Den sidste dag på platformen

Mandag d. 26 april. Den sidste fulde dag vi bruger på platformen her i Nepal.

Efter en weekend der har stået på river rafting, afskedsfester, pizza, øl og massere af hygge, blev det mandag, og den sidste dag. Vi havde planlagt en stor fælles morgenmad, som blev lavet af os volontører, og serveret for alle der ville møde op og spise med. Med pandekager, ristet brød, Choco flager og frugtsalat, kan det kun siges at morgenmaden blev en succes.
Vi fortsatte formiddagen med en fotoudstilling, med billeder og beskrivelser der dokumenterede "social change" som vi har set det under vores ophold. Konkurrencen blev givet i starten af forløbet, og vi har alle gået med et halvt øje på detaljerne i de samfund og situationer vi har bevæget os rundt i gennem de sidste 26 dage. Vinderen af konkurrencen blev Christina, og præmien var en bog fyldt med billeder taget af Nepal og nepaleserne.
Herefter gik vi direkte til fremlaeggelserne afvores Drivers of Change projekter. Disse indkluderede alt fra artikler og debatindlaeg til en penne-vende ordning og en fundraising kampagne. Disse fremlaeggelser koerte indtil frokost, med konstruktiv kritik og spoergsmaal, og da vi sluttede af var vi alle en smule mere sikre i hvilke retning vores projekter ville tage efter vi har forladt platformen.
Efter frokost stod det paa gennemgang og debat af casees fra det virkelige liv. Vi blev stillet over for 3 forskellige problemer som tidligere volontoerer har staaet over for, og skulle igennem rollespil og debat komme frem til loesninger som vi mente ville virke. Dette har givet os lidt mere blod paa tanden, og gjordt os glar til at takle hvad vi kommer ud og moeder i vores placeringer.
Eftermiddagen stod paa rengoering, rengoering og mere rengoering, og aftenen blev startet med leg som foerte til den sidste fest sammen i meget lang tid.

Foelgende vil her komme kommentarer fra all volontoererne som har vaeret paa platformen den sidste maaned:

Saa blev det sidste dag her paa Platformen i Nepal. Nu spredes vores veje og det rigtige volontoerarbejde skal for alvor begynde. Jeg har nydt denne maaned i Nepal, og vil aldrig glemme alle disse fantastiske mennesker jeg har moedt. De oplevelser vi her har haft sammen vil altid staa klart for mig som en fantastisk oplevelse. Tak for en dejlig maaned, baade til volontoere, facilitatore, lokale laerer og alle de andre der har vaeret en del af dette Nepal-eventyr! Folks, we are ready to change the world!
Held og lykke til jer alle paa jeres videre faerd. Jeg glaeder mig til at se jer alle i Koebenhavn igen! - Christina

Ka' I ha'et paent. Tak for'det. -Mette

Saa gaar turen til Indien, Tak for en fed maaned til alle der har vaeret en del af den! - Christian Mikkelsen

Virkelig fantastisk ophold, med fantastiske mennesker, kan klart anbefales og en af de bedste ting jeg har oplevet gennem de sidste par aar. - Michael Juul

Virtuelle, forsinkede knus til dem, der ikke fik dem paa sidstedagen. - Sasha (nu officielt daeknavn i Indien)

Phutung Secondary School

Torsdag d. 22 april

I dag har vi forsøgt os ud i undervisning, og lad mig med det samme skrive, at vi alle var rigtig glade for resultatet. På Phutung Secondary School fik vi - fordelt på to grupper - lov til at prøve kræfter med at undervise hhv. en 5. og en 7. klasse, som vi havde besøgt dagen forinden, i engelsk. Så vi kom selvfølgelig ikke uforberedte, men som vi oplevede i forbindelse med vores workshops, er planer en ting, praksis nogle gange noget andet.

Et udsnit af morgensamlingen og -gymnastikken på Phutung Secondary School

Under vores besøg den forrige dag havde undervisningen været meget lærestyret og -fokuseret, så vi var egentlig heller ikke helt sikre på elevernes niveau, men vi havde sat os for at de skulle mere på banen, skulle sige mere selv. Faktisk viste det sig, at de var så dygtige, at min gruppes forberedte aktiviteter blev opbrugt før tid, så vi blev nødt til at improvisere lidt til sidst (dvs. vi stjal skamløst fra den anden gruppe). Så nu går nogle nepalesiske skoleelever måske rundt og siger godmorgen, goddag og farvel til deres faste danske volontører. :-)

Efter endt undervisning tog vi tilbage på platformen, hvor vi skulle snakke om vores drivers of change-projekter igen. Denne gang skulle vi give hinanden respons på vores hidtidige fremskridt, eller det der lignede. Jeg tænkte ikke over det undervejs, men det at vi så let kan give og modtage kritik indbyrdes siger vel ikke så lidt om hvor tilvænnede til hinanden, vi efterhånden er blevet. Og så skal vi spredes for alle vinde allerede på tirsdag. Hmm.. Jeg tror vi alle sammen er blevet lidt mere parate til at virke som volontører efter i dag, men det bliver altså stadig ikke nogen fornøjelse at sige farvel.

- Christian A. T.

