Ankomst til Nepal

Wuhuu!
Saa er jeg og 16 andre friske mennesker ankommet til Kathmandu i Nepal efter en lidt kaotisk flyvetur (lad os bare sige at nogen af os fik lidt motion i Dehli lufthavn). Her skal vi vaere den naeste maaned og forberedes, inden vi skal ud i tre maaneder on our own til henholdsvis Indien, Vietnam, Sri Lanka og Thailand. Vi har nu vaeret her i tre dage (i dag er det loerdag, som er Nepals helligdag), og vi er ved at blive rystet godt og grundigt sammen. Vi har lige siddet og drukket en velfortjent oel efter en dejlig frokost (super mad vores madmor Guku laver).

Det er underligt at vaere her. Jeg tror ikke rigtig, det er gaeet op for mig, at vi skal vaere her i en maaned. Vi har indtil videre faaet udforsket lokalomraadet i gaar og set Dubar Square i dag (hvor de er meget glade for danskere). I gaar havde jeg efter en lang nats soevn, stadig lidt jetlag og var derfor glad for at programmet ikke var saa stramt. Vi skulle ogsaa laere vores facilitatorer at kende, som de meget gerne vil kaldes, og lige genopfriske lidt omkring de andre voluntoerer. Vi gennemgik ogsaa programmet for de kommende uger, som viste sig at vaere ret interesssant. Vi skal bl.a. besoege og overnatte i slummen i 24 timer. Det bliver rigtig spaendende haaber jeg.

Da vi var faerdige med alle de praktiske oplysninger, fik vi tid til at udforske Kathmandu lidt. Det fede ved at bo hvor vi goer (i slummen) er at vi ser en helt anden side end den de "normale" turister ser naar de kommer til Nepal. De ser bydelen Tamal som er fin nok i sig selv, men maaske bare lidt for vestlig inspireret. Det er fedt at vaere et sted hvor nepalesierne stirrer, peger og griner og ikke helt ved hvordan de skal reagere naar de ser os. Det tyder jo lidt paa at de ikke er helt vant til turister i den her bydel. Vi gik i grupper da vi udforskede lokalomraadet og Sofie, Luna og jeg gik sammen. Vi var vidt omkring, men en af de oplevelser vi havde (og som jeg nok kommer til at huske herfra) var da en lille pige, hun har ikke vaeret mere end 3 aar, kom hen til os og vinkede os ind i en skolegaard der lignede en tempelplads. Her stimlede nogle boern sammen og ville have os til at tage billeder af dem. Det var bare saa soedt og viser hvor ligefremme og aabne boern er i forhold til voksne. De er ikke bange for at sige hej til en der ser anderledes ud end dem, og det er saa dejligt at se synes jeg.

Noget andet der overraskede mig, men som maaske ikke burde er trafikken i Kathmandu. Den er fuldstaendig vanvittig. Bilerne dytter hele tiden, og hensynstagen eksisterer ikke her. Det er nok noget man vender sig til, men alligevel var det lidt overvaelende.

Jeg synes ogsaa det er passende lige at naevne at alt her ikke er fryd og gammen. Vi startede meget trist ud torsdag aften da vi ankom. Michael, som nu er taget hjem, havde en soergelig meddelse til os alle. Han fortalte at hans far var doed, og at han derfor ville tage flyet hjem fredag eftermiddag. Det er det mest forfaerdelige der kan ske i mens man er sted synes jeg. Men han var usaedvanlig staerk, og vi har ogsaa hoert at han maaske kommer tilbage paa et tidspunkt, naar og hvis han er klar.

Ellers paa trods af traethed og den triste nyhed er vi nu endelig her efter lang ventetid, saa det handler bare om at faa det bedste ud af den her fantastiske tur, som jeg ved vi faar. Saa derfor til os alle sammen: Swagata Tan til Nepal! :)