Jeg sidder paa en lille baenk, skulder om skulder med Sebastian og gabrielle, et knae i ryggen og med mine knae taet samlet. Vi rykker lidt taettere sammen, saa der kan sidde en mand mere paa baenken, og 30 mennesker paa gulvet, og et par stykker paa trappen ned til scenen, og pladsen foran de 4 musikanter kan jo ogsaa udnyttes. Med et slukker alt lyset. Der gaar en smule panik i mig, for det var svaert at komme til foer, og ganske umuligt nu i moerke. Alle andre tager det dog ganske roligt og lidt efter dukker spotlightet op igen, og tumulten fortsaetter.
Det er ikke just den vestlige teaterkultur, med forfinede fornemmesler, smaa-kulturelle diskutioner og et glas boblevand, vi moeder her. Turmulten og smaasnakken fortsaetter imens teaterdirektoeren kommer ind paa scenen. ”Namaste – Welcome!” udbryder han , hvilket bliver det sidste ord vi forstaa noget som helst af i loebet af de naeste 70 minuter .
Ind vaelter det med skuespillere i farverige dragter, der danser. Det er ikke i takt og de er heller ikke helt enige om hvordan eller hvornaar de forskellige oevelser i dansen skal udfoeres. En dansk teatergaenger (eller en gammel gymnast, som mig) ville nok synes at de liiige skulle have oevet sig en ekstra gang paa det der med synkrondans. Det lader dog ikke til at vaere saerligt vigtigt for de nepalesiske teatergaengere, for det faar da i hvert fald snakken til at forstumme, og nu er der kun enkelte mobiltelefoner, som lyser op i moerket.
Vi er i Gurukul-Dramahall, som er Nepals foerste teater skole, og netop nu afholder de en international teaterfestival. Derfor er der hvert eneste aften et nyt teaterstykke fra et nyt land. I aften er det et stykke fra Indien, naermere betegnet Kanataka – som faktisk er der hvor 5 af os har vores placering. Jeg ved ikke helt hvad vi havde regnet med – maaske at en international festival, betoed at alle ogsaa ville kunne forstaa stykkerne, og at de var paa engelsk. Det var dette altsaa ikke.
70 minuters dans, sang og maerkelige dialoger, vi ikke forstod en pin af, det var hvad vi fik. Dermed ikke sagt, at det ikke var underholdende. Det kan faktisk vaere ganske morsomt at se maend klaedt ud som damer, der fjanter rundt paa en scene. Og se noget, der nok skulle ligne en konge, men i virkeligheden ligner en goegler, danse rundt med store benbevaegelser, imens han proever at goere kur til en kvinde. Og saa i ovrigt forsoege at danne en handling ud af dette virvar.
Pludselig stopper forestillingen. Jeg troede ellers at jeg var ved at forstaa historien, men nej. Det har vaeret en meget sjov oplevelse, og der er i hvertfald ingen tvivl om at alle andre i salen har fundet stykket umaadeligt godt, for der bliver klappet paa livet loes, pigerne hujer lidt ekstra, da vi naar til den mandlige hovedperson, og maendende pifter lidt mere ad den kvindeligehovedperson. Saa er alt vidst som det skal vaere.
No comments:
Post a Comment