"Det kolde gys"

I Danmark tanker man sjaellendt over hvordan hele dagen starter: man staar op gaar ud paa badevaerelset, taender lyset, gaar i bad, boersteer sine tander og saa starter dagen. Her paa platformen i Nepal ser det hele lidt anderledes ud:

Jeg vaagner en halv time, inden morgenmaden bliver serveret af vores soede mad-mor – det gaelder om at traekke tiden saa lang tid som muligt! Fra badevaerelset lige ved siden af vores vaerelse, kan jeg hoerer at toilettet igen har valgt at straekke, og derfor ikke vil traekke ud. Alternativet er derfor at fyld en stor spand med vand, og haelde det i toilettet i stedet.

Dagens foerste udfordring bliver at tage sig sammen til at rulle ud af min sovepose, for her er ingen varme, saa om morgen og aften er her meget koldt. Naar man endelig har faaet taget sig sammen til at staa op, og finde alle de ting man skal bruge frem, kan man gaa ud imod badevaerelset. Med et tryk paa kontakten paa badeverelset, finder man oftes ud af, at denne morgen ikke er en undtagelse, og der derfor ikke er noget stroem eller lys. Saa tilbage trisser man imod vaerelset, med favnen fuld af ting, for at finde sin pandelampe og starinlys. Tilbage paa badevaerelset faar man hurtigt taendt dvs. slags lys, og tiden er nu kommet til morgenens koldeste oplevelse: badet!

Fordi der ikke er noget stroem, er der ofte heller ingen varmt van, eller dvs. der er varmt vand i faa af bruserne, men hvis man ligesom mig helst vil slippe for at staa i koe til det varme vand, maa man tye til ”det kolde gys” - saa badet tager sjaellendt mere end to minutter. Og ender ofte med at vaere et kompromis mellem at blive ren og rent faktisk blive ramt af vandet.

Efter at have boerstet sine taender, er man nu klar til en ny dag i et land, der, for os som har vaeret her i snart 2 uger, paa mange maader minder om Danmark, men hvor de smaa ting goer en kaempe forskel!

Et klistret kys

Jeg er stadig helt mundlam, da jeg sidder ved middagsbordet og proever at fordoeje aftenens begivenheder. Jeg har netop vaeret ude med nogle af de andre volontoerer og dele aftensmad ud til gadeboern og andre fortabte sjaele fra Kathmandus gader. Det er et helt nyt projekt, der er startet op af en virkelig cool, nepalesisk ildsjael - og vi var saa heldige at faa lov til at hjaelpe ham i dag.

Jeg ankommer til projektet med en vis portion skepsis og frygter, at de vil taenke om mig, "at her kommer hun, ene blegfis fra Danmark og tror, at hun kan redde hele verden ved at dele lidt varm dal bhat ud en enkelt gang".
De smaa boern faar mig dog hurtigt til at glemme alle bekymringerne; selvom de fleste render barfodede rundt i kulden, og nogle af dem er skaeve af den lim de har sniffet tidligere paa dagen, kan man tydeligt se taknemmeligheden i deres oejne, da madvognen koerer ind paa pladsen. De faar lynhurtigt, og meget eksemplarisk, stillet sig op i en snorlige raekke, klar til at faa serveret maden - dansk koekultur go home!!

Jeg fatter grydeskeen og begynder at oese op, og de smaa ansigter lyser hurtigt op over glaeden ved et varmt maaltid mad. Mens hvert et lille ansigt passerer, bliver jeg moedt med et grinende "Namaste" (hej) og "What's your name Miss?".
Som moerket falder paa og gryderne toemmes, bliver det ogsaa tid for os at vende snuden hjemad; med gadeboernene trommende og dansende i baggrunden vender jeg mig om, idet en lille haand griber fat i min – jeg faar hurtigt et par arme om halsen og et lille kys paa hver kind – et klistret kys, der efterlader mig med den staerke lugt af lim!

Det har paa en og samme gang vaeret en utroligt givende og livsbekraeftende aften, men ogsaa en aften, der har efterladt mig med en ordentlig portion stof til eftertanke.

