Next Stop?

Saa er vi videre. Videre i programmet. De store tasker er pakket og en efter en forlader vi nu platformen. Next stop er usikkert, spaenende og lige om lidt.

Igaar er forbi og lige nu sidder jeg og taenker tilbage. Fire timers soevn har sat sit spor i hjernens aktivitet eller mangel paa samme. Men jeg husker at vi fik verdens bedste overaskelse igaar aftes. Halvanden times non stop Bollywood dancing med en proffessionel danselaerer. Sammen med Global change gruppen fyrede vi den af paa dansegulvet. Vildt dejligt at faa rort sin krop saa meget. Musikken kom ind i alle krogene og folke sled sig rundt i helt umulige stillinger.
Der blev ogsaa tid til last minute shopping, stor morgenmadsbuffet, en lille lur og selvfoelgelig den obligatoriske evaluering. Senere hyggede vi igennem med muffins fra den lokale kagedealer og en sidste omgang "numseleg" fik store smil og grin frem.

Tak for mange gode timer kaere platform. Vi vil ikke sige farvel for det goer man ikke paa nepali, men vi siger Pheri Betaula( tror jeg nok) Det betyder Vi ses og det goer vi i hvert fald.

Dansedaisy i slummen

I dag var alle packet og klar kl ni, I foelge planen skulle vi ud paa en skole og observer en undervisning. I foelge planen. Paa vej derud bliver vi nemlig ringet op da skolen har lokal festival. Plan skal aendres. Karen kommer hurtigt paa en ny ide- vi skal ud i slummen i Kathmandu! Her paa platformen er vi saa heldig at have muti boende som kommer fra en slum i kathmandu saa efter han engelsk undervisning tog han os med ud og viste hans slum frem. Der var sket meget forklarede han de sidste aar. De havde et kloarksystem og fik rent drikkevand, ud over det havde de ogsaa faet asfaldt paa noget vej. Men hvad var det, musik. Indefra en lille hytte kan vi hoere latter og danse musik og en kvinde vifter os ind. I et rum staar en masse kvinder og danser til musikken, og vi bliver forklaret at de traener til en festival- kvindernes festival, hvor der skal danses. Vi saetter os og kigger, og pludselig skal alle praesentere sig. Og hvad er det, frem kommer en pose med toerklaeder og blomster, som vi alle faar og halsen og i handen. Min haand kilder, fra alle myrerne som loeber fra blomsterne og ud paa haanden, men det er ligemeget for jeg er helt opslugt af kvinderne de begynder at danse igen og en efter en hiver de os med i dansen. Vi griner alle og har det skoent. Baade gamle og unge danser med, og alle slags danse er velkommen- og man foelser dig paa ingen maade dum, selvom man ikke kan svinge hofterne og sno armene som dem. Vi slutter af med et fantastisk gruppebillede. Oploeftet gaar vi derfra, og tager en hurtig kop chaite og en dougnut inden vi skal videre til sidste stop- en ikke saa organiseret slum. Her ser billede anderledes ud, og det goer lugten ogsaa. Men selvom gadebillede er soergeligt med mudder og huse som jeg hellere vil kalde skurer, sidder folk stadigt i farverigt toej, og smaa boern i bar roev som loeber grinende gennem mudderet kan heller ikke lade vaer med at faa et smil frem paa laeben. En meget kontrastfyldt, men spaendende dag.

Rollespil og Gaypride

Ja, det lyder maaske lidt flippet men ikke desto mindre var det hvad dagen boed.

Foerst rollespil om konstruktiv kommunikation og konfliktloesning, og saa afsted til gaypride.
Egentlig startede det som et optog gennem byen hvor alle soergede over de som var doede i aarets loeb. Nu har det saa udviklet sig til et optog gennem byen for de homoseksuelle i Nepal – Gaypride. Ca. 1000 mennesker gik med i optoget gennem Kathmandus gader.. maend i farvestraalende sarier med meget vrikkende hofter fyldte gadebilledet for en stund.

Hva, er det den her taxa der lugter herre meget af braendt r..hul...?! hmm, ja den var vidst god nok. Den lille taxa toeffede afsted mod shopping i Tamel, mens den udsendte ubeskrivelige lugte - Og ja, den lugtede.. Daarligt!! Men afsted mod shopping. Weekendes bungyjump blev bestilt (for nogens vedkommende) toerklaeder blev koebt og der blev pruttet paa prisen.. eller jeg mener om prisen.

Gaypride, rollespil og shopping fik i dag kamp til stregen af regnbueis som blev dagens helt store emne. Desvaerre blev det kun diskuteret og IKKE spist..

/Line

Rejsefortaellinger

Morket er begyndt at falde paa, og sterinlysene er taendt. Der er listet op med kiks, te og kaffe, og rundt om mig er sofaen og sofastolende indtaget. Vi venter spaendt. De gamle voluntorer er paa besog, og har indviet i at dele erfaringer i aften... Historier har de massere af, og vi lytter intenst. Problemerne som manglende mad, et kokkent som aldrig er blevet gjort rent, og rotterne lobende omkring fodderne paa dem, gor os opmaerksomme paa situationer vi kan komme ud for. Men sommerfuglende i maven, smilet paa laeben, og glaeden til at forsaette min rejse er stadig i vaekst. Vi er saa taet paa nu, og det er med blandende folelser at vi snart skal forlade platformen. Vores andet hjem. Vores trygge base. Vores sociale vaere sted.

