Nu skal vi vise dem...

Mine haender kloer. Maaske fordi jeg ikke kan taale saeben paa platformen, maaske fordi jeg laenges efter at komme igang. Jeg er spaendt, og naar andre ikke hoerer det ogsaa rigtig nervoes.
Vi er paa, paa den maade hvor man har alle sanserne aabne og foeler sig traet og brugt efterfoelgende. Alligevel er der en naesten euroforisk stemning da vi saetter os ind i bussen. Det gik over al forventning, saa vi er glade og ikke mindst lettet over at det lykkes. Hvad skal vi med en bus? -Vi kan da flyve hjem!
Med en indstilling om, at vi nu skal vise dem hvordan engelskundervisning ogsaa kan vaere, gaar vi ind. Ind i klassevaerelset, indrammet af de bare murstensvaege og moerkel. I Danmark snakker vi om daarligt indemiljoe i klasselokalerne, I Nepal er der naermest udemiljoe i klasselokalerne, for med ingen ruder i vinduerne staar der en frisk vind gennem lokalet.
Det er dog ikke det vi har taenkt os at aendre paa, for med kun 45 minutter til raadighed haaber vi at kunne vise boernene at der er andre maader man kan have undervisning paa. At man kan laere engelsk ved andet end at gentage efter laeren og skrive af fra bogen. Missionen lykkeds. Boernene er en aktiv part af undervisningen, formulerer deres egne saetninger paa engelsk og ord som gruppearbejde og laering gennem leg flyver gennem lokalet. Vi ser glade og smilende boern og ikke mindst en laere der griner med og hygger sig. Jeg krydser fingre for at vi har givet ham lidt inspiration til hans undervisning, det vil vaere den stoerste gave.

En anderledes skoledag!

Bussen koerer ad Kathmandus ujaevne veje mod Shree Phutung Secondary School. Her skal vi ud og observerer en time i engelsk. Vi sidder spandte i bussen og glaeder os til at finde ud af, hvad dagen vil byde paa. En ting er sikkert, vi ved, at vi kommer til at opleve en meget anderledes undervisningsstil end vi er vant til fra Danmark. Efter lidt over en halv time ankommer vi glade og forventningsfulde paa skolen. Da vi traeder ind i skolegaarden, maerker vi med det samme alle boernenes oejne og opmaerksomhed rette sig mod os.
Paa skolen erfarer vi hurtigt, at alting ikke er saa struktureret og planlagt som i danske skoler. Vi maa vente halvanden time inden vi kan komme ind og opleve en engelsktime. Vi begiver os derfor ud i lokalmiljoet for at finde et sted at sidde og Bhuwan fortaeller os lidt mere om skolesystemet i Nepal.
Saa bliver det tid til, at vi kan komme ind i klasserne. Vi gaar paa skift i to grupper ind i forskellige klasser. I min gruppe var i en 5 klasse, og i dag var temaet for timen "fremtidsplaner". Boernene blev bedt om at laese et digt fra deres bog, hvorefter laereren laeste det hoejt. Efterfolgende blev alle elveverne spurgt, hvad de ville vaere, naar de bliver store, og de havde alle et svar. Mange ville vaere laeger eller laerer, men enkelte skilte sig ud og ville f.eks. vaerer sanger eller danselaerer. Og til sidst blev eleverne bedt om at skrive digtet af. Med vores danske oejne, synes vi der manglede, at eleverne fik snakket noget engelsk selv. Saa i morgen, hvor det er tid til, at vi selv skal staa for et undervisningsforleb, vil vi laegge vaegt paa, at de selv faar lov til at snakke engelsk. Vi er vist alle spandte paa, hvordan dagen i morgen kommer til at forloebe. Og vi haaber paa, at vi faar en sjov og laererrig time sammen med boernene.

Diskrimination i slummen

Vi sidder som hvid slavehandel i et lille, fyldt rum. En efter en bliver vi shanghaiet af de ivrige familier, som gerne hjaelper os med at slaebe liggeunderlag og sovepose.

Alle havde deres egne specielle og interessante oplevelser. Nogle fik festet sammen, danskere og nepalesere imellem til en stor foedselsdagsfest for halvdelen af slummen. Merte og Mette var aabenbart ikke inviteret, dog crashed Merte festen alligevel. Alle familier var imoedekommende, ogsaa selvom der var visse sprogbarriere.

