Efter morgenmaden viste Kaji os cyklerne som er til rådighed på platformen. Så kunne vi, Maria, Nanna, Josefine, Rasmus, Rasmus og Rune), tage afsted på vores planlagte tur til en lille plantage lidt uden for Kathmandu. Vi skulle mødes med den anden halvdel af volontørene, som tog bussen, der ude.
Vi fik ordnet cykler hos den lokale cykelsmed. Han arbejdede sammen med nogle drenge. Cykelsmeden fandt hurtigt en lille hammer og et stort hammerhovede og bankede kæden sammen. Det sværeste for ham var at få gearerne på plads igen. Der var udvendige gear på mountainbikesne.
Vi cyklede afsted mod Bhaktapur. Men jeg fandt hurtigt ud af at sadlen var for lav. Mountainbikes generelt er som at køre på babycykler. Sadlen kunne ikke sættes højere op fordi stangen ikke var længere og Rasmus saddel faldt af. En ting der undrer mig er at platformen har købt dyre nye mountainbikes i stedet for at købe nogle almindelige, men ramponerede cykler som dem cykelhandlerene her sælger. Det ville supporte den lokale cykelhandler som ellers har en lav indkomst.
Vi lærte at sige: Gamtja gahatja, inden vi tog afsted. Gahatja betyder "hvordan finder jeg" på nepalesisk.
Vi spurte om vej mange gange undervejs og skiftedes til at finde vej på kortet. Nogle forstod lidt engelsk og ledte os afsted.
Cyklerne gik i stykker flere gange undervejs. De punkterede, nogle fik sprungne slanger og cyklepedalen på Rasmus's cykel røg af fire gange.
Ved en sidevej blev vi i tvivl og spurgte en lokal om vej. Han var meget hjertelig og gestikulerrede, men sagde ikke noget. Vi hilste af og fandt hurtigt nogle andre at spørge. Og medens vi snakkede og pegede på kortet, kom der en hel skare af hjælpende og nysgerrige. Vi gættede os frem til sammenhængen. Den korteste vej var sidevejen til den vej vi kørte på. Og vi skulle bare fortsætte af den indtil vi kom til et stort træ. Ved træet var der tre veje, der mødtes, og der skulle vi dreje til venstre over en bro.
Det viste sig at jordvejen gik gennem rismarkerne. Rismarkerne er oversvømmede for at risene kan gro. Det var et fantastisk syn at se de skriggrønne rismarker med små røde pletter som var bøndernes tørklæder. Vejen var næsten lige så oversvømmet som rismarkerne. Vi sjaskede gennem mudder, nogle blev nødt til at trække cyklerne eller væltede i et dybt mudderhul.
Vi nåede frem til korsvejen med det store træ. Under træet var der et lille alter til Bishnu. Bishnu er den øverste hindu gud. Vi tog et velfortjent hvil under træet. alle et tykt mudderlag langt op ad benene. Og medens mudderet tørrede, sad vi og bællede koldt vand på flaske fra den lokale biks.
Efter et velfortjent hvil under træet, medens Rasmus fik sat pedalen på sin cykel, kørte vi videre og befandt os nu på en vej med spredt asfalt og færre vandhuller.
På det tidspunkt skulle vi allerede være mødtes med de andre til frokost for en halv time siden.
Efter lang tids cyklen med stop for at sætte pedalen som konstant faldt af, på igen, befandt vi os på en meget stor vej. Støvet fra bilerne hvirvlede op i øjnene og det var utroligt varmt, så vi svedte alle så saltet næsten sad i kager på os.
Vi blev enige om at få nogen til at køre os ud til Gamtja, hvor Søbogaard farmen ligger.
Det gik forbløffende hurtigt. Så havde vi en lille ladbil holdene i den venste side af vejen. Han indvilligede i at køre os, og vi smed alle seks cykler op på ladet, sammen med de fem af os.
Så lavede chauførren en u-vending midt på hovedvejen, fuld af biler, og begyndte at køre. Lidt efter råbte Rasmus oppe fra ladet og ind gennem sideruden til mig. Vi skal den modsatte vej!! Men chauførren vidste åbenbart bedst, for lidt senere, så vi nogle hvide skikkelser komme gående ned ad den stejle bjergvej, som vi kørte op ad. Og efter en ordentlig bumletur for passagerene på ladet, stoppede vi foran en rød port.
Nu var vi omsider nået frem til Søbogaard Plantage som var turens mål. Her blev vi bænket under et halvtag, med udsigt ud over en stor have. Der blev serveret en stærktsmagende og sød myntesaft. Det var fantastisk at værre fremme, efter 6 timer på vejen i den bagene sol. Vi spiste også et godt måltid mad. Ingredienserne til drinks og mad stammer fra farmens egen produktion.
Vi blev vist rundt i noget der mindede om en mellemting mellem en prydhave og en urtehave. Vi undrede os lidt over at stedet var så småt. Men opsynsmanden som viste os rundt på stedet fortalte, at hyldeblomstbuskene gik ud i regntiden på gården. Derfor var hovedproduktionen flyttet til et andet område i Nepal, med et lidt anderledes klima.
I haven var der lige fra oregano over spisekastanier og et par forkrøblede hyldebuske, til tomater, brombær og en meget kraftig mynte, som så ud til at trives godt i en sumpet biotop.
Alle planter bliver gøddet med kompost, som er sammensat af planterester og dyrremøg. Det giver en kraftig gødning der kan erstatte kunstgødning. Planterne er selvfølgelig heller ikke sprøjtet med pesticider.
Da vi skulle afsted igen, lage jeg mærke til skraldespandene som var opdelt i blandt andet kompost, plast og metal. Det er det første sted i Nepal jeg har set affaldssortering, ud over GP hvor vi bor.
Vi cyklede ned til hovedvejen igen. Der skiltes jeg med de andre. De ville prege en ladbil igen, og jeg cyklede hjem. Det nåede at blive mørkt inden jeg var hjemme. Gaderne var lige så fyldt med biler, som høns i en skrabeægs besætning. Så jeg blev lidt nervøs, da jeg blev fortalt, at de andre tilsyneladende ikke var hjemme endnu. De kom dog lidt senere og alle var ved godt mod, omend meget trætte og mudrede.
Her til aften har jeg nydt et godt bad, omend koldt, og dejlig aftensmad. Min eneste bekymring er at generatoren i haven larmer.
/Rune Arleth
No comments:
Post a Comment