Anne og Marcus tager over. Og der bliver fortalt om learernes dag, i Nepal, paa toppen af et bjerg. Vi griner lidt, paa toppen af et bjerg? Saa er man virkelig i Nepal var:)

En dag med forkaelelse!

Fri mandag, liige hvad vi alle havde brug for! Vi alle sov lidt laenge og efter morgenmaden havde vi alle nogle smaa aerinder vi skulle have ordnet. Efter dagens smaa aerinder var ordnet, var vi alle enige om at det bare skulle vaere en afslapnings-dag.
Og selvom vi havde aftalt afslpaning for alle, havde de to dejlige toeser Line og Cecilie lige vaeret forbi vaerlset og haengt en lille invitation op. De havde en overraskelse til os om aftenen, og ville have velkomst drinks parat klokken 20. Laekkert! Men inden da besluttede mig og Karen at lidt selvforkaelelse maatte vaere paa sin plads! Saa ned forbi den lokale beautysalon vi maette.
Da vi kom ind i salonen moedte en masse kvinder os, med smil og grin. Vi blev hurtigt vist hen til nogle sidde pladser og spurgt hvad vi ville have; wax, facial, pedicure, manicure? Jeg besluttede mig for at faa vokset mine ben, da der ikke var blevet gjort nogte ved dem i over 3 uger!!! Og saa ogsaa lige en pedicure, da foedderne hurtigt bliver grimme i Kathmandus gader. Efter lidt forkaelse og smerte(!), skulle der findes en lille vaertindegave.
I det lokale center, city center (Saa opfindsomme de nepalesere er), blev alle mulige forskellige ting fundet i henholdsvis lyseroedt og lilla. Og nu var vi klar paa en rigtig hygge aften!
Vi blev budt paa en lille drinke, sprite - for at mindes den gode tid i Chitwan, og efter dette blev vi budt ned i sofaen og pandekager kom paa bordet! Mmmh pandekager, det var godt nok tiltraengt. Pandekagerne floej hurtigt ned, og after lidt hyggesnak blev det tid til Magrethe skaal. Holdene blev de unge mod de "gamle". Og de unge lagde sig hurtigt i front, men efter sidste rundte, numse-skrivning blev stillingen uafgjort! En skoen og herlig dag, med en fantastisk afrunding paa dagen :D

Dem skal vi sq have en til af, inden vi skilles!
/Stine.

Kvinder vi alle kan laere noget af!

Vejen bliver daarligere og daarligere, og til sidst bliver det en lille bumlet grussti med kaempe huller. Nu skal vi heldigvis ikke videre. Og da vi stiger ud af bilen bliver vi moedt af en flok kvinder der stille hilser os velkommen. Vi bliver guidet ind i et lille rum, hvor der er lagt puder hele vejen langs vaeggen. Vi bliver glaedeligt med bestemt ordret til at saette os paa puderne, da vi er gaester, og i hvert fald ikke skal sidde paa det bare gulv!
Vi praesentere os alle en og en, og lidt efter kommer samtalen igang. Da ingen af kvinderne har nogen saerlig udd., og derfor ikke snakker engelsk, har vi en far Action Aid til at hjaelpe os med at tolke.
Kvindegruppen blev dannet for ca. 6 aar siden, da det var her de foerste gang hoerte om kvindersrettigheder. Hoerte jeg lige rigtigt der?! Troede de at kvinder ingen rettigheder havde, indtil for 6 aar siden?! Det goer indtryk paa mig, og saetter virkelig den virkelighed men ellers kendte til i perspektiv. Kvinderne fortaeller hvordan de ingen jord ejer, og ikke arver jorden efter deres mand, hvis han skulle doe foer dem. (I Nepal er jordeje en vigtig ting, da dette er levevejen for de fleste. Og har de ingen jord har de svaert ved at faa en indkomst - isaer hvis de er uuddannet.) Dette er en af de ting kvinderne kaemper for blandt de ellers andre basale rettigheder: Retten til at vaelge sin egen mand, retten til at have kontrol over sit eget liv, etc.
Respekten for disse kvinder bliver stoerre og stoerre for hver gang de aabner munden, og til sidst sidder man med an foelelse af, at nu maa det have naaet toppen. Men nej! Deres maend er nemlig modstandere af at kvinderne moedes en gang om ugen - Hvilket ikke overrasker nogle - og derfor saetter de dem til at goere en masse ekstra pligter de SKAL have ordnet foer de maa forlade huset.
Efter kvinderne har fortalt om deres liv, sad vi alle med dem tanke at staerkere kvinder skal man lede meeeeget laenge efter!

En vildt inspirerende dag, hvor vi alle endte med foelsen af at vi var/er snot forkaelede og intet ved om hvordan det er at moede virkelig modgang i sit liv!

/Stine

De uroerliges varme velkomst

Computerrummet fuld af Ni hau, no,no hehe. Hoeje grin, hestegrin, latterfugle og moerke stemmer. Engelsk proevet paa forskellige accenter, dialekter roterer rundt. Smeltedigel paa en platform. Skaerende men smuk stemme: "Can you smell its berning". "What? Oh, yes I can smell it's burning". En ledning lugter. Nettet paa hoejtryk.Taetheden tyk. Mens jeg prover at faa alle de oplevede oplevelser ned paa bloggen.
Maven er maerkelig. Straekker ligesom min taalmodighed. Oenske om ro. Bare lidt. Netop hjemvendt fra en shoppetur a la turista style med sarier, en pizzahut og fake foedselsdag som topping.