Merte boede hos en familie vis levevej var geder og vin. Dette bar huset da ogsaa praeg af, da der, undskyld vores franske, lugtede af ged og glade mennesker. Om aftenen kom Moti hende til undsaetning og tog hende ud, ogsaa selvom hun var blevet lagt i seng klokken otte.Hun oplevede dog ogsaa lidt mere fromme ting, som da Mette og Merte sammen med deres "familie" var paa tempel-besoeg. Mette tilbragte sin tid med at se tegnefilm paa nepalesisk, og proeve paa at slippe levende fra hoensene i husstanden.

Naeste morgen var alle tilfredse, og mere eller mindre udhvilede og en afskedscermoni med Tikas og blomster blev udfoert. Da vi bumlede hjemad var vi alle glade for at kunne kalde os for: "slummennesker for en dag".

Hilsen taberne, som ikke maatte komme med til festen, da vores moerkere haarfarver ikke levede op til nepalesernes forventningen om soede lyshaarede danskere :)

Team no-dal bhat

Det er fredag eftermiddag, og vi gaar i samlet flok hen ad Kathmandus stoevede gader. Vi har et langt p1 program om unge og migration i baghovedet, samt Rikhas henvisninger til eftermiddagens opgave. Da vi ankommer til stedet, hvor det var forventet at der skulle vaere en lang koe af unge mennesker med deres migrationspapirer klar i haanden som vi kunne udspoerger om hvorfor de havde valgt at migrere til et andet land, blev vi meget skuffede. Alt hvad vi kunne se var et par forvirrede nepalesere, der enten loeb rundt, eller ikke forstod et ord engelsk. Med skuffede miner vendte vi naesen mod Thamel, hvor vi lidt slukoerede udspurgte nogle enkelte nepalesere, om deres migration fra landet til byen

Loerdag morgen, klokken meget tidligt, begav vi os ned til citycenteret for at moedes med vores trekking guide. Efter en times tid i en lokalbus begyndte vi den foerste dags lange gaa tur, delvist opad. Samlet har vi gaaet 45 km paa de sidste 3 dage, gennem landsbyer, jungel og andet bakkelandskab, og vi naaede op i en hoejde af 2800 m. Det var en fantastisk flot tur, som baade havde sine gode og kanp saa gode dele, for at sige det paent. Foerste dag blev Kirstine meget syg og maatte sendes hjem i taxe (heldigt at det var muligt), anden dag havde vi et stoerre kaos, hvor 2 blev vaek fra os andre, og faret vild, fordi vi bare gik i vores egen verden, hvilket var super dumt. Dernaest havde vi en stoerre drama scene i en lille landsby, da vi fandt sammen igen, som tiltrak samtlige af landsbyens beboere der enten kiggede forundret eller chorkeret paa os eller bare grinede, ligesom vores guide. Vaerelserne vi boede paa havde fine vinduer, men nogle uden ruder, hvilket resulteret i vaade senge og meget kolde naetter. Men ud over alle disse negative ting, og at nogle blev lidt traette undervejs, var det en rigtig fed tur, hvor vi fik set nogle flotte solopgange OG mount Everest med egne oejne. Selvom vi ventede en halv til en hel time hver gang vi skulle have mad, var humoeret alligevel for det meste hoejt og vi blev meget enige med os selv i at det var fordi napaleserne ikke kan lide os danskere, som mette siger "Danskere! det er en beskidt race". Det gennemfoerende, evige tema, som der blev lavet uttalige jokes med var dal bhat! Ligegyldigt hvad, var der ingen der skulle nyde noget af dal bhat, og det blev sammenlignet med selv de vaerste ting, saa derfor vil jeg, efter Mettes opfordringer, udnaevne os til team no-dal bhat.

Flere nye ansigter

Kendte og nye ansigter kigger forventningsfuldt rundt i det proppede klasselokale. Stemningen er afventende og lidt nervoes. Vi ser alle frem til en spandende dag, hvor vi skal laere at faciletere workshops. Unge fra Nepal deltager sammen med os i den spandende og indholdsrige dag.
Langsomt loesnes stemningen op og der lyder en summen og snakken af stemmer. Praesentation af dagens program, en sjov energizer og afstemning af forhaabinger og bekymringer er altsammen med til at skubbe dagen i gang paa en god maade. Smilene bliver stoerre og stoerre og stemmerne hoejere og hoejere efterhaanden som gruppearbejdet med workshops skrider frem.
Dagen blev meget laererig for alle. Vi laerte en masse vaerktoojer bl.a learning by doing, the experimental learing cycle, ASK-modellen og vi fik visualiseret hvad det vil sige at vaere en god facilitator. Gruppearbejdet var en oplagt mulighed for at komme taettere paa hinanden og afproeve nogle af disse vaerktoejer. Ligeledes boed dagen paa kulturmoeder baade af den positive og overraskende slags.
Dagen sluttede med et brag af workshops, som for alles vedkommende blev en succes. Vi gik ud fra klasselokalet med rugsaekken proppet med nye og spandende vaerktoejer og oplevelser.

