Haandgribelig handling og hygge

Tirsdag d. 13 april blev dagen, hvor vi som globale voluntoerer for alvor vaagnede op til daad som rejsende, der ikke blot betragter verden, men som aktivt handler og proever at saette vores aftryk paa den! Dagen var nemlig den, hvor de hidtil lidt mystiske og for mange overvaeldende 'Drivers of Change' projekter skulle saettes i gang. Nogle projekter hvor vi via enten en konkret kampagne, et udviklingsprojekt eller en artikel skal vaere med til at skabe en eller anden form for social forandring, hvad enten denne handler om at forandre vidensniveau, holdninger, regeringsbeslutninger eller energiregnskaber. Ideerne skoed i starten vildt i alle mulige retninger. Fodboldturneringer for boernehjem, avisartikler om forfatningsprocessen, reflekser til fodgaengere i stroemsvigtsramte gader eller kampagner for kvinders uddannelse, og diskussionen om hvad man som volontoerer egentlig kan vaere i stand til at aendrede boelgede sine steder livligt frem og tilbage. Skal vi holde os til de smaa konkrete aendringer i f.eks. skoleboerns hverdag, eller skal vi forsoege at paavirke hele regeringer og samfundsstrukturer? Hen paa eftermiddagen fik alle efterhaanden besltuttet sig for hvilket hjoerne af verden de ville forsoege at aendre, og de spaede projektspirer viste netop, at social forandring kan ske paa alle niveauer. Et projekt handlede om at ivaerksaette brevudvekslinger mellem nepalesiske og danske skoler. Et andet handlede om at indsamle danske midler til det fantastiske 'Green Schools'-projekt og et tredje om at paavirke dansk ulandspolitik overfor Nepal. Faelles for naesten alle projekterne var, at de alle paa en eller anden maade handlede om at vi som danske unge i en fremmed kultur kan med vaere med til at skabe baand mellem Danmark og Nepal, eller de andre lande hvor voluntoerer skal hen. Vi har baade vores 'gamle' viden derhjemme fra, der er ny og nyttig for Nepalsere, og vores 'nye' viden fra Nepal, som er saerdeles vedkommende for danskere, og som de foerste voluntoerer paa 'Global Platform' har vi en saerlig mulighed for at saette Nepal paa landkortet og saette fokus paa det fantastiske land, de fantastiske mennesker og de fantastsiske projekter vi har set.

Om, aftenen, havde vi havde besoeg af de nuvaerende globale volontoerer i Nepal, som med naesten ustoppelig fortaellelyst, berettede om deres hidtidige oplevelser. Endnu en gang blev vores maaske lettere mystificerede og uklare forestillinger om volonoerarbejdet forvandlet til helt konkrete billeder og overvejende positive historier fra hverdagen paa boernehjemene, i skolerne og hos vaertsfamilierne. Vi blev blev raadet til at altid at have at par boernelege ved haanden, at oeve vores taalmodighed og kropssprog og at forberede os paa at vi snart har set varmt vand og toiletter for sidste gang i lang tid. Senere handlede det om at skabe baand og kendskab mellem de to grupper voluntoerer. Via en spidsfindig og alternativ interviewleg, fik vi indhentet adskillige oplysninger om hinanden, bl.a. at en af de andre volontoerer foelte sig som en loden raev indeni, at en har vinterbadet paa faeroerenre og at vores egen facilitator Rikke af alle 'personer' allerhelst vil moede et spoegelse:) Et af de mennesker, som legen ogsaa skulle binde os sammen med, var vores nyankomne facilitator Rekha, der netop er ankommet til Kathmandu fra den gamle platform i Goa i Indien og som i oevrigt helst vil vaere en flodhest. Vi hilser hende allesammen med et hjerteligt 'Namaste' og glaeder os til, at hun kan vaere med i den proces der nu er ved at flytte os fra at betragte som turister til at faa fingrene i jorden og blive aegte voluntoerer!

- Rasmus