Om en uge er vi snart paa vej? Og lige nu og her er det med blandede foelelser. Turen gennem Terai var fantastisk. Fantastisk lang, fantastisk haard, fantastisk smuk og fantastisk oejenaabneragtig. Fredag morgen vaagner vi paa senge som er borde med lagner in disguise. Spindelvaev i loftet. En stor edderkop har spundet nattens droemme ind. Nu er den forsvundet som goeen fra en noegen og lussebefaengt koeter.
Valget staar mellem en kold klatvask i et morkt lokale foan et skaaret spejl, hvor jeg kigger ind i to traette, haevede klatter med gult puds i siden. Har jeg puttet olie i haaret. Nej, sved er svaret. Kunne ogsaa vaelge en kold dush ved siden af hullet, hvor lugten stiger op af moder jord med urinalske dufte og slaar en vaagen og bevidstloes paa samme tid. Vaelger det forste og en kam gennem sveden.
Idag skinner solen. Paa vej til morgenbordet og restauranten hilser jeg paa koen, som er "ham inde ved siden af". Sammen med de lokale, Raj, vicious Sid som er chauffoeren, baenker vi os og nyder morgenfrisk aeggesandwich med chai og et par myrer. I radioen taler en radiovaert sig haes og lader tiden sta stille. Vi gumler og goer os klar til endnu at faa en paa opleveren i oerkenskibet a.k.a. "The road killer" Mon vicious Sid" sidder og spiller Nintendo, naar han ikke koerer turister, activister, pensionister, socialister eller uvidende suicidalvister rundt i den store kvaern? Kedelig er han ikke og det er hans koersel bestemt heller ikke.
I landsbyen udenfor Bhadapur er vejene store huller, komoeg paa glatbane og geder som ikke gider at lofte skaegget, bare fordi der kommer en Action Aid med indmad forbi.
Skriggroenne rismarker. Kvinder i roede og gule sarier med rumpen i vejret, som var de polske roepiger fra Lolland. Boern i pjalter, der loeber og vinker efter bilen. Nameste, Nameste.

Vores foerste stop er "The Child Club". Klubben er startet af Action Aid og foert videre af born fra landsbyen. Projektet er starte til gavn for Dalitterne - de uroerlige- de kasteloeses boern.
Bilen stopper ved et lille traehytte, som er gaet helt i knae. Paa grund af monsunen. Leret er klaebrigt men solen skinner og toerer os langsomt ind. Jeg vralter ned af stien med en hel klynge af boern i haelene. De ler. Tynde drengeben loeber forbi med iver. " De kommer" . Fraekke smil og syngende stemmer og jeg spoerger, om jeg maa fotografere. Straks stivner smil og toej bliver rettet ojne stirrer ligeud. De ved godt hvordan man skal se ud paa billeder.
Lidt den omvendte verden, taenker jeg. I Danmark skal man endelig smile og se ud somom det fedeste er at blive taget billeder af. Ogsaa hvis man lige har lignet et surt loeg. Saa er det bare frem med udtrykket neeej, hvor har jeg bare en fest og lukkede oejne er ikke tilladt. Men i Nepal, hvor broedet er smaat og vejen er enooooormt lang er smilene store og drilske i hvert fald i et par oejne, der maaske ikke taenker over det naeste traek. Men naar kameraet bliver paesenteret, forsvinder smilet. Den seksaarige husker sine mors tjatten og haarde, vaade kam i fletningerne. Livet gaar i staa. Livet traeder frem. Som det virkelig er.

Vi sidder midt i landsbyen med smukke lyseroede blomster. Paa begge sider boern med store oejne og tikkende ben. De er paa vej i skole, men vil ikke gaa glip af dette moede. De hoeje( ja,ja enkelte undtaget) hvide fra Norden er kommet til stammen for at se, hvordan denne ukultiverede minoritetsgruppe lever.
Nej bestemt ikke. jeg vender tilbage til virkeligheden. To smukke unge piger i naesten ens kjoler er i centrum og sammen med en lidt aeldre kroellhaaret dreng, har de startet og foert borneklubben videre.
Vores Action Aid medarbejder Raj agerer tolk og vi faar alt af vide om deres haab og droemme. Pigerne vil meget gerne fortaelle og sevom der er tolk, er det tydeligt at se, at de er kvikke og virkelig har store visioner. I klubben laver de mange aktiviteter, men allervigtigst soerger de for, at alle boernene i landsbyen kommer i skole. Det er et stort ansvar. De paatager sig det. Misundelsesvaerdigt.

Mine oejne vil dog vandre andre veje, da jeg sidder yderst og ikke kan staa for deres undrende smil. En lille pige ikke mere end fire aar klatrer kaekt rundt paa to, mens hun raevesmiler til mig. Paa hoften hendes lillesosester paa et aar. De er ogsaa inviteret og vil ikke undgaa dette maerkelige moede. Jeg proever at dikke den lille og raekker ud efter hendes bloede, dej arme. Ak. Pigen med mascara rundt om sveskerne stikker i et hoejt vrael, da hun ser den blege klon-mig. Maaske hun aldrig har set hvid hud foer? Maa vaere skraemmende. Ligesom dengang, jeg var alene hjemme med min soester. Vi var seks og otte og en hoej, sort mand ringede paa efter vi tilfaeldigvis havde ringet telefonfis 0049 nede i boksen ved plejehjemmet. Vi blev bange. Meget bange. Ville han komme og hente os. Det var min foerste sorte mand.

