Bhaktapurs smukke hverdag

“Nej nej, vi behoever altsaa ikke en lokal guide. Jeg har laest om det hele i Nepal-bogen, saa jeg kan sagtens finde vej”

Saadan ca. fik jeg de andre seks overtalt til ikke at benytte os af den lokale guide, der havde tilbudt at vise os rundt i byen Bhaktapur, og fortaelle om de mange gamle templer for den lille sum af 15 kr. Det skulle dog vise sig, at min stedsans endnu ikke er blevet opgraderet til Nepali

Bhaktapur er en af de bedst bevaret middelalderbyer i Nepal. Store aabne pladser, hvor duftene fra det krydrede koekken blander sig med den soede roegelse. Templer paa hvert eneste gadehjoerne, hvor de lokale ofre frugter og beder en stille boen, inden de haster videre med dagens goeremaal. Charmerende smalle sidegader, med et vaeld af smaa butikker der saelger byens specialiteter, traedukker, lertoej, rispapir og yoghurt.

Jeg havde forberedt mig godt paa denne tur, og planlagt at vi skulle foelge en rute, der ville foere os forbi alverdens templer, med forskellige historier og sjove udsmykninger. Bl.a. var planen at finde et erotisk elefant tempel, hvor der skulle vaere afbilledet dyr i forskellige erotiske positioner. Saa hvad skulle vi dog bruge en guide til, naar det hele stod i Nepal-bogen??

Jeg burde nok ikke have vaeret saa kaephoej. Efter bare to sving var vi allerede faret vild, og kunne ikke faa kortet til at stemme overens med virkeligheden. Vi gik derfor tilfaeldigt paa maa og faa igennem den travle hovedgade, med motorcykler, boder, og mennesker alle vejne, ned ad sidegader saa smalle at solen ikke naaede ned til os, men kun kunne skimtes oppe paa hustagene.

Sa pludselig stod vi alle sammen stille og kiggede. En helt fantastisk udsigt dukkede frem. Vi stod paa toppen af en snoet sti, der foerte ned til byens flod. Langs stien stod kvinder og ordnede det korn der laa fremme i solen for at toerre. De vendte det og drejede det, kastede det i bunker, spredte det ud igen, og fjernede urenheder med en slags si. Stien endte ved en mindre tempelplads, hvor der sad et par maend og snakkede. Bag alt dette rejste himalayabjergene sig majestaetisk.

Det er svaert at beskrive saa fantastisk denne udkant af byen var, og billederne jeg har taget kan slet ikke vise det pulserende hverdagsliv der forgik paa denne skraaning i den gamle middelalderby.

Det endte altsaa med, at det ikke gjorde saa meget, at jeg ikke kunne overskue kort, retning og tempelforklaringer. Jeg vil dog ikke lade min gode stedsans staa tilbage som en fuser – jeg bliver jo noedt til at overbevise de andre om, at jeg altsaa sagtens kan finde vej og bruge kort. Derfor har jeg og og Christian planlagt en vandretur i naeste weekend – saa jeg krydser fingre og naerstuderer kort.

- Signe