- Christine

En dag paa landet - Soebogaard Hyldefarm

I loerdags gik turen for Clara, Christine og jeg til Soebogaards hyldefarm. (Soebogaard, den danske saftevandsproducent, som har startet en organisk og oekologisk gaard, et omraade lidt ude for Kathmandu, nemlig Gamcha) Turen derud var i sig selv lidt af en oplevelse! Vi startede fra KTM med taxa. Her koerte vi med taxa i ca. 15 min. for at faa en bus til en anden stoerre by Thimi. Vi fandt hurtigt bussen mod Thimi selvom der knapt er plads til os. Clara naar naesten ikke ind i bussen og staar paa det nederste trin. Men vi fandt hurtigt ud af at vi kun var dumme, naive danskere hvis vi troede at der ikke var flere som skulle med, mindst seks bliver presset ind og vi sidder og staar nu neasten alle paa hinanden! Vi spoerger en lokal kvinde om hvornaar vi skal af, og hun forsikrer os at vi er koert forlangt. Vi skynder os af bussen, men finder hurtigt ud af at der findes to Thimi’er! Saa tilbage igen og finde naeste bus som kan tage os det til det ”rigtige” Thimi! Vi ankommer til Thimi som vi hurtigt finder ud af kun er en stoerre by paa kortet. Vi staar nu midt i ingenting og leder desperat efter en taxa saa vi kan komme til Gamcha.. Da vi saa endelig kommer til Gamcha er vi igen lost, denne gang fordi vi ingen adresse har! Vi saetter os ved den lokale koebmand, hvor vi tiltraekker stor opmaerksomhed, drikker en Sprite mens vi lige saa stille gaar i panik. ”Vi har ingen numre andre end MS’s noednummer som aebentbart ikke eksisterer – mon Gouda-forsikring kan hjaelpe os med dette? ” Den soede koebmand spoerger dog ind til hvad vi laver her midt ude paa landet og tilfaeldigvis viser det sig at han ved hvor soebogaard ligger! Lige rundt om hjoernet!!! HURRA! Endelig naaede vi maalet. Og der var fantastisk – vejret var skoent, klart og varmt! Vi bliver budt velkommen med te og en lang rundvisning af stedet. Det byder paa oekologiske groentsager, frugter, krydderier og koer! Og udsigten var fuldstaendig fantastisk! Den ene vej mod den romantiske, gamle gaard, den anden vej Himalaya og den trejde vej over rismarker og bakker! Helt vidunderligt. Frokosten bliver kort efter serveret – alt godt fra haven. Salat, hjemmelavet pesto, kartofler og kaal, naan-broed og til dessert Nepali-te (utrolig soed maelke te). Turen hjem gik dog mere udramatisk (vi farede dog foerst lidt vild og derefter tog det os ca. 20 min. at finde en taxa), men da vi endelig gjorde, gik turen ogsaa bare hjem! Dejligt!!

Daarlig loebedag..

“Klar, parat, start!” taenker jeg for mig selv, mens jeg tager afsaet fra det overdimensionerede fortorv, der slanger sig hele vejen rundt om Kanthmandu’s hovedsaede, nemlig The Royal Palace. “Jeg skal bare lige rundt om det naeste hjoerne”, gentager jeg gang paa gang for mig selv, men det sidste hjoerne kommer aldrig paa denne uudholdelige loebetur! De andre er langt foran mig. I spidsen ligger Amanda, pigen der lever for basket hjemme i Danmark, og med sine lange staenger og lyse lokker faar de nepalesiske herrer til at kigge en ekstra gang. Hun kan bare det pjat! Bag hende er vi ca. 5 piger, der stoendende og inaverende proever at folge trop. Den sidste pige er naturligvis mig. Jeg er nemlig den heldige vinder af et par dvaergeben og en solid numse, der bare ikke vil med, selvom jeg kalder paa den op til flere gange. “Det kan bare ikke vaere rigtigt!”, presser det alligevel paa i mit hovede, men i stedet for at fyrre op for min indre loebemotor, vaelger jeg som altid at faa lidt ondt af mig selv. Isaer naar de andre nepalesere kommer loebende forbi paa deres mandagsrute, ja saa vaelger jeg at se lidt ekstra saarbar ud, i tilfaelde af at de rigtig nok tror at jeg er det langsommeste blegansigt i min loebegruppe. Men det er okay. Jeg finder en ny syndebuk, for min daarlige kondi: luftforureningen! De nepalesere jeg loeber forbi er alle udrustede med en form for iltmaske der holder bilos og stoev ude, saa de kan klare turen, og saa er det da klart at jeg hakker noget i det her 10 minutters loeb efter de andre toeser. Resten af turen gaar med at fortaelle mig selv at jeg virkelig har gjort det godt, og at det sikkert bare er (endnu) en daarlig loebedag. De andre er nu i maal og venter kun paa at hende “den langsomme”, altsaa mig, faar roeven med sig, men det goer hun aldrig. I stedet faar jeg stukket dem en fed loegn om at jeg har det lidt daarligt, evt. lidt begyndende diarre, og nok bliver noedt til at gaa hjem. De hopper paa den og vi foelges hjem til platformen. Paa vejen genvinder jeg de andres respekt ved at indskyde; “Skal vi saa tage en tur til igen i morgen?”