Storesoesteren vralter kaekt videre med den skrigende brune dej paa armen. Hvor hen?
Jeg filmer og viser snapshots af smukke boern i skoleuniformer. De jubler naar de genkender sig selv. Jeg proever hjaelpeloest med mine tynde gloser nepali. Tapeiko naam ke ho? Men det virker. De griner i hvert fald og afstanden bliver mindre. Hello Houston! We have contact!
Boernene skal afsted, mens vi bliver inviteret paa et rigtigt nepali maaltid.
En varm klat dej, suppe og grontsager. Det lugter..nej det dufter faktisk fantastisk. Som et ritual faar vi hver efter tur vasket vores haender og tilbudt koldt postevand.
Maven bliver desvarre ved med at straekke-eller rettere sagt tarmfloraen. Den bliver snart fyret,goer den! Hvor lang tid kan den tillade sig at strejke-hvor mange penge mere i strejkassen har den? Kun tynd kold luft er der tilbage.
Naa, men maden bliver serveret og maaltidet er tilberedt med kaerlighed af den aegte nepalesiske slags og hjertelig gaestfrihed, som man ikke bare saadan lige kan naegte at smage paa. Jeg tager forsoegsagtigt en klat dej i grabben og mens min hoejre klo(for guds eller Shivas skyld ikke den venstre) agerer ske, probber jeg den ned i den duftende suppe. Ups! den forsvandt og dele af mig, naesten 99 % har ikke lyst til at fiske dejen op, men jeg prover i stedet en ny klat og faar smagt suppen. Himmelsk. Saadan noget kan da ikke vaere draebende. Min mave protesterer. JaJa her er det heldigvis haanden, der bestemmer og jeg prover et par bider mere.
Ligesom da vi kom bliver vi fulgt paent paa vej hjem. Med haab og smil og tanker om at vi maa komme igen. Photos bliver paa ny knipset loes og vi lover at sende resultaterne hjem til dem.

Bilen koerer os videre mod endnu et kulturmoede med 13 medlemmer af en protestgruppe, men det er en helt, helt andet historie. Senere foerer natten os videre gennem bjerge, groenne sletter, en lang bustur, en punktering og en lille "varmer" paa en mororvej en time uden for Katmandu. Imellem oplevelser og fremtid. Der sidder vi og hygger og varmer os paa Jack Daniels og laegger hoevedet tilbage, mens myggene summer og brisen blaeser og 6 nepalesiske maend med Spejder Sports pandelamper, en donkraft og de bedste intentioner og det daarligste vaerktoej proever at fikse daekket saa vi kan rulle ind mod vores elskede platform.

Ting tager tid. Men tiden er ogsaa vaerd at bruge, hvis tidens tikken faar en til at oenske sig at stoppe lige der, hvor tiden er.


Karen

Tour de Bharatpur

Saa kom dagen hvor vi skulle af sted til Bharatpur i Sydnepal. Denne gang med lokalbus, saa af sted tog de fantastiske fem og de to friske facilitatorer Rikke og Rekha. Efter en lille diskussion med Chaufoeren om hvor vidt vi havde bestilt forsaedet eller ej, kom vi da af sted efter vi gav os og satte os laengere bag i bussen.. en lur, to tissepauser, og en anden pause var vi i Bharatpur. Da vi steg af bussen skete der noget magisk, vi blev alle fem aabenbart forvandlet til rumvaesener (eller noget andet ukendt), for alle folk som var paa stationen samlede sig i hvert fald rundt om og kiggede paa os. laenge. Ikke noget med at proeve at skjule det, nej nej, de skulle alle sammen have det hele med. Men hurtigt gik turen videre med taxa-cykel, saa op med os alle to og to i en lille vogn koblet bag paa en cykel og bumbende gik turen videre. det var en rigtig racertur, skiftevis overhaelede cykelchaufoererne i hvertfald hinanden, men den store vinder blev Rikkes chaufoer som tog foeringen til sidst. Frem kom vi til vores hotel hvor vi havde vores foerste overnatning arm i arm med nogle firben- ja hyggeligt var det. men inden vi naaede saa langt skulle vi ud og have en omgang lokalt mad med vores to rundvisere fra action aid, som ogsaa fik vist os en flot udsigt over en flod og deres kontor. alt i alt en god afslutning paa en lang dag i bus..

Cecilie

PAS PAA! En flue.. Eller var det en krokodille? (14/08-16/08)

Traette ankommer vi til Chitwan, og bliver hurtigt hentet af en Jeep der koerer os til vores hotel. Vi bliver moedt af en glad receptionist der byder os velkomne med "drinks" - i form af sprite. Halv doesige sidder vi og nipper til vores drinks, da vi faar oplyst at vi skal op klokken 6:30 i morgen tidlig!! Vi kigger paa hinanden og hos os alle staar det malet i ansigtet at 6:30 nok var liiige lidt for tidligt, af hvad vi havde haabet paa.

