Regnbueisens dystre bagside

Af og til kan man finde sig selv i situationer, der er saa absurde og groteske, at man maa opgive at forklare dem. Dette skete for undertegnede mandag formiddag paa platformen i Kathmandu. Herren med pennen var placeret paa en stol foran to mennesker, der ellers normalt er ved deres fulde fem. Men denne dag var ikke som de andre. De to unge, men fuldt myndige, kvinder, sad serioest og argumenterede for, hvilken af chokolade- eller jordbaerisen, der var den bedste i den trefarvede regnbueis, som de fleste kender fra deres barndom. I takt med at undertegnedes kaebe naermede sig gulvet, naaede samtalen uventede hoejder, da det blev konkluderet, at den hvide vanilleis i virkeligheden var den bedste, da den havde forbindelse til Hitlers nazistiske raedselsregime med sit ariske look.

At det hele bare var et opstillet rollespil, som en oevelse i konstruktiv kommunikation, boer man naturligvis ikke naevne, da det vil oedelaegge historien totalt. Nu kom jeg til det alligevel. Det skal i oevrigt siges, at chokoladeisen selvfoelgelig er den bedste.

/Mads

Livet i Slummen

Jeg sidder i skraederstilling i et rum, der er mindre end mit vaelse hjemme. Foran mig staar den stoerste portion ris, jeg nogensinde er blevet serveret, men alt muligt tilbehoer. Jeg er paa besoeg i en slumfamilie og vi spiser aftensmad. Jeg taenker paa dem der hjemme, og vores spisebord i lyst trae, som mine foraeldre naesten lige har koeb og som man ikke maa sidde ved uden at have noget under sin talerken, for taenk nu hvis der kom maerker. Men i virkeligheden tror jeg ikke, det goer den store forskel, eftersom min vaertsfamilie snakker, pjatter og hygger ligesom min familie ville have gjort det. Der er bare en forskel. Jeg tror ikke min mor havde vaeret tilfreds med, at skulle vente til aller sidst med at spise for saa at se hvad der er tilbage;)
Jeg kan ikke spise op. "Nanna du sidder i en familie, der koeber mad fra dag til dag fordi de ikke har raad til andet og saa kan du ikke spise op!" Wow hvor jeg skammer mig, men ingen i familien lader til at tage notits af det, de skraber bare det sidste af deres tallerkender, inden datteren, som er paa min alder, samler tallerkenderne sammen og gaar ud for at begynde og vaske op.
Inden aftensmaden har vi vaeret 5 piger oppe og spise Momos. Der blev pjattet, grinet og snakket en helt masse. Vi gik indslynget i hinanden, som man ser mange nepalesiske piger goerer.
Paa vejen tilbage gik mig og min vaerts soester, med hinanden i haanden og snakkede om drenge. Hun ville af princip ikke snakke med drenge, fordi de var ufornuftige. Jeg spurgte om hun nogensinde havde haft en kaereste og hun grinede bare af mig og sagde, at hun foerst skulle giftes om 5 aar. Jeg blev stille. Du har ikke en kaereste, men du vil giftes om 5 aar? Med hvem? Der gik lidt tid inden hun saa op paa mig og sagde, at maend i Kathmandu drak for meget og at hendes foraeldre nok skulle finde en ordentlig mand til hende. Jeg blev stille igen. Hun virkede tilfreds.
Tilfreds med sit liv og de traditioner der omgav hende.

/ Nanna

Cow is a pet animal

Kulturchok. Observerende en femte klasses undervisning i engelsk befandt vi os i et nyt og uventet kulturmoede. Undertrykte grin samt aabne munde og polyter var vores umiddelbare reaktion paa det faktum, at koen bliver betragtet som et "kaeledyr" i Nepal. Med koer gaaende loest i Nepal paa gader og straede,r ofte stoppende trafikken, var vores ideer om koen som kaeledyrs potentiale ikke ligefrem store. Forklaringen paa dette umiddelbare underlige faenomen skulle imidlertid findes i definitionen af et kaeledyr. A pet is a domestic animal loed forklaringen.

