Nu skal vi vise dem...

Mine haender kloer. Maaske fordi jeg ikke kan taale saeben paa platformen, maaske fordi jeg laenges efter at komme igang. Jeg er spaendt, og naar andre ikke hoerer det ogsaa rigtig nervoes.
Vi er paa, paa den maade hvor man har alle sanserne aabne og foeler sig traet og brugt efterfoelgende. Alligevel er der en naesten euroforisk stemning da vi saetter os ind i bussen. Det gik over al forventning, saa vi er glade og ikke mindst lettet over at det lykkes. Hvad skal vi med en bus? -Vi kan da flyve hjem!
Med en indstilling om, at vi nu skal vise dem hvordan engelskundervisning ogsaa kan vaere, gaar vi ind. Ind i klassevaerelset, indrammet af de bare murstensvaege og moerkel. I Danmark snakker vi om daarligt indemiljoe i klasselokalerne, I Nepal er der naermest udemiljoe i klasselokalerne, for med ingen ruder i vinduerne staar der en frisk vind gennem lokalet.
Det er dog ikke det vi har taenkt os at aendre paa, for med kun 45 minutter til raadighed haaber vi at kunne vise boernene at der er andre maader man kan have undervisning paa. At man kan laere engelsk ved andet end at gentage efter laeren og skrive af fra bogen. Missionen lykkeds. Boernene er en aktiv part af undervisningen, formulerer deres egne saetninger paa engelsk og ord som gruppearbejde og laering gennem leg flyver gennem lokalet. Vi ser glade og smilende boern og ikke mindst en laere der griner med og hygger sig. Jeg krydser fingre for at vi har givet ham lidt inspiration til hans undervisning, det vil vaere den stoerste gave.