6:30 ringer vaekkeuret, og ud i dagens program vi kaster os.
Foerst er det ud at sejle i kano, paa en flod fyldt med krokodiller. Vi alle sidder paent med armene indebors og HELT stille, da kanoen jo noedigt skulle tippe! Hel skindet kommer vi igennem kanoturen, og vi er nu blevet sat af ved en bred fyldt med 2m hoeje siv - nu er det tid til junglevandring! Buddha (vores guide), siger at vi alle skal gaa taet og stille sammen paa en raekke, da vi ellers hurtigt kan blive vaek fra hinanden! Sagde han lige "vaek fra hinanden?!" Igennem sivene vi vandre og pludselig rammer vi en lille side flod, hvor vi stopper. "Her skal vi over. Vandet gaar kun til knaene!" - Sagde han lige vi skal over der?! En flod der loeber ud i den anden, hvor vi lige har set krokodiller! Men modet fik vi samlet og over kom vi alle - Hele! Dog gik vandet naesten til hofterne, saa det der med at smoege bukserne op, kunne vi ligesaa godt ha' droppet!
Efter junglevandringen og en lille pause, blev det tid til elefantridning :D Vi blev hentet meget naer vores hotel og saa gik turen ellers mod junglen - Det kan saa siges dette hurtigt blev en udfordring, da stroem kablerne haenger meget lavt i elmasterne! Og nemmere blev det ikke da vi kom til junglen. Ind mellem traer og buske - SLAM der pisekede en graen forbi! Man vaennede sig dog, heldigvis, hurtigt til at dukke hovedet og traekke benene op. Efter at have set et naesehorn ligge og prutte i en lille soe med sin unge, naede vi til en flod - Og skulle vi ikke lige ned og dyppe elefanten? Jo da! Ned i vandet kom vi, og strakte man sin ben lidt ville man ku' ha' maerket vandet. Dette laerte vi hurtigt var en daarlig idee - Der gik ikke laenge fra den foerste elefant var i, til en lille krokodille skulle proeve lykken! BANG! slaget fra en af elefantfoerne ramte krokodillen lige i hovedet. Og den trak sig heldigvis. "ej skal vi ikke se at komme op nu?!", "Hvorfor var det ikke os?!" kom der af kommentare fra henholdvis Cecilie og Tenna.


Af alle de oplevelser vi fik denne weekend, er en af dem vi senest vil glemme og frygtede mest, vores middage! En halv beskidt dug, og en masse insekter flyvende rundt om ens mad - og i ens mad! Mmmh.. Vi kiggede alle paa hinanden og kunne ikke lade vaere med at grine lidt over situationen - Sidde paa hotel og fiske insekter ud af maden.. Og var maden nu ogsaa ordenligt tilberedt? Hver morgen tror jeg vi alle stod op, med spaending til... om diarreen nu havde ramt os.

En weekend fyldt med oplevelser var det i hvert fald. Og kan varmt anbefale en smut forbi hotel rainforest, hvis man skulle befinde sig paa disse kanter. Alt er en oplevelse, selv maden ;)

Video video V-I-D-E-O

I dag har staaet i video workshoppens tegn! Vi har set et par forskellige videoklip, snakket lidt om teorien bag, og blev saa ellers sluppet loes med eget kamera. Nedenunder kan du se hvordan et klip med en doed due, en dreng der hopper i trampolin og almindelig trafik paa gaden, kan udvikle sig til en hel lille muuhvie...
//Line

Enjoy...

Dancing the night away!

13. august

Rundt og rundt og rundt. Jeg snurrer synkromt med danserne paa podiet. Sveden driver fra min pande og ud over mit nye indiske outfit. Lilla og hvidt med guldbesatte border og smaragdgroenne diamanter. mindst. Made in naa ja India...Ikke et antraak man kunne vise sig i i Koebenhavn i byen. Men i aften er vi alle nepalesere og vores facilitator Rekha har sagt, at man ikke kan dumme sig paa dansebaren i Kathmandu. Jeg vover alligevel forsoeget...
Men foerst er jeg beskueren, som lige tjekker et par dansetrin ud. To kvinder med flettet langt haar ned til anklerne i groenne og roede sarier vrikker ivrigt med hofterne og rasler med deres hoftebaelter. De viser bare rygge og kigger stjaalent ud paa deres mandlige publikum. Dasker efter dem, hvis de kommer for taet paa. Det goer de tit.
Jeg skifter kanal over til bandet, hvor en ny sanger ifoert traditionel hat netop har taget mikrofonen og fanget en kat, som han straks gaar igang med at torturere. Katten maa vaere syg. Dens skrig gaar lige i hjernen. Den ser doeden i oejnene. Men folk jubler og nikker anerkendende til sangeren. Kan slet ikke overskue, at katte har ni liv.

Sangen stopper og katten holder pause, men blot for at bandets instrumenter tager til i styrke, mens folk ude paa dansegulvet ruller rundt. Flyvende lemmer og dansende smil hopper i takt. Beruselse. Jeg maa derud.
Rundt og rundt. Man danser ikke med nogen. Man danser ikke. Man flyver. hjernen slaaet fra flyver jeg ind i ekstase. Store smil og nikken modtager mine nye trin. Im one of them. Benene vil ikke standse.

Langt fra Koebenhavns dansegulve. En og en. front mod front. en gruppe af veninder der danser i en taet ring og sender stjalne blikke til andre, de meget hellere ville danse med.

Det her er Kathmandu og alle er inviterede! Ja okay, paa naer lige de fattige, de kasteloese, de arbejdsloese, boern og gamle mennesker. Men saetningen loed da meget godt!

Men benene stopper. Katten doer. Maaske det VAR dens sidste liv? Vi bliver sat ned og opvartet med Calsberg, Tuberg og Screwdriver. Home. Hver gang glassets inhold synger et par centimeter, staar hun der. En ung kvinde-pige? med bar ryg, mave og hofter og haelder op igen. Vaagent holder hun et oeje med vores bord, mens hun med det andet proever at vifte de mandlige fluer vaek, der svaermer om hende som kaempe malariemyg. Den stoerste af dem har sat sig godt og grundigt fast og vil ikke fjerne snablen lige med det samme. Pigen er hjaelpeloes og proever at klaske ham vaek. Foerst da hendes storebror, Simon Juhl- Senior, lugter blod er der action. Fyren bliver revet op og hevet ud og smidt hjem. Pigen staar tilbage med mord i oejnene men prover at smile. Er det mon bagsiden af Kathmandu?