Chitwan nationalpark

Loerdag-mandag d. 17.-19. april 2010
Saa oprandt dagen endelig for vores besoeg til Chitwan nationalpark, som isaer jeg selv havde glaedet mig til som et lille barn. Foerst skulle en 7 timers bustur paa meget ujaevne veje dog overstaaes. Men frem naaede vi da, og guesthouset, som vi havde booket paa forhaand, levede heldigvis op til forventningerne.
Soendag blev brugt paa en heldages junglewalk, hvor vi, under kyndig vejledning af et par lokale guider, naaede rigtig langt ind i junglen. Det var en lang, svedig og ufatteligt varm tur, men vi blev rigeligt beloennet med synet af diverse eksotiske dyr. Vi saa baade naesehorn, vilde elefanter og friske spor efter tigre. Sidstnaevnte saa vi desvaerre ikke noget til i levende live; til min fortrydelse og Christinas udtalte lettelse.
Soendag morgen var vi paa en halvanden times safari paa elefantryg. Det var en rigtig fed oplevelse, hvor vi kom helt taet paa et par naesehorn, der laa og koelede af i en mudderpoel.
Efter en laaang bustur, naaede vi endelig hjem til Kathmandu igen. Og hvor havde vi savnet vores varme brusere, rene senge og ikke mindst Gokus fantastiske mad!
- Ann Kirstine

Kastesystem og kronisk mangel paa toiletpapir

Torsdag d. 15. April staar i kastesystemets navn. Efter at have vaeret vidner til umenneskelige forhold for Indiens kasteloese i filmen "Lesser humans" forrige aften, skal vi i dagens undervisning have sat begrebet lidt i perspektiv. Denne teoretiske del staar vores lokale guruer, Suddah og Umez for, hvorefter vi faar et levende billede i stolen, for hvem denne for os saa ufattelige skik er og har vaeret hverdag.

Gajadhar Sunar, initiativtager til Dalit Welfare Organisation i Nepal, beretter om sit liv, hvor diskriminationen har vaeret helt haandgribelig hverdag som det er det for saa urimeligt mange lavkaste- og kasteloese i Nepal. Sunar voksede op med den opfattelse, at det var helt naturligt og "godgiven" at han som barn skulle behandles anderledes end de andre i sin klasse, her skulle han f.eks. staa udenfor koekkenet i hjemkundskab, og kigge ind igennem et hul i muren, imens de andre elever modtog undervisning. Naar man som Sunar, er dalit, er man nemlig uroerlig for de oevre kaster, og man hverken sidder sammen eller spiser sammen, af frygt for at de oevre kaster skal blive forurenet af den kasteloeses naervaer.

Sunars historie er dog langt fra en haabloes beretning. Paa inspirerende vis, formaaede Sunar paa sin videregaaende uddannelse at organisere medstuderende, og tage de spaede skridt i retning af et opgoer med de traditionelle forestillinger om de fastlaaste kaster. Dalit Welfare Organization soeger at organisere og forbedre empowerment for de mange dalitter, der ikke er i besiddelse af redskaberne til at kraeve deres rettigheder eller til at skabe opmaerksomhed paa uretfaerdigheden paa egen haand.

Dagen som i dag er endnu et eksempel paa hvordan vi her paa platformen skridt for skridt kommer naermere en stoerre forstaaelse af de sociale problemer der eksisterer, ikke bare i Nepal, men for saa vidt generelt gaeldende i vores asiatiske fokuslande. Og paa trods af den omend sjaeldnere, men stadigt tilbagekommende foelelse vi efterhaanden har faaet identificeret som "Nid" citat Anders Lund Madsen : "Fornemmelsen indeni naar man spiser floedeskumskager, mens TV-Avisen viser et indslag fra Rwanda", kommer vi dag for dag laengere og laengere vaek fra turist-rollen og taettere og taettere paa dagen hvor vi med rygsaekken fyldt fra Global Platform skal ud til vores projekter, og forhaabentligt rent faktisk kan tage fat, og foele at vi goer en forskel i et endnu uvist omfang.

Kathmandu er hverdag, den kroniske loese tarm med tilhoerende mangel paa toiletpapir er hverdag, selv trafikken er overskuelig og til at arbejde med, de fleste af os har gudhjaelpemig, paamonteret cykelhjelm og hvad der ellers kan findes af beskyttelse, kastet sig med lukkede oejne ud i vanvidet paa jernhingst. Og det kan saa godt som anbefales! Med nerverne i orden, er det faktisk en realistisk mulighed, og alle lever endnu! Faktisk er det eneste der nu er uoverskueligt, tanken om, at den videre placering (der for alle er temmelig upraecis og fyldt med uvished) er noget der bliver virkelighed meget, meget snart, og at denne lille oase, Gokus koedgryder, og hinandens selskab bliver fortid.

Men gud hvor bliver det godt at komme afsted, og vi glaeder os!

- Anne

WorkShop og bordel-besoeg!

Saa blev det fredag d. 16. april og programmet stod paa workshops. Vi paabegyndte arbejdet med disse workshops igaar, der er tiltaenkt nogle nepalesiske Aktivista-deltagere (NGOer der samarbejder med MS). Vi blev inddelt i 2 grupper, udfra hvilke vi skulle stable disse workshops paa benene efter alle kunstens regler. Der blev arbejdet godt med disse igaar, hvor huskeraad som Framing, Tid, Upartisk, Lytte og Inkludering blev gennemgaaet, samt ASK-modellen der skal hjaelpe til at finde ud af, hvilket formaal vi har med workshoppen. Skal det vaere Atitude, Skills eller Knowledge som vi oensker vores deltagere skal gaa hjem med, eller maaske noget helt tredje?

