Bangles Galore!

Som et led i vores assimileringsproces her i Nepal har de fleste af os piger fået aflagt den lokale skrædder besøg adskillige gange. Første gang for at få syet noget klassisk nepalesisk tøj og anden gang for at få vores kjoler syet ind i taljen, kortet af for neden og vores kavalergang gjort dybere. Den Søde Mand, som vi kalder vores skrædder, smiler blot og ryster på hovedet når vi forsøger at forklare ham hvilke detaljer vi gerne vil have fikset. Hvis vi lige var landet med 16-flyet ville vi nok også ryste på hovedet af hans umiddeltbare negative indstilling. Meeen det er vi ikke, så vi er udemærkede klar over at når nepaleserne ryster på hovedet er det en positiv tilkendegivelse. Sprogbarrieren eksisterer dog stadigvæk og på trods af at vi får megen ros rundt omkring for vores nepalesiske gloser, er spændingen halvdelen af fornøjelsen ved at bestille tøj hos Den Søde Mand, for vi er aldrig helt sikre på hvordan resultatet bliver.




Men tøjet er ikke det eneste vi er ved at få styr på. Vi har nemlig været ude og købe bangles (eller chudi som de lokale kalder dem) i helt enorme mængder. De fås i alle tænkelige farver og mønstre, og de kan kombineres på tusindevis af måder. Vi er enige om at det er fedt at få lov til at gå amok i farver, guld og glitter til hverdag og de lokale forhandlere af bangles har også været meget hjælpsomme i visse tilfælde. Måske endda lidt for hjælpsomme. For eftersom den gennemsnitlige danskerhånd er betydeligt større end den nepalesiske kan det være meget svært at få den klemt ind i et lidt for lille armbånd. Men det er der de nepalesiske kvinder kommer ind i billedet, de kan nemlig et trick eller to der kan få et tilsyneladende lille armbånd på en ret stor hånd. Men det er ikke nødvendigvis uden fysiske men for håndens ejer. Og sprogbarrieren kommer endnu en gang i spil:
Mig: It’s too small
Ivrig forhandlerinde: No no no!
Mig: But it’s too small for my hand
Ivring forhandlerinde: No no no, VERY BIG!
Udfra denne flig af en samtale jeg havde tidligere på dagen kan der dermed konkluderes at jeg for det første har meget store hænder og at det omtalte armbånd var meget stort (men stadigvæk for småt).
På trods af den ringe kommunikation er det nu engang svært at være muggen når vores ven Aanand venligt insisterer på at vi nu sagtens kan gå for at være nepalikvinder.

Og jeg er altså 180cm høj og er meget bleg af natur – så det siger ikke så lidt når den gennemsnitlige nepalikvinde, udfra mine personlige observationer, er ca. 160 cm og dejlig lækkerbrun.