En lille orm af sved. falder fra nakken langs rygraden. laengere ned. Naar jeg at aense det? Nej. Jeg er i Kathmandu paa dansebar. Jeg har en fjernbetjening i min haand og kan selv vaelge, hviken kanal jeg vil se. Foeler mest for en kikset og sjov musikvideo og er ude paa gulvet sammen med de andre in no time...

Ny rekord!

I dag skulle vi vaek fra platformen og ud og moede unge nepalesiske mennesker. Vi skulle diskutere emnerne: same sex maariage og brain drain. Vi kastede os ud i det og vores holdning var for begge ting. Paa vej derud var vi vist bare ikke klar over at der var tilskuere og at man havde en mikrofon saa alle paa stedet kunne hoerer hvad der blev sagt. Men vi tog det som en sjov udfordring og Stine lagde staerkt ud med at praesentere vores holdninger og fortaelle vores argumenter. De unge nepalesere var virkeligt godt forberedte, og oven i det kunne de blive saa ivrige at de skiftede fra engelsk til nepalesisk, hvilket satte os lidt ud af diskussion. Men spaendende var det, og mange af de unge var vi ogsaa enige med, og man kunne maerke at de var meget engageret! det var virkelig cool.
Vi slog ogsaa ny rekord i dag. vi sad fem mennesker paa bagsaedet af taxaen, og en paa forsaedet. Sjovt saa det i hvert fald ud, da vi skulle ud af taxaen, da Line vaeltede ud- mens groenthandleren i vejkanten fik sig et godt grin.
Cecilie

Saa fik vi os lige en oejenaabner

Dagen idag har staaet paa snak om social structure I Nepal. Om boerneaegteskaber som stadig finder sted, hvordan drengeboern er langt mere oensket end babygirls, og om hvordan livet som kvinde til tider kan vaere.
Hvis man er gift og bliver gravid og foerste foedte er en pige, saa okay. Vi havde godt nok hellere set en dreng, men saa lad gaa for denne gang. Ved naeste graviditet bliver du fulgt til undersoegelse for at faa vished om, om det kommende barn er en dreng eller en pige. Er det en pige bliver du tvunget til abort, da familien ikke faar ligesaa meget ud af en pige da hun jo alligevel skal giftes og derfor kommer ind I en anden familie.

Vi har hoert en meget personlig fortaelling fra vores local teacher, om hvordan hun har kaempet sig ud af et aegteskab og hvordan hun endelig opnaaede skilsmisse. Skilsmisse er langt fra saa almindeligt her som I Danmark. Det satte virkelig nogle tanker igang hos os allesammen, og er noget der har gjort stort indtryk.
Man kan sige at dagen idag har staaet I de personlige fortaellingers tegn.
Kadji, vores camp mangager, har fortalt om livet paa boernehjem, og om at blive afleveret der, som foelge af fattigdom I familien og manglen paa mad. Der er mange aarsager til at boern havner paa boernehjem, men nogle af de primaere er gadeboern som er blevet gadeboern pga. Misforhold til stedmoedre, boern med kun en foraeldre og fattigdom. Alt dette tegnede en flot roed traad til det sidste punkt paa dagens program – BOERNEHJEMS BESOEG!!

Smaa hoppende trasker vi ned af den mudrede grusvej, I et forsoeg paa at undgaa de store vandpytter. Uden om hoens og hunde og med udsigt over de flotteste groenne rismarker naermer vi os boernehjemmet som vi skal besoege den naeste times tid. Vi skal besoege boys section, et hus med ca. 40 drenge op til 18 aar.

Vi bliver moedt af en masse glade drenge – det skal nok blive godt det her.
Snakken gaar lystigt derudaf om alt fra skolegang til fremtidsdroemme.
“Danmark, det er da et kaempe stort land, er det ik?!” “I’m the drummer..!” “hehe, spiller DU fodbold I DANMARK, du er jo en PIGE!!” “Min droem er at komme I the british army” “hvordan er jeres nationalmelodi??” og synges maatte der saa:)

En time I selskab med en flok glade drenge, som bare syntes det er fedt at vi er der, gaar hurtigt. Vi lavede lege med dem, og de lavede lege med os – det kan man vist kalde for et udbytterigt besoeg for begge parter…

Som sidste kroelle paa halen har vi I dag kastet os ud I den aedle kunst, kunsten at spise uden bestik…. Jeg skal lige hilse og sige, at det langt fra er saa nemt som det ser ud. Det er nemt at foele sig en lille smule ucharmerende med ris haengende ned af hagen og fingerne fedtet godt og grundigt ind I karry, men hvad oevelse goer vel mester...

Line

Fieldwork

(9. august)










Efter endt undervisning, med snak om migration, bevæger vi os mod Thamel. I Thamel, som er den mest turistede del af Kathmandu, skal vi undersøge forholdene for de arbejdene. Turen der hen foregår på gåben. (Det er endnu ikke alle der føler sig trygge ved tanken om, at skulle bevæge sig rundt på to hjul i storbyens trafik.) Vi er ikke i tvivl om at være nået frem til Thamel. Overalt i bybilledet springer butikkerne i øjnene. Sportsbutikker med trekking udstyr, butikker med tørklæder og smukke stoffer, masker og små budhaer, te, krydderrier og gadesælgere.

