En snak med Rupak

At vaere i Nepal, et land hvor en borgerkrig haergede indtil 2006, har forekommet mig ret underligt. Saa da vi i fredags , paa platformen, havde nogle nepalesiske studerende paa besoeg, kunne jeg endelig faa et bedre kendskab til, hvordan det maa have vaeret at leve, med en borgerkrig som nabo. En af de studerende hed Rupak og efter vi var faerdige med undervisningen, tog han og jeg ned paa en naerliggende cafe. Jeg spurgte ham om borgerkrigen og han gav denne beskrivelse:

Hver dag ville man hoere skyderier i gaderne og der ville i loebet af en dag, ca. blive sprunget fire bomber i luften. Mange mennesker doede og folk blev i det hele taget fattigere. Saa fattige, at nogle ville bortfoere andres boern, for at afpresse foraeldrene for penge. Dette er en praksis, der selv i dag af og til haender og et eksempel var, at en laerer, der havde bortfoert en af sine elever, men ingen penge faeet, havde skaaret barnet i smaastykker.

Jeg sad og var ved at synke teen, da Rupak fortalte om det draebte barn og maatte lige sunde mig et oejeblik, foer jeg kunne gaa videre i samtalen. Rupak sad ogsaa og kiggede lidt fjernt frem for sig, som om der var noget erindrede. Jeg valgte at begynde at snakke om nutiden og om hvordan maoisterne, de tidligere fjender i borgerkrigen, i dag opfoerer sig. Rupak gav foelgende beskrivelse:

Maoisterne havde foer borgerkrigen, lovet de maend de ville rekruttere, guld og groenne skove. Nu da krigen er ovre, har levebetingelserne forbedret sig, men Nepal er stadig verdens 3. fattigste land og mange af de tidligere soldater har hverken set noget til hverken guld eller skov. Derudover blokerer maoisterne for mange fremskridt i parlamentet, for at gavne egne interesser. Fremskridt, som er vigtige for Nepal, da man i oejeblikket er i faerd med at vedtage landets forfatning.

Rupak virkede meget utilfreds over maoisterne. Noget man godt kan forstaa, naar man, som jeg, ser hvor meget Nepal har brug for politiske fremskridt.

Vi blev faerdige med at drikke te og jeg fulgte ham hen til bussen. Vi fik taget nogle billeder sammen og sagt farvel. Da jeg traskede tilbage mod platformen, mens jeg undgik Kathmandu's vilde motorcyklister, foelte jeg mig et skridt taettere paa, hvordan det maa vaere at vaere ung i en by med borgerkrig.

- Thomas Schumann