Faellesskab ud over alle graenser

En masse glade og smilende mennesker fra forskellige kultur dansende til musik fra bl.a. Danmark og Nepal blev afslutningen paa Global platform Opening. Humoeret var hoejt blandt global change grossisterne efter, at de med succes havde udfoert deres workshops under emnet sult, som de havde arbejdet med og forberedt i tre uger, hvor den sidste dag i hvert fald var intens og foregik under dyb koncentration og engagement, til dette store aabenhus arrangement. En utrolig energi udsprang fra denne afslutning paa deres haard arbejde og endte i en meget energisk dans med oploeftede arme i en stor rundkreds, hvor alle i midten af denne cirkel kunne bidrage med dansetricks som vuggende hofter, breakdanse, funk eller hvad man havde lyst til. Temperaturen i klasselokalet steg adskellige grader som foelge af de forholdvis mange mennesker i et lille lokale, der dansede med stor engagement og energi, inden de mange forskellige danse blev til en stor faelleslimbo. Luft. Dette kom der heldigvis fra en lille blaeser i det ene hjoerne, ellers var der nok blevet ekstra "hot". Den fantastiske, impossive fest som formentlig kunne have fortsat til langt ud paa natten, maatte dog afbrudes af hensyn til naboerne og til det faktum, at naboerne faktisk ejer bygningerne, der udgoer Global Platform.

Dagen startede ellers stille og roligt med undervisning ved den lokale laerer Poshan, der fortalte os nogle facts om Nepal, som blev efterfulgt af nogle kulturelle guidelines primaert for vores faerden i Nepal, men ogsaa lidt i forhold til Indien, der minder lidt om Nepal, og Vietnam. Det var en fantastisk mulighed for at stille alle de spoergsmaal, man maatte have i forhold til at undgaa de store kultursammenstoed, og han gjorde os opmaerksomme paa nogle ting, der adskiller sig radikalt fra vores danske kultur. For eksempel vil nepaleser formentlig ikke sige "tak", hvis vi medbringer en vaertsgave til den vaertsfamilie, som vi eventuelt skulle bo hos. Beggrundelsen for den manglende tak, som ville virke yderst fornaermende i det danske samfund, er, at nepaleserne ikke udviser foelelser i offentlighed, isaer ikke i de smaa landsby samfund. Pludselig afbrydes undervisningen af Sofie, der staar for dagens energizer, idet luften i klasselokalet er blevet lidt for lumret og trykkende, og behovet for ny energi opstod derfor.

Den nyvundne energi fra energizeren og noget godt middagsmad var noedvendig, idet vi som globale volontoerer skulle hjaelpe med at klargoere platformen til det store ryk-ind klokken fire om eftermiddagen. Det dansk designede store hus i Nepal, der udgoer platformen, blev derfor rengjort fra top til taa af de fleste, mens vi lidt heldigere kunne vaere lidt mere kreative med at overfoere en lille skitse af en tegning til flere store stykker karton. Paa gulvet hvor vi arbejde, floed det med tusser, farveblyanter, papir og andet godt, der kunne bruges i vores kreative udfoldelser, mens vi kvalerede rundt med bare taer, som optog en dejlig sort farve fra gulvet, eller maaske var de bare sorte i forvejen :) Yderligere skulle vi medvirke i en flat mop, hvilket ogsaa ydet til noget faelles. Vi skulle baere de fineste roede tee-shirts med activista - det eneste som maaske var lidt problematisk var, at disse tee-shirt helst ikke skulle ses indtil et vist tidspunkt. Diverse toejer - nogle mere tykke end andres - maatte derfor tages i brug, selvom temperaturen hverken indenfor eller udenfor indboed til mere end tee-shirts. Det var derfor en befrielse af kunne smide toejen, da noget hoejt musik overdroevede de klappende haender efter den anden tale, og vi alle kunne broele foelgende ord til en melodi af Micheal Jackson:
We are the world
We are the leaders
We are the leaders of today and not tomorrow !
Med de afsluttende activista slagord:
Activista
Up with justice
Down with hunger
Activista
Det var utrolig inspirende at se, hvor meget disse global change grossister braendte for deres sag, hvilket bl.a. viste sig i deres tale, hvor man naermest kunne maerke haarene rejse sig paa armene, da de udtrykte deres frustration over, der stadig findes sult, hvilket er tilfaeldet for 1 billion mennesker, selvom man faktisk er i stand til at broedfoede hele verdens befolkning, hvis ressourcerne blev fordelt mere ligeligt. Deres workshops bar ogsaa tydeligt praeg af dette store engagement i denne sag, idet de var meget levende og loebende inddrog deltagerne. Et tandloest smil moedte os globale volontoerer, da vi efter faellesdansen afsluttede vores anden dag i Nepal ved et besoeg paa en lokal bar taet paa platformen. Selvom de fleste af os var traette efter en lang dag med megen aktivitet, var der dog stadig lidt energi til aftenshygge og isaer med en ventende fridag naeste dag. Vores nepaletiske vaerte gjorde deres yderste for at tilfredsstille vores behov, idet de bl.a. flyttede rundt med border og baenke for, at vi kunne sidde samlet. Den lokale oel Everst blev nysgerrigt smagt af de flest, og hertil fik vi serveret diverse delikate snacks. Stemningen var hoej og vores nepaletiske vaerter var glade for at have os og grinede lystigt, naar kapslerne blev vippet af de store oeloflasker, saa de floej om oerne paa os, og hvis ramte vores mandelige vaert, som dog tog det hele med et smil :)

Som nyankomne volontoerer til et fremmedt land, er det utrolig at opleve hvilken faellesskabsfoelelse, der allerede eksisterer. Det er gaeldende bade for samvaeret mellem volontoererne, men ogsaa i forhold til samvaeret med global change grossisterne. Vi volontoerer har kun lidt kort kendskab til hinanden gennem vores grundkursus i Koebenhavn og global change grossisterne har vi kun kendt i faa dage. Det er altsaa nogle forholdsvis nye faellesskaber, der moedes, men alligevel er kemien allerede utrolig god. Det bliver spaendende at se hvad det kan udvikle sig til paa en maaned.

Sunday, September 5, 2010

Asiatiske 'helseraad' :/

Osteklokken. Larmen fra Kathmandus gader har ingen indvirkning her i vores palads af et hus. Dog havde latteren fra de friske, fjollede asiater fyldt huset fredag aften. Mens vi andre traatte og udmattede taenkte paa vores hjemmelige senge. Platformen er fyldt med liv fra morgen til aften, og sammen med os 12 danskere er der 24 Global Change aktivist. Vi er fra helt forkellige nationer og kulturer. I alt fra syv lande.
Det kolde bad og den varme maelk paa myslien startede vores foeste morgen i Nepal. Kulturchokket ramte os lige saa haardt som den daarlige flymad dagen foer. Lige fra trafikken til madvaner overrakede os! Gennem Dalbath (Lincesuppe og ris) fik vi asiatiske 'helseraad'. Moti en Global Change aktivist fortalte en roeverhistorie fra de varme lande. Man optager naeringen fra mad bedre, hvis man ikke drikker vand under maaltidet. Det ville ogsaa goere, at han kunne spise mere, men det er jo ogsaa gratis mad. Hvilket vi godt kunne se ;) Os tykke danskere goere praecist det modsatte. Vi drikker for ikke at spise saa meget.
Paa trods af vores lille kulturmoede, har vi det fantatisk paa GP. Vi har kun mistet en . . .

Rasmus og Maria