Efter dette grundlaeggende arbejde, kom saa tidspunktet hvor de beroemte workshops skulle foeres ud i livet. I mellemtiden var der saa sket denne mindre aendring, at de unge Aktivista-folk var i felten, eftersom deres leder havde glemt at underrette dem om vores aftale. Hvad kan man sige, saadan er Nepal! Vores facilitator, Rikke var dog rask paa telefonen og fik istedet nogle andre nepalesere fra Action Aid hovedkontoret til at komme, saa vi kunne proeve kraefter med afviklingen af workshops.

De overordnede emner hed kulturforstaaelse og lighed. Ikke just nemme emner at kaste sig ud i ved foerste forsoeg, men ambitionsniveauet var som altid hoejt. Der blev taget diverse redskaber i brug saasom, kreative energizer-lege, NGO rollespil og tegningsbeskrivelser af maend og kvinder. Det var dog den indlagte diskussion jeg tror var den der overraskede, og maaske slog benene en smule vaek under os. Vi fandt ihvert fald alle sammen ud af, at det kan vaere en kunst i sig selv at skabe en god diskussion, holde den koerende, og ikke mindst faa den rundet af paa en god maade. Vi overlevede dog ogsaa denne udfordring, og blev enige om, at det var meget godt at faa disse erfaringer med i bagagen. Nu ved vi da ihvert hvilke udfordringer vi kan moede, naar vi fremover skal afvikle workshops.

Fredag aften havde vi planlagt besoeg paa en danse restaurant, hvor vi glaedede os til et aegte kulturmoede. Det skal jeg love for at vi fik, dog ikke helt som regnet!
Vi traeder ind i et meget moerkt lokale med spotlight paa scenen, hvor det foerste vi bemaerker er stripperstangen... Okay, vi vender saa langsomt hovedet og ser disse sofaraekker med tilhoerende borde, opstillet som var det en biograf man traadte ind i. Hmm, foerste tanke - "hvad er det her for et sted??". Hvorfor, ved jeg ikke, men vi vaelger altsaa at saette os ned og bestille noget mad, alt imens de foerste dansere kommer paa scenen.
Lad mig proeve at beskrive denne danse seance som vi i de efterfoelgende timer er vidner til.
Let, men dog paaklaedte kvinder hopper rundt paa scenen i nogle hoeje og tilsyneladne ubrugelige stoettestylter af nogle stilletter at vaere. Alt imens nogle tilsvarende fyre i bedste Nik & Jay stil giver den fuld power, og paa alle maader overdoever disse toese-pige-boern, der mest af alt ligner nogle, der lige er vaagnet efter 14 dage i Sunny Beach.
Som vidner til dette komiske og samtidig dybt tragiske arrangement befinder vi os i en zone, hvor vi ikke rigtig ved, om vi skal grine eller graede, gaa eller blive. Vi vaelger dog at blive og faa oplevelsen med, men heller ikke meget laengere end, hvad det tager at faa konsumeret den bestilte mad. Det bliver i mellemtiden slaaet fast med 7 tommer soem, at dette er en 'danse restaurant' med vaesentlig mere paa menu-kortet end hvad der umiddelbart offentliggoeres.
Fy for kitkatten, hvor er det et trist og soergeligt syn! Vores nyerhvervede viden fra Platformen hjaelper dog paa forstaaelsen for, hvorfor disse unge mennesker ender i denne situation. Endnu et kulturmoede der kan tilfoejes denne dannelsesrejse som vi har bevaeget os ud paa.
Ikke alt er positivt, men alt er laererigt!

- Christina

Ristet toast og boernehjemsbesoeg

Vi skriver idag mandag den 12/4/2010.
Bad, hurtig tandboerstning og morgenmad.
Dagen overraskelse: Ristet broed.
Den vigtigste ingrediens til en forsat god dag!
Dagen idag staar paa menneskerettighedsundervisning, men det virker som alles andenprioritet. Idag er det nemlig dagens sidste begivenhed, der fylder alles tanker. Nemlig boernehjemsbesoeget.
Skal det forberedelse til? Hvor meget kan der naas paa en time? Skal der koebes legetoej eller slik? Det var bare nogle af de omraader man i volontoergruppen diskuterede igennem inden den endelige plan var fastlagt.
Hvad er egentlig det der skal besoeges? Er det ligesaa kummerlige forhold, som det vi oplevede paa udslusningshjemmet i mandags.
Alle tanker drejer sig om i hvilken stand stedets faciliteter er og hvordan boernehjemsboernene vil imoedekomme een.
Til alt held er hjemmets faciliter fine (Nepal standart). Cykler, fodboldbane (smaat graesomraade med faa huller i jorden), basketnet osv.
Boernene fra hjemmet kommer fra forskellige baggrunde. Nogle er tidligere gadeboern og andre foraeldreloese, men stadig virker de som en stor familie.
De tager glaedelige imod een med store ojne, der fortaeller alt om hvor spaendte de er paa at moede een, og samtidig naermest fortaeller at den time der er sat af bliver alt for kort.
Timen staar paa leg, spil og samtale. Alle deltager paa hver deres maaede. Dem der har engelskkundskaberne aevler loes, men dem der ikke siger saa meget, snarere viser deres kundskaber i legene. Ice-breakeren Christian A soerger for at alle barrierer bliver nedbrydt med hans "i'm not very good at soccer" midt paa fodboldbanen.
Boernenes viden om vesten film film var gode, mens deres viden om Danmark haltede en del. Kommentarer som: "I've heard Denmark have more pigs, then humans" og "Don't you use pigs as pets?" gav smilet en mere opadgaaende retning. Efter spil og snak var det farvel og turen gik hjem igen. Alt i alt en fantastisk mandag med toastbroed og besoeg paa boernehjem
Peter.

