Det haarde liv som beroemthed

1/2-2011
-Om at opdage den gensidige interesse og forundring over andre kulturer. Om at indse det forstyrrende i ufrivilligt at medvirke paa fremmede menneskers billeder, og om at foele sig som en eftertragtet og forfulgt hollywoodstjerne.

”klik klik klik” lyder det fra de mange kameraer her i Kathmandu. Selv staar jeg ogsaa med kameraet fremme og indfanger alt fra frugtboder til gadeboern paa mit enorme memorycard der er specielt indkoebt til denne turs mange billeder. ”Klik klik klik” skyder jeg ud i Kathmandus jungle af tossede billister og snaksagelige saelgere. Med blitz, uden blitz, lang lukketid, makro og alle de andre teknologisk spoejse funktioner jeg endnu ikke helt har gennemskuet forskellen paa. Det er meget hyggeligt at lege turist nogengange, og mange af de ting Kathmandu har at byde paa bliver nemmere at tackle igennem den digitale linse. Limsniffende gadeboern og haardtarbejdende portoerer er ikke andet end et interessant motiv paa et billede der snart vil havne paa facebook til stor forundring for venner og familie i det monotone og trivielle hjemland.
”Klik klik klik” lyder det fra de mange kameraer rundt om mig, men i modsaetning til mig er de ikke ved at fotografere de mange interessante motiver der paa det naermeste vaelter over hinanden. Naeh disse fotografer har i stedet vendt deres objektiver mod den blege dansker der netop har opdaget at tivoli er aaben og diskret forsoeger at lyne sine bukser op med kameraet dinglende i remmen om haandleddet. Et ganske ucharmerende billede som jeg inderligt ville oenske aldrig var blevet taget af mig. ”Klik klik klik” lyder det ganske taet paa og ved at dreje let til hoejre kan jeg se en midaldrende mand og hans kone staa ganske aabentlyst og indfange de andre volontoerer og mig paa deres kamera. ”Gud, hvor uhoefligt!” vrisser jeg irriteret paa dansk til de andre der ligeledes er blevet opmaerksom paa denne noget uventede opmaerksomhed. Hurtigt bevaeger vi os videre fra den ubehagelige situation, men opdager hurtigt at denne taktik virker ligesaa daarligt paa de nepalesiske, indiske og kinesiske fotografer som den ville goere paa en legesyg flok hunde. Linserne foelger os helt aabentlyst, og nu har et videokamera ogsaa sneget sig frem fra en lomme og den lille roede lampe lyser os haanligt imoede.
Dette er utroligt nok slet ikke unormalt i Kathmandus mindre turistede omraader, hvor turister er ligesaa meget en attraktion for de lokale som de lokale er for turisterne. Diskrete billeder hvor en af fotografen kendt person ubemaerket sniger sig hen i ens personlige sfaere, og saa snart blitzens uflatterende lys har lagt sig er vaek igen. Hvor disse mange billeder af os med roede naeser, lukkede oejne og halvfedtet haar og lokale ”venner” der inden laenge havner paa kaminhylder rundt om i Asien toer jeg ikke gaette paa. Hvor mange uflatterende billeder der efterhaanden ligger paa fremmede menneskers kameraer tror jeg ikke jeg ville bryde mig om at vide. Men en ting har jeg efterhaanden erfaret mellem de mange blitzende kameraers rytmiske klikken, hvis jeg nogensinde skulle gaa hen at foele mig udeladt, overset, uinterresant eller paa andre maader doeje med et daarligt selvvaerd saa er Kathmandu stedet hvor alle kan faa lov til at foele sig som Rihanna, Katy Perry, Orlando Bloom, George Clooney eller hvad man nu er til. –At man til tider naesten foeler sig presset af det haarde liv som beroemthed er prisen man nu engang maa betale for sit selvtillids fix.

Mere fra mig paa
http://ditteblog.wordpress.com/