lort, HIV, Scars on Broadway og Mads Langer. meget om meget lidt

ja, saa er vi saa kommet til dag nr. det ved jeg faktisk ikke, jeg har mistet overblikket over hvor dage vi har vaeret her, men det foeles som en evighed, siden vi kom her til. men jeg ved at vi er noglelunde halvvejs inde i vores periode i kathmandu.

vi har ikke rigtig lavet det helt store i dag, saa jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive, maaske skulle jeg skrive om mit ejet helt store hoejtepunkt, nemlig da jeg var paa tolittet foer idag, og for foerste gang i en uge, lavede en rigtig lort og ikke det tynde pis, jeg har skidt ud hele ugen.

Men nogle ville nok mene det ville vaere lidt klamt hvis jeg skrev en hel blok om lort. Saa jeg maa nok finde noget andet at skrive om. Jeg kunne skrive om de effekter det har, naar man har diarra og forsoeger at kurerer det med tabletter, som har diarra som bivirkning.

men det ville selvfoelgelig ogsaa komme til at handle om lort. Saa det gaar nok heller ikke. jeg kan selvfoelgelig ogsaa skrive om det HIV projekt som der var en der fremlage om. Hvis ikke lige det var fordi jeg ikke var der, da jeg med Scars on broadways vuggeviser i oerende var igang med at tage en lur, da jeg var traet efter foerst at have arbejdet med Mette paa vores drivers of change projekt, og bagefter sad i to timer og arbejdede, paa at klippe ting til en film jeg skal lave. Hvilket har givet mig fornyet respekt for min storebrors ven metale helbred, efter som han arbejder klipper, for hvor mine klip i det mindste er interesante, skal han klippe ting som vild med dans og paradice, saa at han ikke har ploekket hul i hjerneskallen og ladet hjarnemassen flyve ud, er imponerene. Saa respekt til ham.

jeg kunne selvfoelgelige ogsaa skrive om hvordan en af pigernes phykopat droem, om hendes ejen doed, fik mig til at gaa rundt og synge Mads Langer hele dagen. Men det ville vaere lidt maerkeligt, at skrive om en andens droem

eller jeg kan skrive som jeg har gjort her og skrive om alt og ingenting.

skrevet af manden i flokken

Porter's Project

Kasser med ukendt indhold, hoe, vanddunke og saagar sofaer. You name it - vi har set Kathmandus portere gaa gennem byens gader med det paa skuldrene. Selvom de er alle vejne, bliver jeg alligevel forbloeffet jeg faar oeje paa en porter - ikke mindst fordi han har over det dobbelte af hans kropsvaegt paa sine skuldre, men ogsaa forundringen over at der er nogen der bliver noedt til at have dette job. Og derfor var det ogsaa rart da vi eftermiddags besoegte Actionaid Nepals 'Porters Project', som kaemper for porterne og deres familiers rettigheder og levevilkaar. Selvom formanden for projektet kunne fortaelle om fremgang for de fattige portere, kunne man alligevel ikke lade vaere med at fokusere paa nogle af de forfaerdelige skaebner. For eksempel saa vi billeder af porterboern, fik fortalt om hvordan de nedslider deres kropppe og at porterne slet ikke har stemmeret, fordi de fleste ikke har raad til koebe deres eget land.
Efter formandens oplaeg gik turen forbi en af porternes hjem. Her blev vi foert igennem gange og rum, som var moerke og umulige at staa oprejst i. Til sidst endte vi i et meget lille lokale med lavt til loftet. Her fik vi at vide at der boede en familie paa syv boede og at der ikke adgang til rent drikke vand og toilettet nedenunder blev delt med alle de andre familier i huset.
Det hele virkede meget uvirkeligt og forfaerdeligt for en volontoer, der fra et land hvor der er hoej mindsteloen og rettigheder til alle arbejdere. Men alligevel gjorde det det bare endnu mere klart hvorfor det er saa vigtigt at vi proever at goere en indsats ligesom man har gjort med Porters project.