Drivers of Change

Saa er det endelig onsdag i d. 3. uge af vores ophold. Netop denne onsdag har - i hvert fald jeg - set frem til, siden sidste uges taette program blev paabegyndt: vi har fieldwork til vores DoC projekter hele formiddagen og allerede fri klokken 14.45, saa alt i alt en dag, hvor vi har mere fritid end saedvanlig. - og fritid er til for at blive brugt, saa christina og jeg besluttede at udnytte det bedst muligt.. med massage.

Da dagens program var overstaaet, var vi kommet en del laengere med vores DoC projekter, og projektets arbejdsgang er nu udarbejdet og haengt op som en saakaldt actioplan, saa vi foelte nok derfor alle, at vi havde gjort os fortjent til en eftermiddag bestaaende af shopping, afslapning, laesning eller som Christina og jeg - Massage...

Mmh, massage i 3 timer for kun 2000 nissepenge (ca 170-200 kr), en tiltraengt forkaelelse de oemme trekkingben vil takke os for - troede vi.
Vi bestilte fint vores massagetilbud (bestaaende af full body scrub, full body massage and facial) i skranken, og da de kun havde 1 enkelt kvindelig massoese tilbage, tog jeg til takke med en mandlig - massage er vel massage og det er jo ikke nyt for dem at massere kvinder. Med hoeje forventninger satte vi os til rette i venterummet, hvor vi hurtigt blev hentet af massoesen....

Vi bliver saa foert ind i et stoerre rum, hvor vi paent bliver bedt om at afklaede os. Vi smider alt paa naer underbukserne, og laegger os afventende op paa massagebriksen.
Det viser sig saa bare, at underbukser skal smides, naar man skal masseres eller lignende i Nepal, og det er umuligt at goere elegant, naar man ligger paa maven og 2 unge nepalesiske massoerer observerer. Men af kom de da, og saa startede vores behandling for alvor. Inderlaarene var graenseoverskridende, da det lille lagen blev pakket meeeeget langt op, og benene spredt, saa de rigtig kunne komme til. Da nedre kropsdele endelig var overstaaet, aandede jeg lettet op, for saa igen at blive grebet noegenhed. Lagnet bliver nu trukket ned til starten af laarene, og balderne fik nu en ORDENTLIG tur. Efterhaanden som jeg laa der - noegen som en baby - begyndte jeg at fortryde saetningen: "I don't mind" noget saa grusomt, da jeg begyndte at frygte det der skulle ske, naar foers jeg vendte mig om paa ryggen.
Og ja, helt galt var vi da ikke paa den, for brysterne fik ogsaa en ordentlig tur af den lille nepalesiske mand, der ikke har vaeret en dag over 21.
Da scrubben havde faaet tid til at virke, skulle det vaskes af. Og det foregik i et lille, skummelt og beskidt omklaedningsrum, med kun 1 bruseniche, der lugtede af sure sokker blandet med dunsten af det gasblus-opvarmede vand.
Efter 1000 aars kaempen med den genstridige, meget farverige scrub og et vandtryk, der er "non existent", var vi saa klar til en ordentlig omgang meget noegen massage, der havde omtrent samme forloeb som bodyscrubben. - Dog med den ene undtagelse, at de paa et tidspunkt hoppede op paa briksen og masserede os naesten siddende paa vores bare balder.
Men da vi affandt os med at vi var noegne som babier, og aldrig behoevede at saette vores ben i denne spa igen, var massagen faktisk ganske behagelig og vores facial var heller ikke ringe endda.

Men hvis i faar lyst til massage i Kathmandu i fremtiden, saa undgaa tranquility spa, hvis du er sart.

- elizabeth h.

Kvindekamp, gade teater og rock stjerner

Den anden fredag i vores ophold på Global Platform Nepal er kommet og gået, og dagen har været fyldt med oplevelser.
Dagen startede, som alle de andre, med morgenmad og lektioner i klasse lokalet. Dagens emne: Familie strukturen og kvinders status i asien, med Sudha og Umesh.
Beskrivelserne af kvinders forhold, var bakket op af tal og historier fra det virkelige liv, og det må siges, at hvis nogen har brug for vores støtte, er det kvinderne i Nepal. Næsten ingen uddannelse, giftet væk allerede før deres første menstruation, de spiser altid sidst, mænd har flere friheder, og arbejdsfordelingen i hjemmet er fuldstændig forskruet, når manden kan side og dovne den hele dagen mens kvinden knokler sig selv i laser. For ikke at tale om deres forhold når det gælder skilsmisser, mishandling og det at blive en enke.
Som prikken over i'et, kan de risikere at blive sat ud i huler, når de har menstruation. HULER!!!