Temaet for dagens undervisning var ellers hunden. Ud fra en kort tekst laeste laereren op om hundens udseende og egenskaber og forsoegte at stille forstaalsesspoergsmaal til eleverne. Det blev dog naermere en gentagelse af den tekst, som laereren havde laest op, og man kunne komme i tvivl om, hvor stort udbytte undervisningen havde. De fremlige drenge fremviste ivrigt deres evner, mens de stille pige mere mumlede sammen og ikke rigtigt kom ud af busken. En kort tekst om koen blev deres efterfoelgende opgave, hvor den lille pige siddende ved siden af mig lavede en slags copy-paste af hundehistorien. Formentlig uforstaaende over betydningen af hendes egne skrevne ord kom koen til at bo i et hundehus. Det viste I nok ikke den gjorde :) Forhaabentlig er vi i morgen i stand til at faa alle 18 elever med og give dem en stoerre forstaaelse i undervisningen, der kommer til at vare en time, i stedet for den halve vi observerede ;)

Kvaliteten af undervisningen og manglen paa anderledes undervisningsmetoder eller tilgange er imidlertid ikke de eneste problemer paa Nepals kommunale skoler. De fleste laereres motivation er minimal og manglende kontrol af deres undervisning er udbredt, hvis ikke inspektoeren er meget opmaerksom paa problemet. De ofte uuddannede foraeldre er ude af stand til at opdage den mangelfulde undervisning af deres boern, hvorfor de ikke har kompetencerne til at kunne ruske op i de dovne og pengegriske laerere og derigennem forbedre undervisningen. Loesningen paa problemet skulle efter en skoleprojektsengageret nepalesers mening vaere flere penge. Som kritiske danskere kunne vi imidlertid ikke se, hvordan problemerne skulle kunne loeses ved at give de pengegriske laerere flere penge, men maaske kender vi bare ikke kulturen godt nok ??

Under alle omstaendigheder bliver det spaendende at se, om vi faktisk er i stand til at foere vores mange ideer ud i livet og goere en lille forskel i morgen. Hvis det mislykkes, bliver vi forhaabentlig bare de erfaringer rigere til vores videre volontoerophold :)

Den store danskerdag

“Er det frikadeller?” Spaendingen stiger paa vej op til kantinen, efterhaanden som lugten spreder sig. Toer man haabe ? Vi har forlaengst laert, at der ikke er noget der hedder koed og da sket ikke svin i nepal. Derfor er begejstringen heller ikke til at tage fejl af, da den foerste tallerken er i syne – den staar paa dansk koekken idag! Coco, vores dejlige kok, har baade disket op med frikadeller, kartofler og stuvet hvidkaal. Isaer de to gange Rasmus vil komme til at leve langt paa denne oplevelse ;)
Men det stopper ikke her. Vores uofficielle temadag fortsaetter til hen paa aftenen, hvor vi gaar videre til danske desserter. Som en overraskelse til global change aktivisterne er der travlt i vores eget koekken. Banankage og frugtsalat har aldrig vaeret en stoerre succes! At se en masse asiatere med munden fuld og senere give sig hen i god gammeldags folkedans, kan sagtens faa et smil frem paa laeben.
Kontrasten til al denne glaede findes ude i Kathmandus gader – her lever tusindvis af portere under urimelige forhold. Deres rettigheder som arbejdere underkendes af staten og de maa derfor gaa til hoejstbydende. Vi er afsted for at se et projekt, som netop arbejder imod dette. Et led i dette besoeg foregaar i en porters hjem. Der skal ikke tages fejl af, naar man siger, at en dansker ogsaa er stor i bogstavelig forstand. Husene er usle, der lavt til loftet, alle familiemedlemmer i et rum – klaustrofobi og mus er svaere at undga i saadanne omgivelser.
Maerkelig hvordan en enkelt dag kan indeholder saa store kontraster.

/ Julie

Workshop

Dagens menu: Workshop

Forst fik vi serveret en lille appetizer. Rikke og Rekha kom med alle raavarerne. Der var alt fra en ”ideebank" og diskutioner om, "hvad er en god facilitator?" til hvilke elementer der gor sig glaedende for "den gode workshop". Vi fik virkelig vores appetit pirret, saa vores taender lob i vand blot ved tanken om den kommende udfordring.

