Et klistret kys

Jeg er stadig helt mundlam, da jeg sidder ved middagsbordet og proever at fordoeje aftenens begivenheder. Jeg har netop vaeret ude med nogle af de andre volontoerer og dele aftensmad ud til gadeboern og andre fortabte sjaele fra Kathmandus gader. Det er et helt nyt projekt, der er startet op af en virkelig cool, nepalesisk ildsjael - og vi var saa heldige at faa lov til at hjaelpe ham i dag.

Jeg ankommer til projektet med en vis portion skepsis og frygter, at de vil taenke om mig, "at her kommer hun, ene blegfis fra Danmark og tror, at hun kan redde hele verden ved at dele lidt varm dal bhat ud en enkelt gang".
De smaa boern faar mig dog hurtigt til at glemme alle bekymringerne; selvom de fleste render barfodede rundt i kulden, og nogle af dem er skaeve af den lim de har sniffet tidligere paa dagen, kan man tydeligt se taknemmeligheden i deres oejne, da madvognen koerer ind paa pladsen. De faar lynhurtigt, og meget eksemplarisk, stillet sig op i en snorlige raekke, klar til at faa serveret maden - dansk koekultur go home!!

Jeg fatter grydeskeen og begynder at oese op, og de smaa ansigter lyser hurtigt op over glaeden ved et varmt maaltid mad. Mens hvert et lille ansigt passerer, bliver jeg moedt med et grinende "Namaste" (hej) og "What's your name Miss?".
Som moerket falder paa og gryderne toemmes, bliver det ogsaa tid for os at vende snuden hjemad; med gadeboernene trommende og dansende i baggrunden vender jeg mig om, idet en lille haand griber fat i min – jeg faar hurtigt et par arme om halsen og et lille kys paa hver kind – et klistret kys, der efterlader mig med den staerke lugt af lim!

Det har paa en og samme gang vaeret en utroligt givende og livsbekraeftende aften, men ogsaa en aften, der har efterladt mig med en ordentlig portion stof til eftertanke.

- Christine