Efter denne øjenåbner, blev vi kørt ud til et Gurukul teater, hvor vi skulle spise frokost, få en intro til, hvad der gjorde denne type teater speciel, og derefter ud til en skole og se et egentligt stykke.
Gurukel teater kommer fra en gammel nepalesisk skik fra landsbyerne. Her er det upraktisk at tage ind til byen, for at se en dommer, når man kommer i uoverensstemmelser, så derfor begyndte man at samle hele landsbyen i et stort råd, hvorefter man diskuterede, indtil man var kommet frem til en løsning.
Denne ide er blevet modificeret, så den passer til teater, idet at truppen tager ud til landsbyer, eller distrikter, og fremviser stykker på en humoristisk måde, omhandlende problemer, som er gældende for det specifikke publikum. Det kan for eksempel være om pigers ret til en uddannelse.
Omkring slutningen af stykket, fryses scenen af en af skuespillerene, hvorefter publikum bliver spurgt til råds, for at finde en løsning til det problem, der nu er kommet op. Deres forslag bliver derefter implementeret af skuespillerene, som improviserer, eller den pågældende person der kom med forslaget, bliver trukket op og skal nu tage pladsen af en af aktørerne.

Vi kom herefter ud til skolen, og vidste egentligt ikke helt hvad vi skulle forvente. Vi var nok alle en smule nervøse, for hvordan vi ville blive modtaget, men det havde vi ikke behøvet.
Vi var knap kommet ind ad porten til skolegården før vi blev swampet af børn der ville snakke, rører, vises os omkring, eller bare være i nærheden af os. Ikke hvad vi på nogen måde havde forventet, og vi kan nok alle sige nu, at vi ved hvordan rock stjerner har det, når de er omgivet af deres fans!
Stykket, som vi så, omhandlede en pige der blev taget til byen, så hun kunne få sig en uddannelse. For at have et sted og bo, og tjene penge til at betale for skolegangen, lavede hendes far en aftale med en familie, om at hun arbejde for dem, så længe hun også kunne gå i skole. Familien satte hende til at lave alt husarbejdet, så hun ikke havde nogen fritid, og når hun endelig prøvede at studere, blev hun slået. Forslagene fra skolens elever var bla. at hun skulle arbejde hurtigere, få familiens dreng til at hjælpe med arbejdet, og kontakte faren og fortælle at hun ikke måtte gå i skole.

Aftenen sluttede af med en stille og rolig fest, som mest af alt bare var en hygge aften, hvor der blev drukket et par øl. Alt i alt en oplevelsesrig dag.

Haandgribelig handling og hygge

Tirsdag d. 13 april blev dagen, hvor vi som globale voluntoerer for alvor vaagnede op til daad som rejsende, der ikke blot betragter verden, men som aktivt handler og proever at saette vores aftryk paa den! Dagen var nemlig den, hvor de hidtil lidt mystiske og for mange overvaeldende 'Drivers of Change' projekter skulle saettes i gang. Nogle projekter hvor vi via enten en konkret kampagne, et udviklingsprojekt eller en artikel skal vaere med til at skabe en eller anden form for social forandring, hvad enten denne handler om at forandre vidensniveau, holdninger, regeringsbeslutninger eller energiregnskaber. Ideerne skoed i starten vildt i alle mulige retninger. Fodboldturneringer for boernehjem, avisartikler om forfatningsprocessen, reflekser til fodgaengere i stroemsvigtsramte gader eller kampagner for kvinders uddannelse, og diskussionen om hvad man som volontoerer egentlig kan vaere i stand til at aendrede boelgede sine steder livligt frem og tilbage. Skal vi holde os til de smaa konkrete aendringer i f.eks. skoleboerns hverdag, eller skal vi forsoege at paavirke hele regeringer og samfundsstrukturer? Hen paa eftermiddagen fik alle efterhaanden besltuttet sig for hvilket hjoerne af verden de ville forsoege at aendre, og de spaede projektspirer viste netop, at social forandring kan ske paa alle niveauer. Et projekt handlede om at ivaerksaette brevudvekslinger mellem nepalesiske og danske skoler. Et andet handlede om at indsamle danske midler til det fantastiske 'Green Schools'-projekt og et tredje om at paavirke dansk ulandspolitik overfor Nepal. Faelles for naesten alle projekterne var, at de alle paa en eller anden maade handlede om at vi som danske unge i en fremmed kultur kan med vaere med til at skabe baand mellem Danmark og Nepal, eller de andre lande hvor voluntoerer skal hen. Vi har baade vores 'gamle' viden derhjemme fra, der er ny og nyttig for Nepalsere, og vores 'nye' viden fra Nepal, som er saerdeles vedkommende for danskere, og som de foerste voluntoerer paa 'Global Platform' har vi en saerlig mulighed for at saette Nepal paa landkortet og saette fokus paa det fantastiske land, de fantastiske mennesker og de fantastsiske projekter vi har set.