Drengehjem og Karaokee Bar

Genert og fnissende 20 drenge staar
i alderen seks til sytten aar.
Paa et hjem for drenge vi befinder os,
og inden laenge med fodbolden de gi'r den los.
Vi gi'r den gas med sang og leg,
og Hold kaeft, hvor foeler jeg mig bleg.
Den nepalesiske national sang vi hoerer,
klokken bliver fire og vi maa hjem koere.
Med straalende humoer vi forlader dem,
paatrods af at vi helst ikke vil hjem.
Moerket er kommet og vi er klar,
til at tage paa Karaokee bar.
Pop og rock bliver sunget,
og alkoholen er ikke tvunget.
Efterhaandende som aftenen gaar,
Jeg taenker: "I morgen jeg toemmermaend faar."
Flere og flere karaokee-afhaengige bli'r,
og det er ikke kun pi'r.
Det hele er tip-top og ti-fire,
men smidt ud paa grund af politi de siger.
Hjem i seng og hu-hej vilde dyr,
sikke et eventyr.

Cooking with Goku

I dag fik vi vores foerste mulighed for at udforske det nepalesiske koekken. Det foregik i samarbejde med vores kok, Goku, hvor Albert, Laura, Jacob og jeg skulle lave mad til de resterende volontoerer. Det blev hurtigt noget af en udfordring, da fingersnilde viste sig at vaere et must for at lave de smaa raviolilignende sager, som var dagens menu. Selvom nepalesere er meget taalmodige, kunne man maerke, at Goku til tider blev en anelse utaalmodig over at se os arbejde vaesentligt langsommere end hende selv. Hun tog det dog med et smil og viste endnu engang, hvordan det skulle goeres. Slutresultatet blev tilsyneladende en succes, saa de smaa to timer i koekkenet var heldigvis ikke spild!

Det foerste indtryk af en helt anden verden

Solen varmer os i ansigtet. Vi har trukket borde og stole ud fra den lille overdaekning paa tagterrassen, og modtager her den aller foerste portion undervisning paa Global Platform Nepal. Efter en kold nat og et derpaa foelgende koldt bad er det rart endelig at maerke varmen fra sydens sol. Undervisningen er meget overkommelig, det handler mest om programmet for den naeste maaned og at laere hinanden bedre at kende. Undervejs maa vi holde smaa pauser, for folk skal lige ned og hente solcreme og solbriller nede fra vaerelserne, hvor vi er blevet indlogeret to og to.

Vi ankom igaar efter et doegns rejse, der inkluderede flyskift og dertil hoerende ventetider. Det var en flok slatne danskere, der bevaegede sig igennem Kathmandus lufthavn, der mest af alt lignede en forladt folkeskole. Ingen af vores kufferter var kommet med flyveren, men en medarbejder i lufthavnen foreslog, at vi kunne vente paa det naeste fly fra Delhi og se, om de var med der. Vi var bestemt ikke trygge ved det foreslag, men de maa have proevet det foer, for alle kufferterne dukkede rigtig nok op med det naeste fly. Ved udgangen blev vi modtaget med/af uttallige tilbud om hotelophold og taxier, men vi takkede nej og fulgte istedet med vores chauffoer fra Actionaid! der stod klar med en bus. Efter bare 2 sekunders koersel forsvandt alle spor af traethed. Med opspaerrede oejne og haenderne klamret til saedet foran koerte bussen for fuld droen afsted, mens fodgaengere, motorcykler og andre biler passerede gaden som det passede dem. Der lyd bilhorn fra alle sider og flere gange maatte bussen bremse haardt op. Med numsen helt ude paa kanten af saedet soegte vores oejne at opfange de mange indtryk fra gaderne. Der var massevis af mennesker med toej i alle mulige farver, boern der loeb rundt, kvinder der vaskede toej, gadesaelgere der lavede mad under tilsyneladende meget beskidte forhold, folk der spiste, og nogen der simpelthen bare sad og kiggede ud i luften. Billederne var overvaeldene og vi var alle helt paf! Den verden vi var traadt ind, for det foeltes som en helt anden verden, var MEGET anderledes fra vores egen.

Inde paa platformen er en helt anden ro. Bygningen er relativ stor, og fordi der endnu ikke er nogen fra global change (et andet undervisningsforloeb), er vi egentlig bare ’os’. Vi er 20 unge, der alle skal arbejde frivilligt i Asien. Selvom gaarsdagens korte indtryk af Kathmandu var overvaeldende, sidder vi efter kort tid med undervisning paa terrassen og tripper for at komme ud og udforske den ukendte verden omkring os. Heldigvis er det kun en halv ’undervisningsdag’ (det foeles ikke som skole-undervisning), saa senere bliver vi sendt ud paa en lille opgave, hvor vi er noedt til at snakke med nogle lokale. Vi glaeder os, for naar man bare har ’tanket lidt op’ paa ro og tryghed inde paa platformen, er man helt klar til at udforske den nye verden omkring os!