Slumvisit I Bhaiseghat – En Highschool Musical

De - Oh please sing us a song, haha. Yes a Danish song, oh would you please sing us a song, Haha. Oh your national anthem, please sing us your national anthem, haha, please, haha.
Vi - Oehhm, hvad? – What?
De - Haha, your national anthem, come on now, don’t be shy. We are all friends here, Haha. Sing us your national anthem.
Vi - Fuck, skal vi synge hele vores nationalsang? Er der nogen der kan mere end foerste vaers? Nej? Fuck. Uhmm, okay we’ll sing our national anthem, but it’s very long so the first verse will have to do. Okay, ahem, paa tre. En. To. Tre – Der er et yndigt land…
Ja man skulle ikke tro det men denne lettere akavede begivenhed finder altsaa sted i det de, dermed ment napaleserne, kalder et forsamlingshus og vi nok naermere ville kategorisere som et skur eller i bedste fald et udhus. Det er moerkt derinde. Lampen virker ikke, saa det eneste lys der slipper derind er det der sniger sig gennem den aabne doer og revnerne i de traeskodder der daekker de glasloese vinduerne. Skuret eller forsamlingshuset er et enkelt smaat lokale. Indretningen bestaar af et skab med diverse redskaber, et lille bord, et par stole og en baenk. Alle siddepladser er besat af os. Gaesterne. Slum Touristerne. Danskerne. Foran os sidder en mindre haer af nepalesiske unge og stirrer paa os med forventningsfulde blikke. Vi er i Bhaiseghat, et slumomraade bestaaende af ca. 160 husstande midt i Kathmandnu, igang med en omgang socialt samvaer med samfundets ungdomsgruppe. Ordet styres af en pige som begaar sig lidt bedre paa engselsk end de andre. Hendes navn er gaaet mig forbi, saa lad os, for historiens skyld, kalde hende Vanessa Hudgens. Snakken gaar med stor interesse for hvad vi nu er for nogle. Primaert hvem vores idoler er. Det gaar de meget op i, de har saagar venneboeger hvor de inbyrdes udveksler saadanne informationer. Det er godt at have ved haanden saa man kan mindes sine venner naar de ikke lige er i naerheden. Bump. Snakken afbrydes da vi, af Vanessa Hudgens, bliver gjort opmarkesomme paa at gruppens drenge har forberedt en dans for os.
Vi -Ahh, en national dans?
Vanessa - Nej. Stunt.
Vi - Hvad? Stomp?
Vanessa - Nej, haha, stUNT. Ligesom Justin Bieber. Kender i ikke ham?
Vi - Oehm, jo selvfoelgelig. Stunt...?
Dansen kraever mere plads end der er i deres forsamlingshus, saa vi bevaeger os samlet hen mod et graesareal/forboldbane/kofold i naerheden af den lokale skole, med udsigt til lossepladsen der omringer deres samfund og den bro staten er i gang med at bygge midt gennem slumomraadet. Det har de vaeret i to aar. Vi bliver beordret hen til en plet i graesarealet, hvor graesset er lidt kortere, og hvor der ikke er saa voldsomt et overflaad af kolort. Her saetter vi os og venter spaendt paa drengene der havde brug for lidt tid til at forberede sig, naturligvis. Inden utaalmodigheden faar sit tag i os ser vi drengene naerme sig, nu ifoert det rette kostume. Joggingtoej. Musikken (et passende mix af rnb og trance) bliver startet paa et lille saet ipod hoejttalere og drengene begynder saa smaat, lidt sky, at breake. Ja stunt viser sig altsaa at vaere breakdance, og de er sku forbavsende gode til det! Som gruppens piger hujer og haepper, og vi giver begejstrede klapsalver, kaster drengene sig selvsikkert ud i mere og mere halsbraekkende ”stunts”, i bare taer, de er ikke bange af sig. Showet styres af ungdomsgruppens formand, hvis navn jeg desvaerre heller ikke fik fat i, saa ham kalder vi Zac Efron. Piger skriger lidt hoejere naar Zac Efron danser. Tiden gaar, og der kommer saa smaat flere og flere tilskuere, boern som gamle. Efter en 20 minutters tid stopper dansen. Nu vil de synge. Nepalesiske og Indiske sange. Zac Efron synger selvfoelgelig for med silkebloed stemme. De forsoeger forgaeves at laere os nogle af teksterne, nepali er noget af en mundfuld.
Jeg maa indroemme at jeg var direkte maalloes over at opleve en saadan energi og livsglaede hos unge mennesker der staar i en situation som deres. Der er altsaa tale om piger og drenge der lever paa randen af fattigdomsgraensen, hele familier i smaa faldefaerdige traehuse de selv har bygget, i konstant frygt for at blive smidt ud af deres hjem, for det er staten der ejer den jord de bor paa saa de har egentlig ingen ret til at vaere der. Det er ikke alle der har raad til at gaa i skole, for selvom statsskoler egentlig er gratis, kraeves der stadig betaling fra eleverne. De har ingen politisk indflydelse da de ikke modtager valgkort, saa deres udraab bliver ikke hoert. En del af dem er hverken i besiddelse af pas eller citizenshipcards, saa de har ingen rettigheder. De har en enkelt broend i hele omraadet, med det der egentlig skulle vaere rent drikkevand, men som jeg naevnte foer er deres lille samfund omringet af en losseplads, saa man maa stille sig selv spoergsmaalet om hvor lang tid der mon gaar foer deres broend bliver forurenet. De har ganske vidst adgang til hospitaler hvis ulykken skulle vaere ude og en der bliver alvorligt syg, men behandling koster penge og det har de ikke mange af saa en alvorlig sygdom er som regel en ”one way ticket”. Vi spiste frokost hos en af de gamle beboere i samfundet der havde foedt ti boern og maatte begrave de otte af dem. Det er strenge kaar i slumen. Men paa trods af disse grelle facts, formaar ungdommen at opretholde et humoer og en stemning man kan sammenlignes med et Disney univers. Hatten af for dem!
Efter vores moede med Zac, Vanessa og alle de asndre i ungdomsgruppen, gik vejen mod vores vaersfamiler og aftensmad, hvilket ogsaa viste sig at vaere noget af en oplevelse, men det er en helt anden historie.