Livet i Slummen

Jeg sidder i skraederstilling i et rum, der er mindre end mit vaelse hjemme. Foran mig staar den stoerste portion ris, jeg nogensinde er blevet serveret, men alt muligt tilbehoer. Jeg er paa besoeg i en slumfamilie og vi spiser aftensmad. Jeg taenker paa dem der hjemme, og vores spisebord i lyst trae, som mine foraeldre naesten lige har koeb og som man ikke maa sidde ved uden at have noget under sin talerken, for taenk nu hvis der kom maerker. Men i virkeligheden tror jeg ikke, det goer den store forskel, eftersom min vaertsfamilie snakker, pjatter og hygger ligesom min familie ville have gjort det. Der er bare en forskel. Jeg tror ikke min mor havde vaeret tilfreds med, at skulle vente til aller sidst med at spise for saa at se hvad der er tilbage;)
Jeg kan ikke spise op. "Nanna du sidder i en familie, der koeber mad fra dag til dag fordi de ikke har raad til andet og saa kan du ikke spise op!" Wow hvor jeg skammer mig, men ingen i familien lader til at tage notits af det, de skraber bare det sidste af deres tallerkender, inden datteren, som er paa min alder, samler tallerkenderne sammen og gaar ud for at begynde og vaske op.
Inden aftensmaden har vi vaeret 5 piger oppe og spise Momos. Der blev pjattet, grinet og snakket en helt masse. Vi gik indslynget i hinanden, som man ser mange nepalesiske piger goerer.
Paa vejen tilbage gik mig og min vaerts soester, med hinanden i haanden og snakkede om drenge. Hun ville af princip ikke snakke med drenge, fordi de var ufornuftige. Jeg spurgte om hun nogensinde havde haft en kaereste og hun grinede bare af mig og sagde, at hun foerst skulle giftes om 5 aar. Jeg blev stille. Du har ikke en kaereste, men du vil giftes om 5 aar? Med hvem? Der gik lidt tid inden hun saa op paa mig og sagde, at maend i Kathmandu drak for meget og at hendes foraeldre nok skulle finde en ordentlig mand til hende. Jeg blev stille igen. Hun virkede tilfreds.
Tilfreds med sit liv og de traditioner der omgav hende.

/ Nanna