Namaste. Overalt bliver der hilset, smilet og handlet. Vi er et godt stykke nede af gaden nu. Kom nu, gå nu bare ind og hiv fat i en nepaleser, tænker jeg om de andre. Men har egentligt ikke lyst til selv at være den første der tager initiativ. Vi kigger butikker, og få brugt lidt rupees.

Vi for samlet lidt mod til os og springer ud i nogle interwievs. Vi for snakker med et par nepalesere som er ret gode til engelsk. Og så et par stykker som ingen ting forstår. En fyr bliver ved med at prøve at sælge os bananer, imens vi bare prøver at få svart på et par spørgsmål.

Aften. Vi slanger os i den store brede sofa, med hjemme lavet Chey (te), imens vi ser Water. En film som har ligget på vores værelse siden fredag, men først nu bliver muligt at se pga. manglende strøm.

Water - En smuk og meget tankevækkende film, der omhanler en pige på 8 år der bliver enke i Indien. Indiske kvinders valg når manden dør: Lad dig brænde levende til ære for din mand. Eller Baber dig skaldet, klæd dig i hvidt og lev resten af livet i kloster. Udstødt af resten af samfundet. (Enkebrænding, sati, hænder stort set ikke mere.)

De fantastiske fem paa eventyr

Friske og udvilet som altid staar de fantastiske fem klar kl ni loerdag morgen. Dagen staar paa tampelbesoeg med vores nepalesiske laerer Jinita. Men I dag faar vi lov til at se og oplave en del mere end bar tampler. Vi skal nemlig med bus. Naar jeg umidelbart taenker bus, taenker jeg det ikke som en lidt stoerre udgave af en bil, proppet med alt for mange mennesker. Men det er en bus I Nepal. Ind med os alle, ganske taet. Meget meget taet. Saa taet at ens overarme klistre sig fast til dem man sider ved siden af. Paa busturerne rundt I Kathmandu kan man derfor sige at vi laerer hinanden at kende paa en helt ny maade. Og bonus, vi laerer ogsaa den nepalesiske befolkning lidt bedre at kende, ved at dele lidt kropsvaesker med dem I bussen :D
Foerste stop var Dashupatinath. Her saa vi baade munke, ligbraending og det hele. Plask! Noget chorkeret bliver vi da ogsaa, da en lille dreng hopper I den hellige flod. Den hellige flod, hvor ligenes aske bliver smidt , hoppende drenge glad I og tog sig en forfriskende dukkert. Tror vist lige de fantastiske fem tabte kaeben godt og grundigt. Men hva fan, vandet er jo helligt paapegede vores guide. Paa vejen til templet bliver vi ogsaa moedt af en del tiggere. Pludselig er fattigdommen meget taet paa. Det er uhyggeligt. Men samtidigt ogsaa skraemmende hvor hurtigt man kigger den anden vej.
Bus igen, sved igen, taethed igen. Denne gang med en bus hvor der var hip hop musik, saa med hullerne I vejen bumper vi af sted I takt til musikken. Frem kommer vi til andet stop. Og her var mange trapper. Op gik vi, hoejt op. svedige og prustende kommer vi op paa toppen til en fantastisk udsigt. Vi var kommet til et sted for budister. De sidste billeder bliver taget og turen gaar ned igen. Og ved udgangen finder vi ud af at vi er gaaet ind det forkerte sted, hvilket betyder at vi ikke har betalt indgang. UPS!
Dagen sluttede med at vi havde faaet blod paa tanden til at tage ud I trafikken paa egen haand. Saa soendag skal de fantastiske fem da proeve at koerer taxa. Og det maa man sige vi fik proevet. Maaske var det lidt for vildt til Karen som paa den sidste taxa-tur maatte give et hvin fra sig, da taxaen kom alt for taeet paa en anden bil. Men det var god underholdning for os andre som fik os et godt grin sammen med taxa-chaufoeren:D Og man maa konkludere at man ogsaa kommer rigtig taet paa hinanden naar man sidder fem I en taxa, vi diskuterede I hvert fald om vi ville kunne genkende hinandens svedlugt?
Cecilie

Do you have any difficulties in finding your way?

Vi staar midt paa en aaben plads. Luften er fyldt med roeg og roegelse fra de omkringliggende boder. Enkle kvinder paa hug serverer roedgloedene majs, mens en enlig hane i naerheden klaedt i mudder og moeg basker kraftigt med vingerne. Andre boder igen saelger toej i alle afskygninger. toerklader, pudebetraek, sarier og duge. Smaa tynde boern men med ubeskrivelige krafter cykler pladsen igennem med et ordentligt laes af taepper bag paa deres alt, alt for store herrecykler.

Maendene er staerkt overrepraesenteret i denne park taet paa Durbar square. Haand i haand, eller arm i arm gaar de to og to og snakker fortroligt med hinanden. Et par taet omslynget spadserer forbi og min foerste tanke er at de helt klart maa vaere homoseksuelle. Men saa flasher min hjerne tilbage til virkeligeheden. Jeg er ikke laengere i Danmark men i Nepal, hvor homoseksualitet er et stort tabu.De faa homoseksuelle, der toer at staa ved deres seksuelle overbevisning eller kommer til at udleve den, bliver straffet paa det haardeste. Og nej denne park er ikke et saakaldt fristed for gays og fyrene her er abenlyst ikke med i en gayparade.

Men hva' saa? Maend i Nepal er meget fortolige med hinanden og kan sagtens holde i haand uden at det overhovedet bliver opfattet som noget seksuelt.
Jeg kigger fortsat rundt og andre steder igen sidder maendene taet omslynget ind over hinanden i en rundkreds. Jeg moever mig lidt frem og faar endelig oje paa grunden til den hoejlydte snakken og de heftige glaedesudbrud. De spiller kryds og bolle...