Om, aftenen, havde vi havde besoeg af de nuvaerende globale volontoerer i Nepal, som med naesten ustoppelig fortaellelyst, berettede om deres hidtidige oplevelser. Endnu en gang blev vores maaske lettere mystificerede og uklare forestillinger om volonoerarbejdet forvandlet til helt konkrete billeder og overvejende positive historier fra hverdagen paa boernehjemene, i skolerne og hos vaertsfamilierne. Vi blev blev raadet til at altid at have at par boernelege ved haanden, at oeve vores taalmodighed og kropssprog og at forberede os paa at vi snart har set varmt vand og toiletter for sidste gang i lang tid. Senere handlede det om at skabe baand og kendskab mellem de to grupper voluntoerer. Via en spidsfindig og alternativ interviewleg, fik vi indhentet adskillige oplysninger om hinanden, bl.a. at en af de andre volontoerer foelte sig som en loden raev indeni, at en har vinterbadet paa faeroerenre og at vores egen facilitator Rikke af alle 'personer' allerhelst vil moede et spoegelse:) Et af de mennesker, som legen ogsaa skulle binde os sammen med, var vores nyankomne facilitator Rekha, der netop er ankommet til Kathmandu fra den gamle platform i Goa i Indien og som i oevrigt helst vil vaere en flodhest. Vi hilser hende allesammen med et hjerteligt 'Namaste' og glaeder os til, at hun kan vaere med i den proces der nu er ved at flytte os fra at betragte som turister til at faa fingrene i jorden og blive aegte voluntoerer!

- Rasmus

Globalisering i Thamel

Tirsdag den 6. april 2010

Saa er vi efterhaanden ved at vaere afklimatiserede og er, tror jeg nok, ved at vaere landet mentalt. I morges da jeg vaagnede under myggenettet var det i hvert fald som om det her allerede foeles som en hverdag. Danmark er langt vaak, isaer fra mine tanker, og nu er det bare saadan mit liv er, at den soede kok hedder Goku og at jeg paa en maade gaar i skole igen - bare paa en tagterasse i Kathmandu. Paaskeferie med solcreme, det ved jeg ikke hvornaar jeg sidst har kombineret.

I dag var vi paa saakaldt feltarbejde i bydelen Thamel, der er kendt for at vaere lidt af et backpacker-mekka og naermest et lille stykke af vesten, her i det vilde, vilde oesten. Det ved jeg nu ikke helt om vi oplevede. Vores tema for dagens udflugt var globalisering, som vi skulle undersoege hvor vidt ogsaa havde haft indflydelse i Thamel. To og to blev vi sendt ud for at moede de lokale og finde deres historie. Christian A. og jeg naaede kun forbi et par butikker foer vi faldt i snak med ejeren af en saakaldt thanka-butik, thanka vaerende de her taepper med buddhistiske motiver til vaeggen. Bishnu, som han hed, boed os paa laekker the bag i butikken, hvor vi fik os en lang snak om hele hans historie og tilstanden i Nepal. Hvis man eventuelt skulle have glemt det et oejeblik, at man ikke laengere er i Danmark, blev man i hvert fald mindet om det der. Hvor tit ville man lige blive inviteret paa the i en butik derhjemme? Og ogsaa blive tilbudt et besoeg i ejerens private hjem? Jeg har aldrig proevet det i Danmark, saa meget vil jeg sige.

Bishnu fortalte, at han var kommet her til Kathmandu for 27 aar siden fra sin landsby, og havde startet butikken her. Men nu, inden for de sidste 5 aar, havde han overvejet at tage tilbage til sin landsby for at arbejde i markerne, frem for Thamel. Han broed sig ikke om den udvikling bydelen havde taget, med et stort boom af butikker, mennesker og fourening. Med den globale finanskrise var det den seneste tid ogsaa blevet endnu mere surt at vaare foretningsdrivende, fordi turisterne sparrede paa pengene, og ligeledes de lokale. Buddhisterne ville paa det seneste hellere have mad end Buddha til vaeggen. Men Bishnu fortalte muntert om sin familie og sine store boern, der havde vaeret heldige at gaa paa universitetet og nu arbejdede paa kontorer i Kathmandu.
Vi kom til at snakke om Nepals nye demokrati og en af Bishnus yngre venner sluttede sig til os ved bordet. Han leverede den replik jeg vil huske bedst fra i dag. "Sometimes half an education, is worse than no education" sagde han, da jeg spurgte ham, hvad han mente der stod i vejen for, at Nepals demokrati kunne komme til at fungere. Dermed mente han, at en del af probemet var magtfulde folk, saavel som befolkningen, der havde en lav uddannelse, men dog, i kraft af at de havde en, troede, at de havde alle svarene, men ofte kun havde den ene side med.

Det lille theselvskab vil jeg altid huske som noget unikt og en fin del af mit foerste moede med Nepal, som den her maaned jo er. Jeg kan ikke vente med at komme ud og moede og hoere alle de andre historier der er derude.

Om aftenen havde vi besoeg af et stort stykke inspiration i form af Sonam, der har startet et projekt, der hedder Green Schools, her i Nepal. Han bygger skoler hvor eleverne rent faktisk kan holde ud at vare, og ikke bliver kogt om sommeren eller frosset ned om vinteren, som det er tilfaeldet med de blik-tags skoler, der lige nu er standard i Nepal. Hans projekt var et meget konkret og haandgribeligt eksempel paa hvordan man virkelig kan goere en forskel. Det er vist saadan noget vi allesammen droemmer om at vaere i stand til, maaske i en lidt mindre maalestok, maske, med tiden, en endnu stoerre.

