Volontoerer i algedans

Jeg vil gerne indroemme det med det samme. Overskriften lyder som et skoert surrealistisk maleri eller en sketch fra Casper & Mandrilaftalen. Ikke desto mindre giver den et realistisk billede af det scenarium, der udspillede sig tirsdag formiddag efter morgenmaden paa Global Platform i Kathmandu. Da maden var indtaget, skulle vi goere rent paa platformens hyggelige tagterrasse. I foerste omgang loed det jo ligetil. Skulle vi bruge to timer paa at skrubbe mudder og alger vaek fra fliserne? Det kunne da goeres paa max tyve minutter! Men da redskaberne til arbejdet var seks boerster paa stoerelse med tandboerster, var de mange groenne fliser, der skulle skrubbes hvide, pludselig en gigantisk opgave. Samtidig begyndte regnen at falde, og selvom vi aste og maste med boerster, koste og haveslange, kom der bare mere og mere vand og mere og mere mudder. Maeske er det volontoerarbejdet i en noedeskal, for goer man en virkelig en maerkbar forskel for nogen? Er det hele ikke bare en uendelig stor tagterrasse med mudder og alger? Ok, det sidste var lidt (meget) soegt, men spoergsmaalet maa flamme op paa enhver volontoers hjerne af og til, og det var altsaa ogsaa svaert at se de rene fliser gennem den evige stroem af mudder og regn. Men man maa jo tro paa, at det nytter noget, saa det valgte vi at goere. Med vaade foedder. To timer. I pisregn.

/Mads