"Kripaya Malai Teen Kera Haru Dinus?"

Dagen startede i sprogets tegn, hvor vi startede ud med almindelig klasseundervisning. Nepali er bestemt ikke et let sprog at laere og det foles lidt som om ens tunge bliver redet af led, naar man ihardigt prover at udtale de mange frememde lyde. Men vi proever alle, og det vel det vigtigste. Efter omkring en halv times tungegymnastik var det tid til at vi skulle ud i lokalmiljoet og proeve kraefter med det vi havde laert indtil videre. Opgaven gik ud paa, at vi skulle gaa ud en lokal butik og koebe et eller andet og vi maate kun snakke Nepali. Efter denne besked blev der stille i klasselokalet og vi sad alle og kiggede paa hinanden med spoergende og usikre ansigter. Der loed usikre grin og vi tankte vist alle: "Kan jeg klare det?" Efter at have oevet os lidt paa satningene gik vi afsted. Jeg fik koebt tre bananer, de grinede godt nok en del af mig, men de forstod mig da. Saa jeg foelte det var en succes. Og det var sjovt at proeve!
Resten af formiddagen hoerte vi om udvikling og om de forskellige tilgange til udviklingsarbejde, som har eksisteret gennem tiderne.
Om eftermiddagen kom Rasmus, som er kommunikationsmedarbejder for Actionaid og fortalte os om et filmprojekt, som vi skal lave mens vi er her paa platformen. Selvom motivitationen ikke var helt i top i starten, fik de fleste alligevel fundet paa noget, de synes kunne vaere spandende at filme.