- Mette

Vant til Kathmandu, knap saa vant til bistandsbold

Efter en uge i Kathmandu er vi saa smaat begyndt at vaenne os til trafikken og larmen. Efter de seneste dages udflugter ud i byen, var dagens indhold idag undervisning paa platformen.
Den forste del bestod af vores 4. og 5. nepali time som ogsaa var de afsluttende. At sige at vi kan tale sproget flydende ville nok vaere at tage munden for fuld, men vi har dog laert flere nytte udtryk som Sanchaai chaa (hvordan gaar det) og Mahango (for dyrt). Resten af dagen stod paa en fredelig og fysisk afslappende diskussion om udvikling, troede vi. Det skulle nemlig vise sig at Rikke havde forberedt en helt anden, og mere fysisk metode, at illustrere partnersamarbejde paa.
Bistandsbold minder meget om fodbold, men med den lille forskel at holdene er delt op som i-lande og u-lande. I-landene har mindre spillere men derudover spiller de bare normal fodbold. Hvis man derimod, ligsom mig, er saa heldig at blive udvalgt som u-landsspiller bliver man tapet sammen med en eller to andre fra ens hold. Det viste sig at bistandsbold var en rigtig effektiv maade, at finde ud af hvordan friheden og raaderummet for de to hold var forskellig.
Aftensmaden stog paa den nepalesiske specialitet Momo, hvor dem der havde lyst kunne faa lov til at blive indviet i udformingen af dette gode maaltid.
Efter en haard uge bliver torsdag aften nu brugt til at lade batterierne op inden weekendes strabadser tager fart.

2. dagen i Kathmandu

Saa er vi for alvor landet i Kathmandu! Fysisk - og om muligt, mentalt. Livet i Nepal er sprudlende, energisk og paa alle omraader anderledes end det vante i Danmark. Om noget skal vores kroppe vaennes til, at dagene i Nepal for mange mennesker starter allerede kl. 3.00 om natten, hvilket jo virker ganske uforstaaeligt for unge danske B-mennesker... Heldigvis lever vi i denne lille oase af danskhed, og kan derfor tillade os at skabe vores egen hverdag og moedetid, saa laenge vi ikke bevaeger os udenfor de trygge mure vi omgives af, hvor man hurtigt bliver moedt af gadesaelgere, handlende, biler, lyde, dyr og diverse dufte. Alt i alt et sanseindtryk i saerklasse!

Paa 2. dagen er vi allerede kommet godt igang med undervisningen her paa Platformen. Vi har i dag haft vores foerste nepalitime, hvor underlige lyde blev forvandlet til ord og saetninger der maaske - maaske ikke, vil give mening for de arme nepalesere, som vil blive vores testpersoner ude i det virkelige liv. Sudha, vores lokale nepali-laerer, udviser dog stor taalmodighed og goer sit yderste for at laere os saa meget som muligt, om sproget saavel som kulturen.
Hvilken haand maa vi bruge til hvad, hvad betyder den roede tikha nepaleserne har i panden, og hvordan er familiestrukturen i en nepalesisk familie? Alle disse spoergsmaal og flere til, dukker automatisk op naar man gaar rundt i Kathmandus gader, og svarene paa disse hjaelper os til at faa en kulturforstaaelse vi kan bruge i moedet med de lokale.

Det blev ogsaa dagen, hvor computerne og internettet blev sat op, og vi fik mulighed for at komme i kontakt med omverdenen igen. 2 dage uden disse, og vi foeler os straks som Robinsondeltagere efterladt af baade TV-hold og Jakob Kjeldbjerg. What to do?
Vi fik dog mailet hjem, hvilket man gerne skal skynde sig lidt med, eftersom EL er langt fra en selvfoelge her i Nepal. Man laerer hurtigt at pandelygter og levende lys er et noedvendigt udstyr, hvis ikke man vil i seng ved solnedgang. Vi vaelger at tage dette som en charmerende del af oplevelsen, og kryber sammen med vores beskedne lys i sofaerne, hvor aftenhyggen finder sted.
Denne fredag aften besluttede vi at tage i biografen for at se en aegte Bollywood film. Hmm, det skulle vi vidst ikke have gjort... Welldone Abba, vidste sig at vaere en laaaang film paa hindi, hvor ikke engang dans var en del af underholdningen. Jeg toer godt indroemme, at enkelte af os benyttede muligheden til at lukke oejet og faa indhentet lidt af det forsoemte. Vi forlod biografen efter 1 1/2 time, hvor filmen blev afbrudt af en pause. Pause?! Ikke just hvad vi forventede os, af de kaere Bollywood-folk, men det blev da enden paa vores hindi oplevelse for denne gang.
Vi gik hjem igennem det moerkelagte Kathmandu, og konstaterede, at pandelygten vidst skal med naeste gang vi skal ud i de sene nattetimer...

- Christina

Fattigdom og foedselsdag

Onsdag d. 7. april stod paa to diamentralt modsatte ting:
Fattigdom, og Rasmus' 21 aars foedselsdag.

