Saa er vi efterhaanden ved at vaere afklimatiserede og er, tror jeg nok, ved at vaere landet mentalt. I morges da jeg vaagnede under myggenettet var det i hvert fald som om det her allerede foeles som en hverdag. Danmark er langt vaak, isaer fra mine tanker, og nu er det bare saadan mit liv er, at den soede kok hedder Goku og at jeg paa en maade gaar i skole igen - bare paa en tagterasse i Kathmandu. Paaskeferie med solcreme, det ved jeg ikke hvornaar jeg sidst har kombineret.
I dag var vi paa saakaldt feltarbejde i bydelen Thamel, der er kendt for at vaere lidt af et backpacker-mekka og naermest et lille stykke af vesten, her i det vilde, vilde oesten. Det ved jeg nu ikke helt om vi oplevede. Vores tema for dagens udflugt var globalisering, som vi skulle undersoege hvor vidt ogsaa havde haft indflydelse i Thamel. To og to blev vi sendt ud for at moede de lokale og finde deres historie. Christian A. og jeg naaede kun forbi et par butikker foer vi faldt i snak med ejeren af en saakaldt thanka-butik, thanka vaerende de her taepper med buddhistiske motiver til vaeggen. Bishnu, som han hed, boed os paa laekker the bag i butikken, hvor vi fik os en lang snak om hele hans historie og tilstanden i Nepal.
Hvis man eventuelt skulle have glemt det et oejeblik, at man ikke laengere er i Danmark, blev man i hvert fald mindet om det der. Hvor tit ville man lige blive inviteret paa the i en butik derhjemme? Og ogsaa blive tilbudt et besoeg i ejerens private hjem? Jeg har aldrig proevet det i Danmark, saa meget vil jeg sige.Bishnu fortalte, at han var kommet her til Kathmandu for 27 aar siden fra sin landsby, og havde startet butikken her. Men nu, inden for de sidste 5 aar, havde han overvejet at tage tilbage til sin landsby for at arbejde i markerne, frem for Thamel. Han broed sig ikke om den udvikling bydelen havde taget, med et stort boom af butikker, mennesker og fourening. Med den globale finanskrise var det den seneste tid ogsaa blevet endnu mere surt at vaare foretningsdrivende, fordi turisterne sparrede paa pengene, og ligeledes de lokale. Buddhisterne ville paa det seneste hellere have mad end Buddha til vaeggen. Men Bishnu fortalte muntert om sin familie og sine store boern, der havde vaeret heldige at gaa paa universitetet og nu arbejdede paa kontorer i Kathmandu.
Vi kom til at snakke om Nepals nye demokrati og en af Bishnus yngre venner sluttede sig til os ved bordet. Han leverede den replik jeg vil huske bedst fra i dag. "Sometimes half an education, is worse than no education" sagde han, da jeg spurgte ham, hvad han mente der stod i vejen for, at Nepals demokrati kunne komme til at fungere. Dermed mente han, at en del af probemet var magtfulde folk, saavel som befolkningen, der havde en lav uddannelse, men dog, i kraft af at de havde en, troede, at de havde alle svarene, men ofte kun havde den ene side med.
Det lille theselvskab vil jeg altid huske som noget unikt og en fin del af mit foerste moede med Nepal, som den her maaned jo er. Jeg kan ikke vente med at komme ud og moede og hoere alle de andre historier der er derude.
Om aftenen havde vi besoeg af et stort stykke inspiration i form af Sonam, der har startet et projekt, der hedder Green Schools, her i Nepal. Han bygger skoler hvor eleverne rent faktisk kan holde ud at vare, og ikke bliver kogt om sommeren eller frosset ned om vinteren, som det er tilfaeldet med de blik-tags skoler, der lige nu er standard i Nepal. Hans projekt var et meget konkret og haandgribeligt eksempel paa hvordan man virkelig kan goere en forskel. Det er vist saadan noget vi allesammen droemmer om at vaere i stand til, maaske i en lidt mindre maalestok, maske, med tiden, en endnu stoerre.
- Mette
No comments:
Post a Comment