De uroerliges varme velkomst

Computerrummet fuld af Ni hau, no,no hehe. Hoeje grin, hestegrin, latterfugle og moerke stemmer. Engelsk proevet paa forskellige accenter, dialekter roterer rundt. Smeltedigel paa en platform. Skaerende men smuk stemme: "Can you smell its berning". "What? Oh, yes I can smell it's burning". En ledning lugter. Nettet paa hoejtryk.Taetheden tyk. Mens jeg prover at faa alle de oplevede oplevelser ned paa bloggen.
Maven er maerkelig. Straekker ligesom min taalmodighed. Oenske om ro. Bare lidt. Netop hjemvendt fra en shoppetur a la turista style med sarier, en pizzahut og fake foedselsdag som topping.

Om en uge er vi snart paa vej? Og lige nu og her er det med blandede foelelser. Turen gennem Terai var fantastisk. Fantastisk lang, fantastisk haard, fantastisk smuk og fantastisk oejenaabneragtig. Fredag morgen vaagner vi paa senge som er borde med lagner in disguise. Spindelvaev i loftet. En stor edderkop har spundet nattens droemme ind. Nu er den forsvundet som goeen fra en noegen og lussebefaengt koeter.
Valget staar mellem en kold klatvask i et morkt lokale foan et skaaret spejl, hvor jeg kigger ind i to traette, haevede klatter med gult puds i siden. Har jeg puttet olie i haaret. Nej, sved er svaret. Kunne ogsaa vaelge en kold dush ved siden af hullet, hvor lugten stiger op af moder jord med urinalske dufte og slaar en vaagen og bevidstloes paa samme tid. Vaelger det forste og en kam gennem sveden.
Idag skinner solen. Paa vej til morgenbordet og restauranten hilser jeg paa koen, som er "ham inde ved siden af". Sammen med de lokale, Raj, vicious Sid som er chauffoeren, baenker vi os og nyder morgenfrisk aeggesandwich med chai og et par myrer. I radioen taler en radiovaert sig haes og lader tiden sta stille. Vi gumler og goer os klar til endnu at faa en paa opleveren i oerkenskibet a.k.a. "The road killer" Mon vicious Sid" sidder og spiller Nintendo, naar han ikke koerer turister, activister, pensionister, socialister eller uvidende suicidalvister rundt i den store kvaern? Kedelig er han ikke og det er hans koersel bestemt heller ikke.
I landsbyen udenfor Bhadapur er vejene store huller, komoeg paa glatbane og geder som ikke gider at lofte skaegget, bare fordi der kommer en Action Aid med indmad forbi.
Skriggroenne rismarker. Kvinder i roede og gule sarier med rumpen i vejret, som var de polske roepiger fra Lolland. Boern i pjalter, der loeber og vinker efter bilen. Nameste, Nameste.

Vores foerste stop er "The Child Club". Klubben er startet af Action Aid og foert videre af born fra landsbyen. Projektet er starte til gavn for Dalitterne - de uroerlige- de kasteloeses boern.
Bilen stopper ved et lille traehytte, som er gaet helt i knae. Paa grund af monsunen. Leret er klaebrigt men solen skinner og toerer os langsomt ind. Jeg vralter ned af stien med en hel klynge af boern i haelene. De ler. Tynde drengeben loeber forbi med iver. " De kommer" . Fraekke smil og syngende stemmer og jeg spoerger, om jeg maa fotografere. Straks stivner smil og toej bliver rettet ojne stirrer ligeud. De ved godt hvordan man skal se ud paa billeder.
Lidt den omvendte verden, taenker jeg. I Danmark skal man endelig smile og se ud somom det fedeste er at blive taget billeder af. Ogsaa hvis man lige har lignet et surt loeg. Saa er det bare frem med udtrykket neeej, hvor har jeg bare en fest og lukkede oejne er ikke tilladt. Men i Nepal, hvor broedet er smaat og vejen er enooooormt lang er smilene store og drilske i hvert fald i et par oejne, der maaske ikke taenker over det naeste traek. Men naar kameraet bliver paesenteret, forsvinder smilet. Den seksaarige husker sine mors tjatten og haarde, vaade kam i fletningerne. Livet gaar i staa. Livet traeder frem. Som det virkelig er.