Vi bevager os lidt videre rundt og stopper op for at faa et godt overblik, og maa sikkert have set ud som om vi ikke ved, hvad klokken er slaet, for pludselig er der en nepalesisk fyr, der giver os et bredt hvidt smil.

"Excuse me...Do you have any difficulties in finding your way?"

Vi smiler tilbage og skynder os at svare, at vi bare ser os lidt omkring. "Oh, You just looked like you had troubles finding your way , so that's why I came quickly to assist you". Den smilende fyr fortsaetter og sporger, hvor vi kommer fra. Vi kommer hurtigt i snak og fortaeller at vi er meget imponerede over at se saa mange mennesker paa et sted.

Han smiler tilbage og svarer undrende: " Oh, You think there are many? No, today I think there are not so many people...."

Han fortaeller ogsaa, at han gaar paa college inde i byen, men idag er det hans fridag. Han taler et rigtig godt engelsk.
Vi sporger ham tilsidst, hvor alle kvinderne er henne, og han slaer grinende ud med armene og siger at kvinderne er derhjemme for at lave mad og maendene kommer her, fordi det er dem som "koerer fabrikken".

Tiden gaer hurtigt naar man er paa sightseeing i Katmandu og vi skal skynde os hjem inden moerket begynder. Gennem dytten og roeg og damp, stinkende billos og hoejlydte saelgende er vi hurtigt afsted. Paa vejen hjem taenker jeg paa markedet og paa den venlige nepaleser..."Do you have any difficulties in finding your way" Og jeg bliver helt sikker paa, at det faar vi ikke her i Katmandu. Hvis man bare stopper op, vil der helt sikkert komme en og spoerge, om vi har brug for hjaelp.

Meen det goer det maaske en anelse lettere at faa hjaelp naar man som kvinde befinder sig blandt hundredevis af maend, hvis de da ikke lige gaar i armkrog:-)


Karen

Pas paa en bil! - Den foerste dag i Kathmandu

Den foerste dag paa platformen i Kathmandu startede stille og roligt ud - Og da vi foerst skulle spise morgenmad 9:30, kunne vi ogsaa sove laenge (:
De fleste startede dagen med at snuppe sig et bad! (Det skal lige siges at forholdene har paa platformen er luksus i forhold til hvad de lokale maa leve med - Vi har ordenligt toilet og et dejligt bad, hvor der for det meste er varmt vand) Cecilie (volontoer), informerede os om at hun valgte ikke at bruge brugseren, da der stod spand og kande paa toilettet, og hun derfor troede at brugseren ikke virkede! - Saadan Cecilie, begynder allerede nu at vaenne sig til de primitive forhold ;)
Resten af formiddagen gik ellers med at laere hinanden lidt bedre at kende, og finde ud af hvad vi hver isaer haaber at faa ud af opholdet.

Saa kom eftermiddagen, og nu var det tid til selv at stifte bekendskab med Kathmandu og dens indbyggere - I hvert fald i foelge Rikke og Rekha (facilitatore!
De havde lavet en lille liste med spoergsmaal vi skulle svare paa, hvor svaret var et vi ville kunne finde i byen.
Vi gik alle af sted med gaa paa mod og hoejt humoer, klar til at udforske!
Mig og Line (volontoer) gik i gang med at proeve at kommunikere med de lokale - dette er ikke den letteste opgave da mange kun snakker Nepali.. Eller goer de? Hertil kan jeg svare nej - de snakker dansk! Eller okay, de og de, der var een der snakkede dansk! Men hvilket sammentraef - ligesom vi proever at kommunikere med en vagt, der intet engelsk kunne (for at finde ud af hvad et bestemt tempel dyrkede for en religion), blev vi sendt videre til ham (: Her fik vi os saa en hyggelig lille sludder for en sladder, inden vi igen begyndte at bevaege os videre i Kathmandus vilde gader. Og her overdriver jeg ikke! De koerer i venstre side, og som om det ikke er forvirrende nok i forvejen, syntes man ingen regler for faerdsel at kunne finde. Det er bare hornet i bund, og saa ellers traede paa speederen! Det at krydse en vej som turist kan tage rigtig mange minutter, da man ikke bare lige gaar ud foran en bil/knallert. Vil naesten sige det er med livet som indsats naar man gaar i Kathmandus gader - uden fortov!
Men hjem i live kom vi - dog helt smadret, og vi var nu alle enige om at en lille lur inden aftensmaden ville vaere en fantastisk ting.

Efter den laekre aftensmad og lidt mere afslapning, blev det nu til hygge med te. Inden vi kunne faa lov til dette skulle vi dog foerst paa et lille natteloeb i haven - dette kan vi desvaerre ikke prale med at vaere de bedste til.. Vi glemte to poster, og efter megen besvaer med at finde dem skulle vi nu til at lave vores egen chya te. Men efter at have kigget paa opskriften, maatte vi igen konstatere at vi havde overset/glemt noget - Kanelen! (Denne skulle vi ha' koebt paa vores tur rundt i Kathmandu) Naar ja, men saadan kan det gaa naar man holdere mere oeje med ikke at blive koert over, end alt muligt andet. Og det gik da heller ikke vaerre end at vi fik lavet en dejlig chya te uden kanel ;)

Det var lige nogle smaa highlights over vores foerste dag i Kathmandu, og nu vil jeg til at afslutte for i dag og sige paa gensyn paa et senere tidspunkt.

Stine