Rasmus er den begavede fyr midt i billedet

Rasmus blev fejret med haard haand lige fra morgenstunden, hvor vi serverede nogle skumle 'chocolate pies' for ham, der muligvis har vaeret skumplast el.lign. i en tidligere inkarnation. Very autentic and original nepalese, indeed. Som den velopdragne unge mand han nu er blevet, spiste staklen faktisk op. Det betoed selvfoelgelig ikke, at hans kulinariske kvababbelser var overstaet. Om aftenen drog vi ud for at spise paa en tibetansk restaurant, og foerst her gik det for alvor galt. Paa mystisk vis blev Rasmus' bestilling til en omgang *meget* autentisk tibetansk rejsemad, der bestod af graeskarsuppe og... goer-det-selv dej. Yes yes, ind paa bordet kom simpelthen en kande the, noget smoer, en skaal mel plus en tom skaal. Jeg toer godt allerede nu sige, at dette maa blive et af de absolut sjoveste kulturmoeder, vi kommer til at opleve herovre, ikke mindst pga. foedselsdagsbarnets ansigtsudtryk. Heldigvis var indehaveren af restauranten venlig nok til at vise os meningen i galskaben. For de nysgerrige:

- Man blander the, mel og smoer i den tomme skaal, saaledes at blandingen ikke bliver for melet, men heller ikke for tynd (saa kategoriseres det som babymad i tibetanske oejne, fik vi at vide).
- Man spiser nu skiftevis en skefuld dej og en skefuld suppe.
- Nam.

Personalet her paa platformen har til gengaeld vaeret endnu soedere end de plejer, hvilket siger ikke saa lidt: det er bestemt ikke hverdagskost at faa frikadeller herovre.

En lille og frygtsom dreng soeger tilflugt hos CPCS

Fagligt set har vores fokus vaeret fattigdom, eksemplificeret ved Kathmandus gadeboern. Vi har besoegt Child Protection Centres and Services, en lokal organisation, der arbejder med at give nepalesiske gadeboern en fremtid, enten ved at genforene dem med deres foraeldre, eller ogsaa ved at organisere undervisning i faerdigheder, der kan give dem et arbejde. Selv om faciliteterne efter danske standarder var ret spartanske, virkede projektet rigtig godt. Ikke mindst havde de en bemaerkelsesvaerdig indstilling til deres arbejde, og var meget bevidste om at de arbejdede med boern der var tidligt modnede. Langt fra en 'vi alene vide' attitude, virkede de til at vaere gode til at moede dem, hvor de var, og tage udgangspunkt i deres situation. Det betoed f.eks. at gadeboern, der ikke var indlogeret hos dem, men havde valgt at leve paa gaden endnu, kunne deponere penge der, saa de ikke var saa udsatte for at blive fraroevet dem om natten.
Boernene selv var nysgerrige og, tja, foerst og fremmest boern. Og heldigvis for det.

(hvis du som laeser undrer dig over, hvordan man kan kombinere foedselsdagsfest og fattigdom paa en og samme dag, saa undrer du dig ikke alene. Men det viser sig, at det kan man nok bare blive noedt til. Det er lidt skitzofrent, men det er resten af verden ogsaa. Naar det er sagt, haaber jeg ikke at vi decideret vaenner os til det)

- Christian A. T.

De foerste indtryk fra Kathmandu

Saa er vi i den grad ankommet til hektiske, fantastiske Kathmnandu!

Citat Rasmus: "Jeg har kun een ting at sige: dyt-dyt!"

Og bedre kan det ikke siges. Indtryk nummer et: trafikken er fuldstaendig vanvittig!

Dog udvikler man efterhaanden en form for teknik, der kan faa een helskindet over gaden (vores er maaske endnu ikke helt faerdigudviklet, men saa langt saa godt, alle lever endnu).

Efter at have sundet os over trafikken paa vej til Platformen er vi overvaeldede over selve stedet - alt er langt over forventning, vi snakker toiletter, brusebade, varmt vand, computere, toiletpapir, ufatteligt venligt og imoedekommende lokalt personale, graesplaene (!) og det privillegie daarligt nok at kunne ane den oeredoevende larm fra trafikken, dette sted er et helt fantastisk udgangspunkt!

Humoeret er hoejt, og i en forvirret blanding af "namaste", "goodmorning" og "godmorgen" begiver vi os rundt i den bygning der skal vaere vores hjem den naeste maaned, og hilser paa de mange nye ansigter.

Og saa ud i Kathmandu by. Indtrykkene er mange, for fremmede ligner alle gaderne hinanden, og for fremmede er alting enormt hektisk, men man falder hurtigt for byens helt unikke charme. Maengden af skrald, skidt, mennesker, biler, knallerter, nysgerrige blikke og street-cows (ja, som i gadehund, bare gadeko) er enormt overvaeldende den foerste tid, men efter bare et par enkelte dage er det efterhaanden hverdag, og man nyder at bevaege sig rundt i gaderne paa maa og faa, og suge Kathmandu til sig.

Vi er blevet taget godt imod, for det ikke skal vaere loegn, blev der allerede torsdag aften (dag 2) afholdt en form for festivitas for de danske volontoerer der gennem Global Contact er i Nepal for tiden. En oplevelse er ikke ordet; der var taler, traditionel dans, lokalt live band og aftenen mundede saagar ud i en spontan Nepali karaoke (nepalesere er ikke blege for at hoste op med en form for underholdning, hvis stemningen er til det, og det var den!)

Efter godt to dage paa Global Platform Nepal er de foerste mange indtryk for alvor ved at saette sig, og vi foeler os mere og mere hjemme, baade paa platformen, i byen og i hinandens selskab.

Et fantastisk ophold er ved at tage sine foerste skridt!

- Anne Mehlsen