Vi sidder midt i landsbyen med smukke lyseroede blomster. Paa begge sider boern med store oejne og tikkende ben. De er paa vej i skole, men vil ikke gaa glip af dette moede. De hoeje( ja,ja enkelte undtaget) hvide fra Norden er kommet til stammen for at se, hvordan denne ukultiverede minoritetsgruppe lever.
Nej bestemt ikke. jeg vender tilbage til virkeligheden. To smukke unge piger i naesten ens kjoler er i centrum og sammen med en lidt aeldre kroellhaaret dreng, har de startet og foert borneklubben videre.
Vores Action Aid medarbejder Raj agerer tolk og vi faar alt af vide om deres haab og droemme. Pigerne vil meget gerne fortaelle og sevom der er tolk, er det tydeligt at se, at de er kvikke og virkelig har store visioner. I klubben laver de mange aktiviteter, men allervigtigst soerger de for, at alle boernene i landsbyen kommer i skole. Det er et stort ansvar. De paatager sig det. Misundelsesvaerdigt.

Mine oejne vil dog vandre andre veje, da jeg sidder yderst og ikke kan staa for deres undrende smil. En lille pige ikke mere end fire aar klatrer kaekt rundt paa to, mens hun raevesmiler til mig. Paa hoften hendes lillesosester paa et aar. De er ogsaa inviteret og vil ikke undgaa dette maerkelige moede. Jeg proever at dikke den lille og raekker ud efter hendes bloede, dej arme. Ak. Pigen med mascara rundt om sveskerne stikker i et hoejt vrael, da hun ser den blege klon-mig. Maaske hun aldrig har set hvid hud foer? Maa vaere skraemmende. Ligesom dengang, jeg var alene hjemme med min soester. Vi var seks og otte og en hoej, sort mand ringede paa efter vi tilfaeldigvis havde ringet telefonfis 0049 nede i boksen ved plejehjemmet. Vi blev bange. Meget bange. Ville han komme og hente os. Det var min foerste sorte mand.

Storesoesteren vralter kaekt videre med den skrigende brune dej paa armen. Hvor hen?
Jeg filmer og viser snapshots af smukke boern i skoleuniformer. De jubler naar de genkender sig selv. Jeg proever hjaelpeloest med mine tynde gloser nepali. Tapeiko naam ke ho? Men det virker. De griner i hvert fald og afstanden bliver mindre. Hello Houston! We have contact!
Boernene skal afsted, mens vi bliver inviteret paa et rigtigt nepali maaltid.
En varm klat dej, suppe og grontsager. Det lugter..nej det dufter faktisk fantastisk. Som et ritual faar vi hver efter tur vasket vores haender og tilbudt koldt postevand.
Maven bliver desvarre ved med at straekke-eller rettere sagt tarmfloraen. Den bliver snart fyret,goer den! Hvor lang tid kan den tillade sig at strejke-hvor mange penge mere i strejkassen har den? Kun tynd kold luft er der tilbage.
Naa, men maden bliver serveret og maaltidet er tilberedt med kaerlighed af den aegte nepalesiske slags og hjertelig gaestfrihed, som man ikke bare saadan lige kan naegte at smage paa. Jeg tager forsoegsagtigt en klat dej i grabben og mens min hoejre klo(for guds eller Shivas skyld ikke den venstre) agerer ske, probber jeg den ned i den duftende suppe. Ups! den forsvandt og dele af mig, naesten 99 % har ikke lyst til at fiske dejen op, men jeg prover i stedet en ny klat og faar smagt suppen. Himmelsk. Saadan noget kan da ikke vaere draebende. Min mave protesterer. JaJa her er det heldigvis haanden, der bestemmer og jeg prover et par bider mere.
Ligesom da vi kom bliver vi fulgt paent paa vej hjem. Med haab og smil og tanker om at vi maa komme igen. Photos bliver paa ny knipset loes og vi lover at sende resultaterne hjem til dem.

Bilen koerer os videre mod endnu et kulturmoede med 13 medlemmer af en protestgruppe, men det er en helt, helt andet historie. Senere foerer natten os videre gennem bjerge, groenne sletter, en lang bustur, en punktering og en lille "varmer" paa en mororvej en time uden for Katmandu. Imellem oplevelser og fremtid. Der sidder vi og hygger og varmer os paa Jack Daniels og laegger hoevedet tilbage, mens myggene summer og brisen blaeser og 6 nepalesiske maend med Spejder Sports pandelamper, en donkraft og de bedste intentioner og det daarligste vaerktoej proever at fikse daekket saa vi kan rulle ind mod vores elskede platform.

Ting tager tid. Men tiden er ogsaa vaerd at bruge, hvis tidens tikken faar en til at oenske sig at stoppe lige der, hvor tiden er.


Karen