Endelig - hovedretten.
Vi blev blandet til en god omgang frugtsalat, saa der baade var nepaleser og danskere i hver af de fire gruppe. Saa gjaldt det ellers om at faa blandet de rigtige indgrienser, saa vi kunne lave vores helt egen super laekre workshop. Opskrifterne fra apetizeren blev fulgt noje.
(Der arbejdes i ojeblikket paa at faa karolines kogeboger til at udgiveopskrifterne under titlen: "Workshops til hverdag") ;)
Det hele kolminerede i en kaempe workshop-buffet, hvor alle vores delikate ideer og paafundt blev serveret og praesentere paa fornemste vis. Festmaaltidet var overstaaet paa bare en halv time, men saadan er det jo - man bruger flere timer paa at forbereder den skonneste laekkerbisken til glaede for alle, og saa tager det kun en halv time at overstaa et hele naar man forst er gaaet igang. Dette til trods er der vist ingen tvivel om, at den nye eksotiske workshop-ret faldt i alles smag.

Tina Dickow

Der lugter lidt af tis. Vi befinder os i koeen til udenrigsministeriet blandt en masse kampsvedende nepalesere som alle haaber paa at kunne faa et pas saa de kan rejse ud i verden og proeve lykken. Vi har faaet til opgave at udspoerge de ventende om hvilke planer de har for at goere brug af deres kommende pas.
Engelskniveauet hos disse kommende emmigranter var dog noget haltende, og de mange maend var mere interresseret i at snakke med de pigerne end med Rasmus og jeg. Saa vi kaster os over drikkevarerne hos en rar dame der glaedeligt tager imod vores danske kroner.

- "You've got beautiful noses"

Aldrig havde vi hoert et saa fint kompliment, men vi blev da ogsaa lidt mistaenksomme da hun begyndte at spoerge til vores civile tilstand imens hun stod med sin datter i haanden.

Bangles Galore!

Som et led i vores assimileringsproces her i Nepal har de fleste af os piger fået aflagt den lokale skrædder besøg adskillige gange. Første gang for at få syet noget klassisk nepalesisk tøj og anden gang for at få vores kjoler syet ind i taljen, kortet af for neden og vores kavalergang gjort dybere. Den Søde Mand, som vi kalder vores skrædder, smiler blot og ryster på hovedet når vi forsøger at forklare ham hvilke detaljer vi gerne vil have fikset. Hvis vi lige var landet med 16-flyet ville vi nok også ryste på hovedet af hans umiddeltbare negative indstilling. Meeen det er vi ikke, så vi er udemærkede klar over at når nepaleserne ryster på hovedet er det en positiv tilkendegivelse. Sprogbarrieren eksisterer dog stadigvæk og på trods af at vi får megen ros rundt omkring for vores nepalesiske gloser, er spændingen halvdelen af fornøjelsen ved at bestille tøj hos Den Søde Mand, for vi er aldrig helt sikre på hvordan resultatet bliver.




Men tøjet er ikke det eneste vi er ved at få styr på. Vi har nemlig været ude og købe bangles (eller chudi som de lokale kalder dem) i helt enorme mængder. De fås i alle tænkelige farver og mønstre, og de kan kombineres på tusindevis af måder. Vi er enige om at det er fedt at få lov til at gå amok i farver, guld og glitter til hverdag og de lokale forhandlere af bangles har også været meget hjælpsomme i visse tilfælde. Måske endda lidt for hjælpsomme. For eftersom den gennemsnitlige danskerhånd er betydeligt større end den nepalesiske kan det være meget svært at få den klemt ind i et lidt for lille armbånd. Men det er der de nepalesiske kvinder kommer ind i billedet, de kan nemlig et trick eller to der kan få et tilsyneladende lille armbånd på en ret stor hånd. Men det er ikke nødvendigvis uden fysiske men for håndens ejer. Og sprogbarrieren kommer endnu en gang i spil:
Mig: It’s too small
Ivrig forhandlerinde: No no no!
Mig: But it’s too small for my hand
Ivring forhandlerinde: No no no, VERY BIG!
Udfra denne flig af en samtale jeg havde tidligere på dagen kan der dermed konkluderes at jeg for det første har meget store hænder og at det omtalte armbånd var meget stort (men stadigvæk for småt).
På trods af den ringe kommunikation er det nu engang svært at være muggen når vores ven Aanand venligt insisterer på at vi nu sagtens kan gå for at være nepalikvinder.

Og jeg er altså 180cm høj og er meget bleg af natur – så det siger ikke så lidt når den gennemsnitlige nepalikvinde, udfra mine personlige observationer, er ca. 160 cm og dejlig lækkerbrun.